Sociale mennesker og andre dyr

Sociale mennesker og andre dyr

Annika Eriksson: Past Lives Selector, 2016. Fra udstillingen The Social, Moderna Museet Malmö. Pressefoto

Billedserie

Svenske Annika Eriksson undersøger det sociale på tværs af mennesker og dyr, og en af de ting, udstillingen understreger, er, hvordan mennesker nogle gange viser mere af sig selv gennem iscenesættelsen, mens andre dyr ikke kan lade være med at være sig selv – uanset hvad vi gør.

I én af den svenske kunstner Annika Erikssons videoer ser vi bl.a. gamle klip fra science fiction-musicalen Children Rule 2080 fra 1980, hvor folk går rundt i ensfarvede og tætsiddende uniformer. ‘Folk’ er her en gruppe børn, der har foretaget en tidsrejse for at redde Storbritannien fra et tyrannisk regime. Sagen er bare, at de spiller virkelig dårligt. Deres skuespillerevner er utilstrækkelige, og netop iscenesættelsen viser måske gennem akavetheden nogle sider af børnene, som vi ikke ville se, hvis de skulle være sig selv med de sædvandlige attituder. Og selv om det kan være svært at finde et gennemgående tema i Annika Erikssons værker, så kunne det måske siges at være netop dette: Dialektikken mellem at være iscenesat og at være sig selv.

Annika Eriksson: Adventure Ahead, 2015. Fra udstillingen The Social, Moderna Museet Malmö. Pressefoto

Mere bredt er temaet ‘det sociale’, men det kan jo være så meget, og det meste samtidskunst handler jo om det sociale. Der er andet og mere på færde her, noget der i høj grad inkluderer andre dyr end mennesker og som handler om at være inkluderet eller udstødt, iscenesat eller naturlig, fremmed eller intim. Samtidig er Annika Erikssons værker så mærkelige og peger i så forskellige retninger, at dette spor blot er et blandt mange, men det er nu en gang det, som slog mig.

Hunde, katte og punkere i flok
Dyr er sociale væsener, og vi indgår i sociale relationer med mange andre arter – først og fremmest kæledyrene, men også fx dyrene i zoo eller de fugle, vi fodrer. Værket And They Were Very Loved er et diasshow med amatørbilleder af sådanne dyr fra et britisk mediearkiv. Der er vel at mærke tale om billeder fra før nutidens sociale medier med deres oversvømmelse af søde dyr, og de rummer en vis pudsig nostalgi. Mange af dyrene kommer til at virke menneskelige, fordi de er portrætteret på samme måde, som man portrætterer mennesker. Soloportrætter af duer og bjørne, gruppeportrætter af katte og hunde, køer, der kigger ind i kameraet osv.

Annika Eriksson: The Community, 2010. Fra udstillingen The Social, Moderna Museet Malmö. Pressefoto

To videoværker fra Istanbul portrætterer henholdvis katte og hunde. Kattevideoen viser en masse bortløbne eller efterladte katte, der alle har været tamme og som nu holder til i en bestemt park i Istanbul. Et menneske har lagt et tæppe til dem på jorden, og her samles de om aftenen og ligger tæt og roligt sammen for at holde varmen. Det ser virkelig hyggeligt ud. Hundevideoen er meget mærkelig, idet vi ser nogle herreløse hunde, der er blevet sat ud i udkanten af byen, så man slipper for at have dem rendende. De er udstødte og render vilde rundt med en noget anden uro end kattene. Men på lydsiden er der en fortæller, som skal forestille at være en af hundene, eller måske snarere ‘den evige hund’, der taler i poetiske gåder, vistnok om at være marginaliseret.

Overfor er der en video med nogle punkere, der på samme vis samles på en forladt grund i Berlin for at ryge smøger og drikke øl sammen med deres hunde. Det virker lidt for iscenesat og punkerne lidt for demonstrativt punkede, så man aner det kunstige i det, der ellers foregiver at være naturligt. Det er den modsatte manøvre af den typiske Eriksson-video, hvor iscenesættelsen er udgangspunktet, men hvor der skinner noget andet igennem.

Annika Eriksson: I am the dog that was always here, 2013. Loop. Fra udstillingen The Social, Moderna Museet Malmö. Pressefoto

Sprækker af autenticitet
Som i videoen Past Lives Selector, hvor to personer, såkaldte cosplayers, altså mennesker der har som hobby at klæde sig ud og spille roller, poserer forskellige steder på et finsk friluftsmuseum. De er klædt i kostumer, der ser historiske ud, ligesom omgivelserne, men som mest af alt er en slags postmoderne fantasi over historiske klædedragter. På videoen poserer de som om, der skulle tages fotografier af dem, men det er jo netop en film, så bag den meget kunstige og selvsikre poseren aner vi en vaklen, en usikkerhed, hvor de egentlig blot er i hænderne på Annika Eriksson, instruktøren, iscenesætteren.

Og måske mest af alt i In Preparation for a Psychodrama, hvor en flok amatørskuespillere laver en række improvisationsøvelser, mange af dem uden den store entusiasme, men til sidst danser to af dem sammen på en måde, der nærmest bliver rørende, tilsat orgelmusik af Bach. De poserer, de spiller, de indgår i øvelser, men igen er der også noget andet, nogle sprækker af autenticitet.

Annika Eriksson: The Social, 2017. Installationsview, Moderna Museet Malmö. Pressefoto

Social tilnærmelse
I det ældste af værkerne på udstillingen, Two Men and a Sheep, der med overvågningskamera dokumenterer en performance fra 1995, sidder to mænd i et lille aflukke sammen med et får og kæler og klapper det i timevis. Folk kommer forbi og kigger på det mærkelige scenarie, opstillet i kunstrum i både Stockholm, Berlin og London. Nogle begynder at tale med de kælne mænd, andre kigger blot på. På en måde opsamler dette værk udstillingens temaer ganske godt: Iscenesættelse og affekt, menneskers forhold til andre dyr, den sociale tilnærmelse.

Det er en udstilling uden egentlige wow-oplevelser af enkeltværker, men som alligevel på sin egen skæve og skitseagtige måde sætter ting i gang i hovedet om mennesket som selviscenesættende dyr og om de andre dyr, som slet ikke kan lade være med først og fremmest at være sig selv – uanset hvor meget vi iscenesætter dem.

Billedserie

Del artiklen

'Sociale mennesker og andre dyr'

Facebook