Hvorvidt mode kan defineres som kunst er et spørgsmål, som ofte diskuteres, men aldrig helt lader sig besvare. Sådan har det været i mange år, og med det nyligt afholdte Met Gala, der markerer åbningen af en ny modeudstilling på Metropolitan Museum of Art, er den velkendte diskussion vendt tilbage.
I mandags var det ikke kun arbejdernes internationale kampdag. Det var også ’First Monday in May’, som i modekredse er synonymt med årets Met Gala. Denne prestigefyldte begivenhed har fundet sted siden 1948, hvor Eleanor Lambert, en amerikansk PR-kvinde, grundlagde arrangementet for New Yorks filantroper. I 1999 overtog chefredaktøren for amerikansk Vogue, Anna Wintour, og med hende bag roret har Met Gala udviklet sig til en verdensomspændende begivenhed, der forener kunst med mode samt tidens popkultur.
Formålet med Met Gala er ikke kun at fejre en ny udstilling; det er også at samle penge ind til Costume Institute på Metropolitan Museum of Art. Sidste år blev der indsamlet hele 13,5 millioner dollars som følge af donationer samt sponsor- og billetindtægter. Behovet for et sådant filantropisk event skyldes, at kostumeinstituttet er den eneste kuratoriske afdeling på the Met, der er ansvarlig for at finansiere sig selv.
Allerede her kan man se en indikator på, at mode stadig ikke opfattes som kunst på lige linje med eksempelvis billedkunst, installationer, skulpturer og andre kunstarter, der er at finde i de respektive museumsafdelinger. Ikke desto mindre har moden fundet sin vej ind til kunstens allerhelligste: Museet.
I en kunstinstitutionel sammenhæng
Siden 1971 har Met Gala hvert år markeret åbningen af en ny modeudstilling på The Met. Der har været varierende temaer som hyldester til én designer, eksempelvis Yves Saint Laurent i 1983 og Alexander McQueen i 2011, mens der også har været mere konceptuelle temaer som Cubism and Fashion i 1998 og Punk: Chaos to Couture i 2013.
Se eventuelt flere eksempler på ikoniske temaer og kostumer her
Mode er altså fast inventar på et af verdens førende museer, og derfor synes diskussionen om mode som kunst en smule forældet. Alligevel lever diskussionen i bedste velgående, og dét skyldes formentlig levn af mere konservative måder at definere kunst på. Sådanne definitionsmåder forsøgte den dadaistiske kunstner Duchamp at gøre op med, da han mellem 1913-1917 udstillede en række såkaldte readymades som et pissoir og et cykelhjul. Disse readymades var ikke originale og unikke værker skabt af en kunstner, men tværtimod masseproducerede genstande med et brugsformål. Men fordi Duchamp placerede dem i en kunstinstitutionel sammenhæng, blev det pludselig opfattet som kunst. Ved at sprænge den dominerende kunstopfattelse blev vejen banet for accept af andre kreative udtryksformer som kunst – blandt andet mode. At moden så stadig kun kandiderer til kunstnerisk accept tyder på, at konservative definitioner stadig præger kunstverdenen trods Duchamps forsøg for 100 år siden.
Hvorfor skal mode udstilles?
Der vil formentlig aldrig være fuldstændig enighed om, hvorvidt mode kan kaldes kunst – og det er ikke nødvendigvis et problem. For når det gælder kunst, er konsensus kedeligt. Kunst bør snarere åbne op for dialog og diskussion, og det er mode med til at gøre, når den udstilles på museer og dermed (gen)åbner spørgsmålet om dens kunstneriske berettigelse.
Ved at udstille eksperimenterende mode som avantgarde-designeren Rei Kawakubo samt mere politiskladede temaer som China: Through the Looking Glass demonstrerer udstillingernes kuratorer på The Met, at mode er mere end blot beklædningsgenstande. Det er den både fordi, at den er blevet accepteret af en kunstinstitution, men også fordi den kan vække eftertanke og skabe debat. Tøj er nemlig langtfra tilforladeligt, men kan være sprængfarligt, politisk stof. Det skaber derfor debat, når Lady Gaga iklæder sig en kødkjole, eller når amerikanske politikere bærer en hættetrøje som symbol på politivolden mod sorte mænd.
Mode er med andre ord en mangefacetteret størrelse, der, i lighed med eksempelvis billedkunsten, kan være skøn, have en praktisk funktion, skabe stof til eftertanke, igangsætte debat og formidle samfundskritik. Den har en anden udtryksform og bruger nål og tråd i stedet for pensel og mejsel, men deler en lang række af de samme formål og egenskaber, som accepterede kunstformer har. Af den grund kan forskellige kunstarter komplementere hinanden og indgå i interessante samspil, og netop det er der utallige eksempler på inden for modeverdenen. Eksempelvis har det legendariske franske modehus Louis Vuitton har haft adskillige samarbejder med kunstnere som Stephen Sprouse, Yayoi Kusama og Richard Prince.
Hæmmende kunstsnobberi
Andre tidligere ikke-accepterede kunstformer som installationer og graffiti opfattes i dag som kunst af et bredt flertal og bliver solgt på gallerier, udstillet på museer og debatteret i medierne. Ligesom de to nævnte eksempler bliver også mode udstillet på museer og er med til at skabe samfundsdebat. Når mode alligevel halter efter og af mange opfattes som en laverestående kunst, kan det skyldes noget så simpelt som snobberi.
Mode forbindes nemlig tit med en tom og overfladisk dyrkelse af skønhed og som noget, der udelukkende drives af stærke kommercielle kræfter. De fordomme forsøger Met Gala ikke at gøre op med. Nok markerer gallaen en kunstudstilling, men den har også en rød løber, hvor realitystjerner, vindere af talentshows, modeller og sportsstjerner tropper op og lader sig fotografere af hungrende fotografer, der sælger billederne til sladderblade. Disse ting vil den fine kunstverden ikke associeres med, og det er ærgerligt, for kunsten bør netop afspejle sin samtid og facilitere en debat om samtidens vigtige problemstillinger – og her kommer man altså ikke udenom populærkulturen.
Uanset om mode defineres som kunst eller ej, ændrer det dog ikke ved dens kulturelle vigtighed. Det er Met Gala og modeudstillingen på The Met i høj grad med til at demonstrere. Årets udstilling har temaet Rei Kawakubo/Comme des Garçons: Art of the In-Between og er åben for offentligheden fra den 4. maj til den 4. september 2017.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
