Kunstnere konkurrerer om at skabe værker til Mærsk Tårnet

 

 

Kunstnere konkurrerer om at skabe værker til Mærsk Tårnet

Mærsk Tårnet skal udsmykkes med signaturværker i forløbet mellem den store forplads på Blegdamsvej og Nørre Allé. Foto: Adam Mørk, C.F. Møller

Bygningsstyrelsen har inviteret kunstnere til at deltage i konkurrencen om at skabe kunst til Mærsk Tårnet i København. Det drejer sig om to signaturværker, henholdsvis et filmværk og et ruminddragende værk, der skal skabe sammenhæng i forløbet mellem den store forplads på Blegdamsvej og Nørre Allé.

Mærsk Tårnet huser til dagligt Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, og det er meningen, at de nye værker skal give både de daglige brugere og besøgende en udfordrende kunstoplevelse. Derudover skal værkerne sætte bygningen og universitetet på landkortet i både Danmark og internationalt.

Deltagerne i konkurrencen om filmværket er de fransk-italienske filmkunstnere Bêka & Lemoine og den islandske billedkunstner Ragnar Kjartansson. I konkurrencen om det ruminddragende værk deltager svenske Gunilla Klingenberg, den dansk-norske duo Elmgreen & Dragset samt den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.

Temaet for begge værker er ‘transformation’, der er centralt for Mærsk Tårnets kunststrategi. Det er Jakob Fenger, som er kunstfaglig rådgiver for Mærsk Tårnet og kunstner i SUPERFLEX, der står bag oplægget og tankerne i kunststrategien, som er besluttet i kunstudvalget.

Kunstnernes forslag til de to værker skal afleveres hhv. den 14. august og den 4. september i år, og kunstudvalget træffer derefter beslutningen om hvilke to værker, der skal udføres. Værkerne skal udføres senest ultimo 2018.

Kilde: Bygningsstyrelsen

Kunstudvalget for Mærsk Tårnet
Formand Jan Q. Rasmussen, seniorrådgiver i Bygningsstyrelsen
Henrik Caspar Wegener, rektor ved Københavns Universitet
Ulla M. Wewer, dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Anders W. Møller, fakultetsdirektør ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Hans Wandall, formand for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets Kunstudvalg og Professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Henrik Tvarnø, direktør hos A.P. Møller Fonden
Lars Ole Munch Nissen, projektleder ved Campus Service, Københavns Universitet
Jakob Fenger, kunstfaglig rådgiver, fagdommer og kunstner i SUPERFLEX
Tyra Dokkedahl, kunstprojektleder i Bygningsstyrelsen

Supplerende fagdommere og rådgivere
Anders Kold, museumsinspektør ved Louisiana Museum of Modern Art og tilknyttet som fagdommer i bedømmelsen af filmværket
Jakob Fabricius, kunstfaglig leder af Kunsthal Aarhus og medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst samt fagdommer i konkurrencen om kunstværket i forløbet mellem Blegdamsvej og Nørre Allé.
Mads Mandrup Hansen, arkitekt ved C. F. Møller og Stig L. Andersson, landskabsarkitekt ved SLA og rådgiver for kunstudvalget.

IN SITU er sekretær for begge konkurrencer.

 

 

Del artiklen

'Kunstnere konkurrerer om at skabe værker til Mærsk Tårnet'

Facebook