De nationale pavilloner på den 57. biennale i Venedig byder på mange highlights. De største af dem beskrives i denne anmeldelse.
Venedig. Byen er født til at huse kunst, og i år er det 57. gang, at Venedig Biennalen løber af stablen. Traditionen tro deltager de nationale pavilloner i, hvad man kunne kalde kunstens svar på Olympiaden. Men Venedig byder hen over sommeren på mange flere kunstoplevelser end biennalen. Et hav af udstillinger under paraplyen ”collateral events” ligger spredt ude i byen og venter publikum med store oplevelser. I denne artikel vil vi også nævne nogle af de bedste af disse.
Der er 29 nationale pavilloner i Giardini – haverne i bydelen Castello – mens resten (over 50) vises i Arsenale og i byens mange klostre og kirker. Det er en vidunderlig ”undskyldning” for samtidig at se spændende arkitektur og kirkekunst, men ingen nok så flittig biennalist kan overkomme at se det hele.
Arsenale huser også enkelte nationale pavilloner. De bedste af dem er denne gang New Zealands, Italiens og Sydafrikas. Sidstnævnte land har satset på videokunsten med intelligente, samfundskritiske videoværker af kunstnerne Candice Breitz (f. 1972) og Mohau Madisakeng (f. 1986). Det handler om at være i eksil enten på grund af køn, race eller politiske orientering. Det er ifølge Madisakeng stadig vanskeligt at være sort i et land, der burde have lagt apartheid bag sig, og hvor andre former for slaveri fortsat er en realitet.
Imod relikviedyrkelsen
Italiens pavillon har titlen Den magiske verden. Den rummer bl.a. en kæmpemæssig fabrik, skabt af Roberto Cuoghi (f. 1973), der fremstiller den torturede Kristus i endeløse kopier. Det er en makaber oplevelse, fordi det til forveksling ligner et Frankenstein-laboratorium med kristne overtoner. Værket forholder sig eksplicit kritisk til den katolske kirkes absurde relikviedyrkelse.
New Zealand er repræsenteret af kunstneren Lisa Reihana (f. 1964), hvis magiske vision er projiceret på et 26 meter bredt lærred. Her ses James Cooks og hans mandskabs møde med Polynesien. En fuldstændig overvældende vision.
Blandt pavillonerne i Giardini vil jeg især fremhæve den schweiziske pavillon, som er en posthum hyldest til den store billedhugger Alberto Giacometti (1901-66), der i sin tid ikke ønskede at repræsentere Schweiz, eftersom han opfattede sig selv som internationalist. Her vises en skøn film om kunstneren og hans kærlighedseventyr med den amerikanske billedhugger Flora Mayo, med hvem han muligvis fik en søn? Husk at se begge sider af skærmen! Det er to film med en fælles lydside.
Desuden ses en række spændende, vertikale stålskulpturer i stærke farver af den schweiziske billedhugger Carol Bove. De er en replik til Giacomettis skulpturgruppe Kvinderne i Venedig, som mange danskere kender fra Louisiana.
Tyskland vandt
Tyskland vandt Den gyldne Løve for den bedste pavillon.
Hele sanseapparatet bliver aktiveret, når man efter at have stået længe i kø endelig når ind og oplever Anne Imhofs (f. 1978) multimedieinstallation Faust. Publikum bevæger sig rundt på et glasgulv, der er hævet en meter over marmorgulvet, og unge dansere og musikere performer både under og over glasset. Musikken er sorgmunter og klagende, og de unge menneskers levende kroppe clasher blødt mod den hårde og golde teknoarkitektur.
Faust indgik som bekendt en pagt med Djævlen, og installationens intime ind-i-kroppen-oplevelse påminder om den rungende undergangsstemning fra myten, båret frem af musikken og af de lettere desperate – og disparate – unge performere. Rundt om pavillonen er der opført et højt stålhegn, og dobermann-pinschere vogter nidkært over bygningen, som parentes bemærket blev ændret i 1938, så den passede ind i Det Tredje Riges selvpromoverende propagandaarkitektur. Det er et brutalt, men gennemført og originalt greb, og Tyskland fortjener klart Den gyldne Løve.
