Willumsens Museum

J. F. Willumsens Museum. Pressefoto

Willumsens Museum drives af Frederikssund Kommune og rummer en stor samling af billedkunstneren J.F. Willumsens egne værker samt hans samling af blandt andet ældre europæiske, asiatiske og afrikanske værker. Willumsen skænkede hele sin samling af egne værker, sin gamle samling og sit store arkiv med fotografier, bøger, breve, dagbøger, notater og optegnelser til museet. J.F. Willumsen selv havde ingen nær tilknytning til Frederikssund, men hans fars familie stammede fra egnen.

I 2005 blev museet udvidet til næsten tredobbelt størrelse med en ny fløj tegnet af professor og arkitekt MAA Theo Bjerg. Med den nye tilbygning rummer museet nu ni udstillingssale, et juniormuseum, åbne magasiner, en selvbetjeningscafé samt andre forbedrede publikumsfaciliteter.

Den nye tilbygning, som med sit smukke udtryk danner en varieret ramme omkring kunstværkerne, giver mulighed for at udstille flere af J.F. Willumsens kunstværker, værker fra hans gamle samling og eksempler fra hans hustruers kunstneriske produktion. Der vil desuden fremover kunne afholdes en række forskelligartede særudstillinger i museumsbygningen. Den oprindelige fløj fra 1957, tegnet af arkitekt Tyge Hvass, er på ca. 700 m2, mens den nye fløj er på ca. 1.300 m2. Byggeriet har kostet ca. 35 mio. kroner, og finansieringen er tilvejebragt med midler fra 25 forskellige fonde, Staten og Frederikssund Kommune.

Kilde: Willumsens Museum

 

Willumsens Museum

Jenriksvej 4
3600 Frederikssund

Kontakt

+45 47310773

Tirs-søn 10-17
1. ons i måneden 10-20

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Del

'Willumsens Museum'

Facebook