En håndfuld højttalere står langs Nørrebrogade og afgiver en voldsom bølge af lyd i løberetningen. Med en lyd som et piskesmæld pisker Zoom en stemning op og bibringer Copenhagen Marathon en ny og digital dimension.
Under Copenhagen Marathon, hvor 8176 mennesker kæmpede sig igennem de berygtede 42,195 kilometer, var der festlig stemning langs det meste af ruten. Ét af de steder, hvor der især var højt humør, var i en såkaldt ‘power zone’ ved 27 kilometermærket på Indre Nørrebro.
En del af virvaret, der omgiver løbet, er en lydkunstinstallation, som hedder Zoom.
Værket er opstået på initiativ af kunsthallen DIAS, der beskæftiger sig med digital kunst i det offentlige rum, og er skabt af kunstnerne Tobias Lukassen og Christian Liljedahl i samarbejde med Illutron og NBRO.
Spændingen stiger
DIAS kontaktede kunstnerne i sin tid og bad om et stedspecifikt værk, som kunne understøtte stemningen på Dronning Louises Bro i forbindelse med maratonløbet.
Da jeg forhører mig hos Christian Liljedahl om intentionen bag værket, siger han ganske enkelt, at de “ønskede at give løberne følelsen af, at de bliver båret frem af noget.” Der er selvfølgelig forskellige virkemidler, der kan frembringe den opmuntrende følelse. Og de er også til stede. Zoom understøtter alle de andre former for hepperi, som i forvejen foregår (for eksempel konfetti og romerlys).
Værkets lydlige karakter er lig en lydeffekt fra filmens verden, nærmere betegnet en såkaldt riser, som er den dramatiske whoosh-lyd, der indikerer (og bidrager til), at spændingen stiger. Installationen aktiveres af en række løbere, der er blevet tracket fra start. Med en abstrakt, men bekendt, lyd spiller værket ind i løbernes kraftpræstation uden at stjæle fokus fra dem – tværtimod – og illustrerer værkets ydmyghed over for den kontekst, det opererer i.
Kunst og event
Værket er langt fra invasivt, og Zoom er opstået på baggrund af diverse ønsker, krav og derfor også kompromisser mellem de samarbejdende institutioner.
Zoom er ikke et traditionelt værk, men et eksempel på den faderdræbende postmodernisme og progressive transdisciplinaritet, som har hverken fine fornemmelser eller grænsevogtere.
Maratonløbet er stadig hovedbegivenheden, imens kunstværket indtager en rolle som supplement. Uden løberne var der ingen begivenhed og ingen lyd. Det er løberne, som får værket til at ske.
“Skellet mellem kunstværk og eventbureau bliver lidt uldent,” siger Liljedahl. Man kan sige, at denne uklarhed afspejles i den abstrakte, susende lyd, som kobler det folkelige og det finkulturelle.
Modsætninger tilsløres
Et maraton i København i 2017 kan anskues som en længsel efter noget fundamentalt og organisk i en verden, hvor der findes en app for alt andet. En oprindelig kropslighed får i et par timer fortrinsret over byens maskinelle susen og brusen. Det er en generel tendens, at teknologiske landvindinger kan få os til at søge tilflugt i nostalgi. Vi dyrker et spændingsfelt, hvor vi (bevidst eller ubevidst) blander nyt og gammelt, simpelt og komplekst. Det kan være alt fra stenaldermad med kontaktløs betaling eller stammeadfærd på de sociale medier.
I nærværende tilfælde er det maratonløbet – en back to basics-manifestation – som akkompagneres af en lydlig påmindelse om dets samtid, som det ikke kan løbe fra: Nemlig et backdrop af følelsesforstærkende, syntetisk lyd.
Se flere billeder fra Zoom Boom Room under Copenhagen Marathon herunder:
