I sin anmeldelse af hovedudstillingen på Venedig Biennalen problematiserer Judith Schwarzbart, at den ikke i nævneværdig grad sætter kunsten i spil i forhold til specifikke tendenser og problemer i samtiden. Læs anmeldelse her

Det samme kan man ikke sige om ARoS-Triennalen The Garden. Det aarhusianske bud på en megaudstilling handler om menneskets mangefacetterede og problematiske relation til naturen – en i sandhed brandvarm sag, som alle i disse klimakrisetider må forholde sig til. Det er begyndt at dæmre, at troen på omkostningsløs forbrug af naturressourcer såvel som forestillingen om afstand mellem menneske og natur i den grad sparker bagud.

Ikke specielt original, men til gengæld med masser af substans
Det vil være forkert at sige, at det er en original ide at lave en udstilling om denne tematik. Til gengæld er det en vægtig og seriøs udstilling med et virkelig gennemarbejdet koncept, en habil brug af såvel de museale rum som eksterne by-, park-, skov- og strandområder – og ikke mindst mange rigtig gode værker af mange rigtig gode kunstnere.

Første del af udstillingen, The Past, med et view over flere hundrede års naturopfattelser er lanceret for to måneder siden. Ikke mindst den historiske bevidsthed tæller til den gedigne side, og The Past fik også den gode kritik i Rikke Hansens anmeldelse her på siden. Læs anmeldelse her

Nu skydes de to næste trin, The Present og The Future, af. De finder sted i byrummet, på havnen, på Naturhistorisk Museum, på ‘O’ Space, på en natklub, i en restaurant og på kyststrækningen fra Tangkrogen til Ballehage. Kridt vandreskoene og brug gerne et par dage!

Det naturlige er ikke naturligt
Og hvordan griber samtidskunstnerne så tematikken an? Jo, mange af dem dekonstruerer dygtigt forestillingen om ‘det naturlige’ og udbløder modsætningen natur/kultur.

Det gælder tydeligvis Pia Sirén, der opbygger naturscenarier af presenninger og byggestilladser, men mange andre kunne nævnes: Alicja Kwade spejler en ægte sten med en 3D-scannet aluminiumsafstøbning, Ackroyd & Harvey dækker en gavlfacade i midtbyen med græs, Fujiko Nakaya etablerer sin ‘tågeskulptur’ på taget af ARoS, og Cyprien Gaillard viser hallucinerende filmsekvenser om skriggrønne Alexanderparakitter – oprindeligt fragtet fra ‘eksotiske’ Afrika som kæledyr i bur, men nu etableret som en voksende koloni i Düsseldorfs centrale handelsgade.

Værker som disse viser, hvorfor The Garden er en god titel og en god rammesætning af en udstilling om mennesket og naturen. Den giver mening, fordi haven på en gang rammer tanken om at bemestre naturen – samtidig med, at haven netop er stedet, der filtrer natur og kultur uløseligt sammen.

Er vi alle isolationsfanger?
Andre af udstillingens kunstnere, såsom E.B. ITSO eller Dough Aitken stiller skarpere ind på selve afstanden – den ambivalente, ulykkelige, fremmedgjorte position i forhold til naturen. ITSO griber i sin installation fat i en ekstrem situation – nemlig den, som er tildelt visse isolationsfanger i USA, der tilbringer hele dagen i deres celler, kun afbrudt af tilbuddet om at tilbringe 40 minutter i et specialdesignet værelse med potteplanter og videooptagelser af natur og dyreliv. Men er denne situation i virkeligheden så ekstrem i forhold til et moderne ‘take’ på naturen?

En anden rolle at indtage er den ‘kunstnerisk videnskabelige’. Her kan man nævne Rune Bosse, Mark Dion eller Tue Greenfort. Over en periode på et år har førstnævnte hver tredje uge skåret en gren af et træ, høvlet den ned og lagt den i pres for at fastholde tidspunktet i træets årscyklus. Træet er til sidst præsenteret, så de forskellige årstider ’mødes’ i en samlet rekonstruktion af træet.

