“Det meget mærkelig udgangspunkt var, så vidt jeg husker, at du aldrig havde taget et billede i hele dit liv, men du ville gerne være fotograf?” Med dét spørgsmål starter Pia Juuls interviewbog med Marianne Engberg (Et Liv med Lys, Tiderne Skifter, 2011). “Jeg troede altid, jeg skulle være noget indenfor tobakken,” svarer Marianne Engberg, “Det sagde min far altid, jeg skulle.”

Men Marianne Engberg (f. 1937) blev fotograf: Hun blev uddannet i et lille portrætfotostudie i Hillerød i 1950’erne og arbejdede senere som modefotograf i London og New York og som rejsereportagefotograf i Mellem- og Sydamerika i 1960’erne. I 1970’erne havde hun sit eget fotostudie på Manhatten, inden hun startede sin karriere som kunstfotograf med hulkamerafotografi i begyndelsen af 1980’erne.

Men endnu i dag, som næsten 80-årig, starter Engbergs kreative impuls – som dengang, hun som ung pige ville være fotograf uden aldrig at have prøvet at tage et billede – med en forestilling, en idé. Bagefter finder hun ud af, hvordan hun kan omsætte idéen. Denne fremgangsmåde har ført til en progressiv oeuvre, båret af videnslyst og opfinderånd.

Hulkamera
Engberg eksperimenterede i mange år med sine hulkamerabilleder; det tog utallige forsøg at finde den rigtige metode. “Jeg arbejder med syv runde bokse, der er afmærket fra A til G. Jeg skærer æskerne til i forskellige længder for at have muligheder fra en normal vidvinkel helt op til telefotolinser”, forklarede hun i forbindelse med en udstillingsåbning i New York.

De ekstremt lange eksponeringstider, der følger med hulkamerateknikken, skaber et både fjernt og intimt indtryk på billederne; der er ingen bevægelse, ingen tid. Resultatet er drømmeagtige, bløde fotografier.

Op igennem 1980’erne fotograferede Engberg med sine hulkameraer sit gamle hjem København og sit nye New York, og hun rejste til Israel, Grønland, Kina og Skotland. I begyndelsen af 1990’erne begyndte hun at eksperimentere med nye mikromotiver: blomster, muslingeskaller. Igen tog det utallige forsøg at finde den rigtige teknik. Blomsterne visnede, muslingerne måtte belyses indefra. De helt enkle kompositioner i disse serier – Shells og Flora – får billederne til at fremstå næsten abstrakte, en reduktion til linjer og former.

Photosynthetism
Omkring årtusindeskiftet, efter over 40 år som fotograf, forandrede Enberg igen udtryk. Hun skabte i princippet en ny kunstform, hun kaldte for photosynthetism. Photosynthetism er en form for fotogrammer, men ved at variere doseringen af kemikalier, temperaturer og tidsforløb – i nogle tilfælde ‘koger’ billederne i dagevis i fremkaldervæsken – skabes forskellige effekter. Motiverne er som æstetiske fortolkninger af materialer og elementer omkring os: glas, plastik, papir, jern, vand. I sine umiddelbare omgivelser finder Engberg dét, hun skal bruge til at skabe sine kompositioner. Værkerne er en syntese af fortælling og abstraktion, virkelighed og illusion, lys og form.

I sine seneste værkgrupper – skulpturer, fotografier af skulpturer og lydinstallationer – fortsætter Marianne Engberg denne tilgang; en visuel eller poetisk idé, som værket bygges op om. Skulpturerne er idéen om et materiale, der er som glas slebet i havet. Lydinstallationen Krystalskålen er idéen om en lyd, så klar og ringende, at den udvikler en (næsten) fysisk tiltrækningskraft. Som igennem hele sit kunstneriske virke har Engberg ledt og søgt for at finde måden at gøre det på. Og fundet den.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående):