Historien gentager sig! Roman Ondak (f. 1966) er vokset op bag jerntæppet i det daværende Tjekkoslovakiet med grænsemure, materiel nøjsomhed og repressiv overvågning. Denne baggrund er aldeles present i kunstnerens aktuelle udstilling på KUNSTEN i Aalborg, hvor Ondak iscenesætter og kontekstualiserer en række genstande fra den personlige fortid.

Spionring
Vi starter dog et andet sted, for sammenligner man den nu 50-årige kunstners teenagetilværelse i østblokken med realiteterne for nutidens danske teenagere (eksempelvis i Aalborg), så har sidstnævnte masser af ting og sager og ikke mindst teknologi. Derimod har overvågning og lukkede grænser fået en ‘revival’ og er atter med til at forme virkeligheden for de nye generationer.

Denne fornemmelse af historisk loop sætter Ondak i sving i et brugerinvolveret værk, Spy Ring, der er udformet som et spionspil. I løbet af udstillingsperioden er aalborgensiske teenagedrenge og -piger inviteret til at lave lavteknologiske spionageobjekter som under den kolde krig. Et kassettebånd, en bog eller en peberbøsse kan indeholde hemmelige rum med skjulte beskeder, som udveksles mellem de forskellige grupper.

Sådanne inviterende, kollektive projekter er ikke nyt i Ondaks produktion. To eksempler blandt mange: På Tate markerede 90.000 besøgende deres højde på de hvide vægge i værket Measuring the Universe, og i Japan uddelte kunstneren chokolade til 500 metalarbejdere og bad dem om at lave små skulpturer af indpakningsfolien til en udstilling.

Den poetiske konceptualist
Spy Ring er i velfungerende korrespondance med resten af udstillingen, som på en underspillet, men forbløffende effektiv, måde trækker kunstnerens tjekkoslovakiske fortid ind i et på én gang refleksivt, historiebevidst og politisk rum. Ondak er nemlig en både ukrukket og poetisk konceptualist, som nok lader tingene fremstå i al deres nøgternhed, men som har en eminent evne til at trække komplekse historier ud af fortidens genstande.

I Teenage Still Lifes kan vi derfor i supertjekkede museumsmontre betragte klassiske iagtagelsestegninger af opstillinger, som kunstneren lavede som teenager og kunstner in spe. De vises side om side med de selvsamme objekter, der figurerer på tegningerne: En flaske, en petroleumslampe, en kaffemølle etc. Der er noget næsten Magritte-filosofisk over det. Vi har på en gang den nærværende ting, den fortidige repræsentation og ideen om tidens gang og genkomst.

Både ting og tegninger er her at betragte som readymades. Og tingene og tegningerne er ikke bare ting og tegninger, men bærere af historie, og noget som kunstneren (stadig) har kunnet finde i barndomshjemmet, for faderen er åbenbart af den type, som ikke smider noget væk.

Se eksempelvis de hjemmelavede postkasser, faderen savede ud af plastikrør. Ondak har monteret dem på en række gamle landkort og by- og landskabsskilderier malet af socialrealistiske lokalkunstnere fra hjemegnen (Mailbox, 2014). I 80’ernes Tjekkoslovakiet var der mangel på meget, og meget måtte laves selv.

På samme måde optræder den træskabelon, faderen fremstillede for at kunne tilskære nye spejlglas til sidespejlene på den (efter lokale standarder) flotte bil, han havde, og som gentagne gange blev udsat for misundelseshærværk. Eller den tv-antenne, faderen flækkede sammen af fundne materialer, så han kunne fange signaler fra den anden side af jerntæppet (Antenna, 2014).

Den personlige/politiske readymade
Sådan er det med Ondaks readymades i denne udstilling: De er båret frem af den selvbiografiske fortælling og varmer sig ved det personlige anslag. Men de har også altid kimen til de transpersonale, historiske, eksistentielle og politiske dimensioner.

Readymade-traditionen har en 100 år lang historie, men udgør også en smal sti, hvor kontekstualiseringen omkring genstanden skal have tyngde. Men når det gøres godt – og Ondak gør det virkelig godt – trækker readymaden også kunsten ud af sin kunstighed og ind i det levede liv. Det er en stor kvalitet ved udstillingen.

Det handler om den autenticitet, der klæber sig til genstandene, og når man så har en kunstner med et subtilt blik for historierne i tingene og for at øjne de større perspektiver i dem – ja, så er der noget, der spiller. Dette blik fanger drømmen om korrespondance, udveksling, kommunikation, frihed. Og for almindelige menneskers hverdagskreativitet formet af historiske og politiske begrænsninger – og eksekveret på trods af dem.  

Begrænsningens kunst
Vi lever altid med begrænsninger. I østblokken var de engang manifestet i form af overvågning, varemangel og fysiske murer og hegn. I udstillingen er der fortællingen om en rejse, kunstneren som ung foretog til Sortehavet med sin kone (The Joys of an Iron Curtain Trip to the Black Sea (2015-2017)). Bag jerntæppet var dét muligheden for at se havet – det var dertil drømmene gik.

I fattige regioner er der åbenlyse materielle begrænsninger, men også den globaliserede, ‘frie’ verden har grænser: Selv os rige er ikke rigtig frie og må hegne vores rigdom inde.

På trods af alle begrænsninger er det alligevel det ukuelige og optimistiske, man kan tage med fra Ondaks udstilling, der ikke mindst kan ses netop som en hyldest til drømmene, kreativiteten og kommunikationen på trods.