Vi kan også opleve Bosses laboratorie, hvor det er rødder, der er undersøgelsesmaterialet, mens Tue Greenforts research strækker sig tilbage til urtiden, hvilket har afstedkommet skulpturer, der mimer svampeorganismer, der voksede på jorden for 3-400 millioner år siden, og som kunne blive seks meter høje.

Forslag til at hele klimakrisen
Og så er der selvfølgelig de værker, der kommer med velmenende og konstruktive forslag til at hele klimakrisen. Meg Webster har beplantet en stor cirkelform med græsser, blomster og krydderurter. Concave room for bees hedder værket og peger i retning af at løse et voksende, miljømæssigt problem: faldet i antallet af bestøvere.

Et andet feel good-værk er Do We Dream Under the Same Sky – en udendørs pavillon skabt af Rirkrit Tiravanija og arkitekterne Nikolaus Hirsch og Michel Müller. Her inviteres vi til at deltage i debatter, foredrag, filmforevisninger, performances og madlavning. Det sociale værk er en satellit af The Land, et selvforsynende kunstnerkollektiv i Thailand igangsat af Tiravanija og Kamin Lertchaiprasert, som på én gang er en kunstnerisk utopi og et bud på en bæredygtig model for fremtiden.

Korrekt og sikker kunst
The Garden er altså et stykke hen ad vejen spækket med superliga-værker, men udstillingen leverer også uden store risici. ARoS laver brede udstillinger og spiller med sikre, velafprøvede kort, der gør sig godt på de store kunstscener. Det kan godt være, at Ackroyd & Harvey eller Nakaya skaber værker specifikt til denne udstilling, men det er med formater, man har præsenteret med succes andre steder forinden.

Og så er ‘klimakunst’ altså ‘korrekt kunst’, ligesom en udstilling som denne bare må rammesættes som et udtryk for “det antropocæne” – en term, man som udstillingsarrangør og kunstner bare må krydse af for at være med. 

Læs baggrund om Kunst i den antropocæne tidsalder her
Læs interview med Ackroyd & Harvey her

Man fristes til at sige, at The Garden ikke byder på overraskelser og heller ikke på værker, der for alvor stikker af eller gør ondt. Og så alligevel.

Shitstorm og aggressionsrum
Katharina Grosses ‘landskabsmaleri’ formåede at skabe en lille shitstorm på sociale medier og få en politiker til at kræve værket fjernet (“miljøsvineri!” blev der skreget). Ikke at det er en kvalitet i sig selv, men Grosse får effektivt problematiseret tanken om den ægte natur – samt ikke mindst forestillingen om den autentiske naturskildring. Det er på en gang udvidet maleri og landskabsmaleri på den helt bogstavelige måde. Fejende og velgørende aggressivt.

Også Doug Aitken sætter det hårdt op i sin installation The Garden i en rå fabrikshal på havnen, hvor et skudsikkert glasbur med hvidt inventar omkranses af et ydre haverum med ‘jungleplanter’. Omgang med planter kan virke afstressende, hedder det vist, men man kan også stresse af ved at booke en tid og få 15 minutter til at smadre inventaret i det indre rum. Rummet er inspireret af det såkaldte ‘Anger Room’, som benyttes i en slags stress-afreagerings-terapi – især i Japan og USA.

Se livestream fra rummet her

Så der er kanter på udstillingen, der også introducerer Cyprien Gaillard med et terassogulvværk på toiletterne i en rustik natklub, viser en ekstremt nærsynet og næsten ubærlig dokumentarfilm om industrifiskeri (Lucien Castaing-Tailor og Véréna Paravel: Leviathan) og gør den bornerte ubekvem i Elmgreen og Dragsets Cruising Pavilion – komplet med glory holes.

Et helt andet kunstnerisk gear
The Garden er afløseren for Sculpture By the Sea, som ad fire omgange trak et kæmpepublikum, men som aldrig nåede et acceptabelt kvalitativt niveau.

Til sammenligning er The Garden i et helt, helt andet kunstnerisk gear, og man kan kun håbe på, at den også bliver set af en halv million mennesker. Her er i hvert fald muligheden for at se et vægtigt og seriøst kunstnerisk indspark i en helt aktuel debat.