Den franske pavillon er i kraft af Xavier Veilhans Studio Venezia omdannet til et spændende lydstudie med nyskabende instrumenter og professionelle musikere, som spiller på dem hyppigt. Her vandrer publikum bogstaveligt talt rundt midt i musikken. Peter Bastian ville have elsket det. Værket spiller på dobbeltbetydningen af ordet ”studio” på engelsk: Atelier og lydstudie.
Den britiske pavillon er fyldt med skulpturer af Phyllida Barlows (f. 1944), skabt til stedet. Dette ekspressive storværk spiller raffineret på modsætningen tung/let. Phyllida Barlow er en meget kendt skikkelse i Storbritannien, men meget kun lidt kendt internationalt, så det er et interessant møde. Det samme kan siges om den nordiske pavillon, som er en joint venture mellem Sverige, Finland og Norge. Her fremstår især den store skulptur af Siri Auerdal (f. 1937), Flying Wave/Bølgelængder, magtfuldt. Det er en dynamisk form, der volumen- og formmæssigt ulmer stor og mægtig i den lyse pavillon, som er tegnet af Sverre Fehn.
En dobbeltwhopper
Den rumænske pavillon viser den 91-årige billedkunstner Geta Breãtescu. Den er et must, og udstillingen fortsætter ude i byen i et galleri i Canareggio-kvarteret. Forankret i 1960’ernes eksperimenterende kunstscene, har hun stadig bud til nutiden. Især hendes seneste fotos appellerer til mig. I samme kvarter kan man opleve den ukrainske pavillon med interessante fotografier, taget direkte fra flimrende tv-skærme, af Boris Mikhailov – der er en kommentar til det omsiggribende postfaktuelle samfund.
I Giardini – haverne i bydelen Castello – skal det tillige anbefales at lægge vejen forbi den belgiske, østrigske, japanske og græske pavillon, som pladsen her ikke tillader at gå i detaljer med.
Ud over ovennævnte finder der en masse kunstevents sted under paraplyen “collateral events”. Som dansker er man især glad for udstillinger med Rita Kernn- Larsen (i Peggy Guggenheim Museum), Søren Engsteds performance i den centrale pavillon i Giardini, hvor også Olafur Eliasson har indrettet værksted og producerer grønne lamper sammen med lokale asylansøgere.
Herudover optræder performancekunstnerne Jeannette Ehlers og Lilibeth Cuenca Rasmussen i et program sammensat af Rikke Jørgensen under titlen Arts & Globalization Pavilion: Remembering the Future i Palazzo Rossini frem til 19. maj, og den unge kunster Christian Falsnaes slår sit navn fast på udstillingen Future Generation Art Prize.
På San Giorgio Maggiore brillerer Faurschou Foundation med en udstilling med Warhol og Rauschenberg samt virtual reality-værker af Christian Lemmerz, der puster liv i Jesus på korset – men lader ham dø for vores øjne endnu en gang – og LA-kunstneren Paul McCarthy. Og så er der monstrøse, überkitschede udstillinger i Palazzo Grassi og Punta della Dogana af Damien Hirst.
Tag til Venedig, hvis du kan, kære læser, og indtag denne dobbeltwhopper: Venedig som den smukkest af alle byer i verden, et overflødighedshorn af fantastiske paladser, kirker og kunst, og så den anden bøf: Den nyeste kunst, som pejler vores komplekse, globaliserede verden.
Den 57. biennale i Venedig. Udstillingen finder sted i Arsenale og i Giardini Venedig og ude i byen. Hertil kommer et hav af ”collateral events”. Til 26. november.
Mere info: www.labiennale.org
