Guide: Kunstvandringer under Art Weekend Aarhus ‘17

Guide: Kunstvandringer under Art Weekend Aarhus ‘17

Kunstvandring '16. Foto: Rasmus Reimer Larsen, Foxcut Film

Med Art Weekend Aarhus, som løber af stablen den 19.-21. maj, inviterer kunsten.nu på en opdagelsesrejse ind i det aarhusianske kunstliv. I alt har 24 institutioner i Aarhus budt ind til det brede program af udstillinger og events. Vi præsenterer her de fire kunstvandringer, du kan deltage i under festivalen.

Art Weekend Aarhus fører dig gennem byens sprudlende kunstscene på inspirerende, guidede rundture. Kunstvandringerne ledes af fagligt kyndige omvisere, som har stor viden om kunstnerne og den aarhusianske kunstscene, og du får viden om udstillingsstederne, selve udstillingerne og kunstnerne bag.

Det fulde program for Art Weekend Aarhus finder du her

Tur 1 – Åen
Fredag 19. maj kl 14-16
Med åen i baghaven vil kunstskribent og kurator Trine Rytter Andersen guide dig forbi to af byens gallerier og byens kunsthal og kunstcenter. Turens fire udstillingssteder spænder over flere af den aarhusianske kunstscenes store aktører, og du vil under turen få rig mulighed for at opleve flere forskellige perspektiver på kunsten. Turen afsluttes med servering af kaffe, kage og kolde drikke.
Mødested: Galerie MøllerWitt, Christiansgade 18, 8000 Aarhus C

Tur 2 – Havnen
Lørdag 20. maj kl 15-16.30
Turen begynder på havnen, der summer af kunstneriske initiativer i forening med områdets etablerede udstillingssteder. Din guide på turen er billedkunstner Ditte Lyngkær Pedersen, som sammen med de lokale kunstnere vil introducere dig til deres udstillinger, projektrum og værksteder. På havneturen møder du både det nystartede udstillingssted ‘O’ Space, som er Aarhus Kulturhovedstads eget udstillingssted, det etablerede udstillingssted Spanien19C og værkstedsfællesskabet på Sydhavnsgade, hvor lokale billedkunstnere præsenterer udstillingsstedet KH7 artspace. Her får du mulighed for at opleve de nye udstillinger i værkstedsfællesskab, hvortil du får serveret vin og kolde drikke, mens de lokale kunstnere viser dig rundt. Efterfølgende holder KH7 artspace fernisering kl. 17.
Mødested: ‘O’ Space, Mindet 6, 8000 Aarhus C

Kom med på kunstvandring. Billedet her er fra Art Weekend Aarhus ’16. Foto: Rasmus Reimer Larsen, Foxcut Film.

Tur 3 – Øgadekvarter
Søndag 21. maj kl 12-13.30
Turen foregår i det gamle Vestergadekvarter, hvor kunstskribent og kurator Trine Rytter Andersen vil guide dig rundt til tre af byens udstillingssteder, der både rummer to fotografiske udstillingssteder og en af Aarhus’ kunstskoler. Turen starter med en introduktion på Århus Kunstakademi, hvor akademiets billedkunstnere fortæller om udstillingerne – herunder Afgangsudstillingen 2017. Efter at have besøgt Kunstakademiet bevæger turen sig ned til Galleri Image som i år fejrer sit 40-års jubilæum. Vi slutter af med et besøg på Galleri Grundstof, hvor der vil blive serveret lidt forfriskninger. Efterfølgende vil der være en præsentation af udstillingen med den tyske kurator Carsten Rabe på engelsk i samtale med kunstnere og gallerist.
Mødested: Århus Kunstakademi, Vestergade 29, 8000 Aarhus C

Tur 4 – Mejlgade
Søndag 21. maj kl 14-16
Turen indledes i Latinerkvarteret i Aarhus og går fra Studsgade til det gamle kvarter i Mejlgade, der summer af liv. På turen vil kunstskribent og kurator Trine Rytter Andersen guide dig, og du vil opleve det rige og varierede udbud på den aarhusianske kunstscene. Du vil møde alt fra projektrum, udstillingssteder, til etablerede gallerier og spirende talenter på Aarhus’ kunstskoler. Turen afsluttes med servering af vin og kolde drikke i det hyggelige gårdmiljø hos Charlotte Fogh Gallery.
Mødested: rum46, Studsgade 46, 8000 Aarhus C

Billetter til kunstvandringerne kan købes her

Guider:
Trine Rytter Andersen har en uddannelse som billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og har modtaget Statens Kunstfonds iværksætterlegat for nyuddannede billedkunstnere. Sammen med Grete Aagaard og Tina S. Lynge stiftede Trine kunstnergruppen Artillery fra 1999-2008. Foruden sit virke som kunstskribent og kurator har Trine arbejdet inden for organisation og ledelse, bl.a. som udstillingsleder for Sculpture by the Sea i 2008-2009, formidling og kritik, som anmelder for blandt andre kunsten.nu og Århus Stiftstidende og som underviser.

Ditte Lyngkær Pedersen, tidligere projektleder på Art Weekend Aarhus, er billedkunstner bosat i Aarhus efter flere år i Malmö, Berlin og New York. Hun har en MFA fra Kunsthögskolan i Malmø, Sverige, 2004. Hun udstiller internationalt og sidste år udgav hun også en fotobog med titlen Laughter. I øjeblikket arbejder hun på et stort tværfagligt og tværkulturelt udstillingsprojekt på Moesgaard Museum med titlen Fravær – De Dødes Liv i Cypern og Danmark, støttet af Kulturby 2017. Hun har arrangeret diverse events, udstillinger og symposier bl.a. sammen med kunstnerkollektivet The Production Unit og det kunstnerdrevne udstillingssted rum46 i Aarhus. Hun har endvidere undervist på forskellige kunstuddannelser og har et indgående kendskab til den aarhusianske kunstscene.

Del artiklen

'Guide: Kunstvandringer under Art Weekend Aarhus ‘17'

Facebook