Det er sin sag at lave en udstilling med 9 samtidskunstnere i et politisk og historisk ladet rum som Den Franske Ambassade, og har man først været inden døre i det ny-klassicistiske og fransk tegnede palæ fra 1683, bliver udfordringen endnu mere udtalt. Ambassadens audienslokaler er spændt op til lir som et andet Versailles-slot, og der er ikke sparet på hverken tekstiler, guld-ornamenteringen eller det prangende møblement, som ambassadøren François Zimeray med en smilende ro forklarer stammer fra Marie-Antoinette’s private gemakker i Versailles, da vi er på besøg – og til udstillingsåbning på Carte Blanche.

Fri leg med politiske dybder
Ja, hvad skal kunsten overhovedet i sådanne rammer?

Den skal undersøge diplomatiets væsen, ambassaden som rum, de fælles værdier, der definerer både værdier og trusler, og den historie og magt, der har defineret lige netop dette sted, fremgår det af pressematerialet med kuratorens motivation. Kunstnerne har fået ’carte blanche’ til at ’åbne stedet’ og dets historie og værdier, men vi får ikke serveret egentlige statements eller grænseoverskridende projekter, og det kan næsten være lidt frustrerende, at så relativt få af værkerne bevæger sig ind i et politisk og lidt udfordrende rum. Udstillingens kunstneriske interventioner er snarere prægede af et legende antrit, der dog har politiske dybder af mere almen karakter. For bare det at lege kan jo have en markant efterklang i rum som disse.

Dette manifesterer sig i mødet med Peter Lands indespærrede, 2,3 meter storsmilende, kulørte badebold i audienssalen, The Secret Agent. Et værk, der holder sig i den lette ende af barometeret og bliver til en markant kontrast til ambassadens dagligdag og alvorstunge aktiviteter. Det er skide skægt, og det sætter tanker i gang om, hvad leg egentlig er med hvem og i hvilke kontekster, og så ulmer kontrasten mellem ubekymret badeferie og strandede menneskekroppe et sted i baggrunden hos undertegnede. Alt dette fra et skarpt greb i et ladet rum.

Je Suis Charlie og det ’rigtige’ fællesskab
Peter Callesen har leveret et lige så åbent og potentielt værk, der dog taler meget mere sagte. Til gengæld taler det ind i et mere udtalt og aktuelt politisk rum, igen ved sin placering.

Værket har titlen Unwritten Words og udfolder sig som et vanligt Callesen-værk med det demokratiske A4-papir som præmis og skildrer med skåret lethed en fjerpen, der sirligt skriver titlen og antyder, at der er ting, der overgår sproget.

Værket er placeret i en glasmontre som nabo til ambassadørens eget grafiske og velkendte slogan ‘Je Suis Charlie’ – kendt fra sympati-statements på de sociale medier med hvid skrift på sort baggrund.

Unwritten Words får dermed også en undertone, der refererer klart til det fortiede og ytringsfrihedskampen som en demokratisk modstandskamp mod islamiske ekstremister og ikke mindst terrorister.

Samme udsagn danner bagtæppe for Jeannette Ehlers ret markante værk, der som det eneste udviser en egentlig politisk indignation og selvkritisk kompleksitet i ambassadens højloftede sale.

Her optræder ’Je Suis Charlie’ igen, men nu med en flertydighed, der placerer sig midt imellem vores egen fortid som kolonimagt og eurocentrisk nation, og hvor skellet mellem fjende og ven ikke længere er helt så sort hvidt.

I Can’t Breathe refererer nemlig til Black Lives Matter-bevægelsen og er et udråb skreget i desperation af sorte og afdøde Eric Garner, der under en arrestation blev kvalt af politiet i 2014.

Ehlers laver dermed en direkte forbindelse med vores koloniale fortid uden for vinduet i Frederiksstaden, Je Suis Charlie som ide om ’fælles’ front mod ondskaben og en mere generel racisme, drevet af sådanne nedarvede, adoptérbare venne- og fjendebilleder og stigmatiseringer.

Der er ikke samme indignation i Hesselholdt & Mejlvangs humoristiske leg med rødbedefarven, Stairway to Beetroot Heaven, der dog tegner netop dette fællesskab og dets selvforherligende protektionisme. Her er rødbedefarven lig med privilegier, adgang og den direkte vej til resurserne og ja; himmeriget. At ambassaden spiller Jean Michel Jarre og lign. i foyeren som lydside til duoens værk, gør det ikke mindre produktivt og potent (!!!).

Stedsspecifikke interventioner
De resterende værker arbejder alle med en form for stedsspecifikke interventioner, der leger med forestillingerne og et kropsligt, sanseligt nærvær, hvor det politiske ligger længere i baggrunden.

Tina Maria Nielsen har placeret en masse mobiltelefoner, støbt i bronze, rundt omkring i lokalerne. Interventionen, eller ’Invasionen’ som værket hedder, antyder en unormal og derfor potentiel faretruende adfærd. Hvad laver de mobiler her, og hvad er en mobiltelefon egentlig i dag: et kommunikationsobjekt, en bank, en detonator, vores identitet?

Ann Louise Andersen har radikalt omformet en mellemgang i lokalerne, der fører os ud af tid og sted og Lise Harlev har indsat et fremmed narrativ i lokalerne – et lydværk, der registrerer en række karakteristika ved en lejlighed, hvor døren gaber, vandhanen driller og så videre.

Et nyt bekendtskab for undertegnede, Choki Lindberg, leger med vores sanselige registrering i lokalerne, hvor hendes imponerende værk Please Wait Here vil have os til at stoppe op og se efter. Hun har minutiøst genskabt ambassadens ’ventesal’ som miniature model, ført hele scenariet gennem en voldsom katastrofe, der har bragt planterne og vandet indenfor, alt er væltet og smadret, halvt afbrændt. Det hele er gengivet som fotografi på væggen i selv samme interiør og i samme rum står en bearbejdet stol som et levn fra den fiktive/potentielle katastrofe.

François’ revolution
Udenfor på fortovet har FOS lavet sin eget bud på en triumfbue, sikkerhedstjek eller sort underkrop med indskriften ’Révolution Intérieure’, der fint får sat mennesket udenfor i scene og samtidig sat et åbent og inspirerende punktum for en vigtig udstilling.

Kunst handler nemlig ikke om den ydre handling og bevægelse, men om hvad den betyder og ændrer i vores indre – det kontinuerlige oplysningsprojekt som kunsten er en vigtig del af.

Det eksemplificerer udstillingens kunstnere ret eksemplarisk, og den funktion har den franske ambassadør forstået til fulde. Det er absolut til hans store credit, at vi lige nu kan opleve nogle virkelig fine – næsten utænkelige – værker i en sådan kontekst. At udstillingen blev initieret før de tragiske terrorangreb i både København, Paris og Nice, gør ikke legen og den tillidsfulde gestus mindre stærk og relevant i dag.

Hatten af, François!