Koldinggade 12 er et af de mindre prominente udstillingssteder i København, som – til trods for dette – formår at skabe en bouillonterning af relevans.

Størrelsen gør dog, at det føles mere som en teaser. Dét kan man tage som et kompliment og en forsikring om, at konceptet er på rette spor. Men dermed skal man også hæfte sig ved, at det netop kun er et spor. Det er anbefalelsesværdigt, men også hurtigt set.

Kompositionens frihed
Udstillingsstedet har med Det Stille Liv valgt at sætte uforbeholdent fokus på en klassisk genre inden for maleriet. Stilleben vandt frem i barokken og beskæftiger sig med skildringer af opstillede genstande. Ved at sætte ting, som førhen blot havde udgjort baggrunden i et maleri, er stilleben traditionelt set en genre, som giver kunstneren mere frihed i kompositionen end eksempelvis portrætmaleri eller landskabsbilleder.

Hvor eksempelvis abstrakt ekspressionisme har givet kunstnerne mulighed for at finde denne frihed på anden vis, har billedkunsten aldrig forladt stillebengenren, fordi den har uomtvistelige kvaliteter; den kan zoome ind på de ting, der omgiver os, eventuelt tillægge dem en symbolik, og den kan anspore til refleksion over selve den menneskelige sansningsproces.

En anden mennesketom genre, landskabsmaleriet, derimod, søger at afbilde selve omgivelserne – naturens styrke og åndelighed samt omgivelsernes effekt på mennesket, der ser. Det er overvældende tematikker. Stilleben er rolige – med fokus på det knap så imposante i livet. Det hverdagslige, men mennesketomme. Det handler om tingene – enten menneskeskabte brugsgenstande eller husliggjort natur, såsom blomster.

Når man dykker ned i kælderen på Koldinggade 12, forstår man hurtigt, at det moderne stilleben har mange facetter. På blot tre vægge når vi op på hele fem kunstnere.

Stilstand og melankoli
For eksempel præsenterer Johannes Sivertsen en vifte af genstande, hvis personlige aura diskret veksler: Fra pillebøtter, pot og en buste af Athene til en tabt tand.

Derudover finder man også et meget simplistisk maleri, der forestiller et blankt stykke papir tapet til en hvid væg. Det er interessant, i hvert fald konceptuelt, fordi den overvældende hvidhed sædvanligvis forbindes med uendelighed og åbenhed, men her forstyrres den med ganske få virkemidler. Det lille maleri kan nærmest læses som en satire over Malevichs snart 100 år gamle White on White, hvortil lighederne umiddelbart virker åbenlyse. Men med skyggerne og tapen antyder Sivertsen en dybde, som fjerner den abstrakte uendelighed, der havde været i ensfarvede flade. Vi ved ikke, hvor vi er, men vi ved, at vi er et sted. Det faktum, at sedlen hænger omhyggeligt i vater, forstærker ydermere følelsen af dødvande. Papiret er blankt og venter utålmodigt på den gode idé. Maleriet bliver således til en konfrontation med det manglende.

Sivertsens værker er generelt gode til at indfange en ensom stilstand, og der er en gennemgående elegant melankoli i hans billeder.

Christian Schmidt-Rasmussen har et udtryk, som ved første øjekast kan minde meget om Sivertsens. Han placerer mælkekartoner og flasker i hvide, anonyme ikke-rum og tilføjer dovne skygger. I det hele taget vækker det associationer til Giorgio Morandi, der ligeledes benyttede mat maling til at neutralisere sine flasker og vaser. Denne afbildning får genstandene til at fremstå isolerede og giver os endelig mulighed for at iagttage formerne uden at blive distraheret af den vanlige, brugsorienterede sammenhæng.

Farverig sitren
Hvor Schmidt-Rasmussens billeder præges af langsommelighed, som fylder én med ro, står det anderledes til i Erik A. Frandsens værk. Han inkorporerer ligeledes kendte motiver for stilleben, vaser og blomster, men de befinder sig i en svævende, uvirkelig verden, hvor nogle få, subtile tegn binder de ellers abstrakte former sammen til et afkodeligt billede.

Som nævnt er der adskillige motiver, som går igen i stillebengenren. Denne tendens leger Anne Torpe med i sine farverige værker, hvor gentagelsen i stedet foregår internt i værkerne. De flade malerier minder næsten om et udsnit fra en frise. Der kompenseres for todimensionaliteten ved at overlejre forskellige perspektiver, så psykedeliske blomster optræder i et systematisk virvar.

De løsslupne, unaturalistiske farver giver udstillingen krydderi og fungerer som en glimrende modvægt til Sivertsens og Schmidt-Rasmussens afdæmpethed.

Snedig undergravning?
Anette Abrahamsson er repræsenteret med et enkelt værk, bemærkelsesværdigt det største. Det forestiller en skovbund med tulipaner. Men at være udenfor i den levende natur med et blik vendt mod nyudsprungne blomster forbindes som regel ikke med stilleben (som franskmændene i øvrigt med et kraftigere udtryk betegner nature morte, død natur). Det statiske og livløse i resten af værkerne udskiftes i et øjeblik med det livlige.

Umiddelbart virker værket ikke til at høre hjemme, og denne øjensynlige glitch i kurateringen er svær at slippe for mig. Jeg overvejer, om tulipanerne eventuelt peger tilbage mod Nederlandene, hvor stilleben for alvor opnåede sin popularitet i 1600-tallet. På det tidspunkt var tulipanen en “ny”, eksotisk og dyrebar plante. Men blomsterne i barokkens stillebenmalerier var ikke så uskyldige som ved første øjekast. Ofte anvendes de som et såkaldt vanitas-symbol, der betegner forfængelighed og forgængelighed. Blomster visner. Det traditionelle kristne budskab om, at det jordiske liv er tomt og værdiløst er måske netop, hvad Abrahamsson udfordrer. Det er muligt, at det er en overfortolkning, men Abrahamssons levende tulipaner kan have en skjult dagsorden om at ændre budskabet fra “husk, at du skal dø” til “husk, at du skal leve”. I så fald er det med genrens egne grundlæggende elementer, at dens konventionelle betydninger subtilt omstyrtes.

Tulipanernes vitalitet kan således ses som et symptom på, at stillebengenren stadig er aktuel og stadig kan udfordres.