Jasmina Cibic bruger betydningsfuld arkitektur og dens historiske arkiver som scene og baggrund for sine værker. Nada Act II er filmet over to dage på Aarhus Rådhus, som er tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller, og som siden indvielsen i 1941 har været vartegn for byen.

I sin film lader Cibic den funktionalistiske bygning være scene for en nyopsætning af Béla Bártoks avantgardistiske pantomine-ballet The Miraculous Mandarin fra 1958. Balletten repræsenterede for snart 60 år siden den Jugoslaviske Republik på Verdensudstillingen i Bruxelles.

Cibics version er blevet til i samarbejde med koreograf Lea Anderson, og dens originale karakterer – alfonserne, den prostituerede og den eksotiske mandarin – er her erstattet af tre politikere, Moder Nation og arkitekten, som ifølge Cibic er den af moderne fagfolk, der er lettest at misbruge.  

Cibic præsenterer i filmen en syntese af den oprindelige ballet udfoldet i nogle af rådhusets mest karakteristiske rum og udtrykt gennem dans og mimisk teater. Her danser Moder Nation og arkitekten en lidenskabelig par de deux i det ikoniske rådhus, mens politikerne lurer på det rette øjeblik at gøre det af med arkitekten, så en anden og bedre egnet kan stilles i spidsen for netop deres vision for nationen.

Research, fakta og det pure opspind
Cibics kunst er researchtung, har mange lag og kombinerer fakta med pure opspind. Denne bevidste overskrivning bidrager til at fremhæve historiske usandheder, uklarheder og paradokser, som opstår f.eks. når stater forsøgsvist dvæler i fortiden.

Cibic gør i sine film opmærksom på, hvordan den politiske elite bruger visuelt og forførende sprog som kunst, arkitektur og retorik. Hun undersøger også, hvordan disse udtryk muterer, når ideologierne, de er opstået af, kollapser.  

Monumentale film
Ud over Nada Act II vises den første film i den kommende trilogi, Nada Act I, samt filmene Tear Down and Rebuild, The Nation loves it, Double Game og The Pavilion. Værkerne er skabt over fem år og udgør en større, igangværende kunstnerisk undersøgelse af staters identitet og brug af kultur.

Alle filmene er skabt med brug af stramme visuelle og konceptuelle greb, som får de enkelte film til at fremstå både stiliserede og monumentale, hvilket jo på den ene side er i fuldkommen overensstemmelse med det tematiske indhold. På den anden side har netop stiliseringen og den overdrevne ritualisering fremstillet via gennemdesignet lys, lyd, regi, skuespil, gestik, makeup, kostumer og speak, netop den effekt, at du som beskuer lettere kan få øje på, hvordan disse selvbevidste og ultraiscenesatte magtmekanismer fungerer.

Med andre ord er forførelsen her til at få øje på – ikke mindst fordi du som betragter ikke har nogen følelsesmæssig binding til de historier, som fortælles, og derfor kan hengive dig til blot at se på fra sikker afstand.

Vi bliver klogere
Cibic udnytter helt bevidst det faktum, at netop afstanden følelsesmæssigt og fysisk bidrager til klarhed og overblik, såvel for hende selv som researcher og kunstner som for os som publikum. For kunstneren betyder det i praksis, at hun frygtløs kan grave sig ned i de støvede arkiver og finde de perler, som hun derefter med stor sans for detaljerne pudser op, så vi kan se, hvordan de skinner. I den bevægelse er det hensigten, at begge parter – kunstner og beskuer – bliver klogere.

Arkitektur og kunst som ideologisk branding
Som rammer og rekvisitter anvender Cibic arkitektur og kunst, der er blevet brugt af nationalstater og politiske organer i deres udøvelse af kontrol og politiske ritualer.

Hendes nye værker fokuserer på casestudier, såsom de alliancefrie landes bevægelse, EXPO-præsentationer i det 20. århundrede og branding af det tidligere Jugoslavien. 

Cibic benytter kunstneriske greb som lange performances og eksperimenterende teater. I filmene indgår kunstgenstande og rum, arkitekturmodeller, musik, forskning og håndværk samt fabriksfremstillede artefakter – det hele er udvalgt på grund af dets specifikke kontekstuelle og historiske betydning.

Kunsten som magtmiddel
De fleste af os har nok bemærket, at enhver handelsdelegation i vore dage ledsages af kunst- og kulturarrangementer. Ligesom vi uden tvivl også har fulgt med i flere af de mest spektakulære ideologiske spilfægterier omkring opførelse af offentlige bygninger såsom Operaen på Holmen i København, Musikhuset og Dokk1 i Aarhus.

Jasmina Cibic griber fat i et tema, som nok kan drage nytte af hendes kritiske bearbejdning, og som fortsat vil kunne trænge til at blive ventileret og reflekteret ud fra perspektiver, der – lige som hun gør det – undersøger de bevidste og ubevidste iscenesættelser og befæstelser af magt, som finder sted i disse sammenhænge.

Ligesom der er behov for at se kritisk på hvilken form for magt, der genereres – og på hvordan og gennem hvad og hvem, den bringes i anvendelse.