[Interview] Lilibeth Cuenca opsummerer sit store projekt under U-TURN, hvor hun har genoplivet performance-historiens store slag. Det har der været gode grunde til, mener hun.
En kunstnerisk småkage
Lilibeth Cuenca giver mig en lussing. På opfordring ganske vist, men hun giver mig en lussing, ganske som hun og performancekunstnerne Thomas Bentin og Kasper Ravnhøj gav hinanden flade i flere minutter i forbindelse med genopførlsen af performancen Light Dark under U-TURN kvadriennalen. Light Dark blev oprindelig udført i 70’erne af kunstnerparret Marina Abramovic & Ulay i over 30 min og var i sin tid et kontroversielt indlæg i ligestillingsdebatten.
I favntag med performancekunsten
Lilibeth Cuenca der er mest kendt for hendes morsomme og spektakulære videokunst, har i de seneste år udforsket performance-genren. Under U-TURN blev det til en decideret kavalkade over nogle af historiens mest kendte performances.
”I berøringen med performancegenren følte jeg, at jeg også måtte forholde mig til genrens historie. Jeg dissekerede en række betydningsfulde performances fra primært 60’erne og 70’erne for at finde ind til væsentligheden i dem. Herefter skrev jeg dem sammen, kortede mange ned og gav dem et flow. Til forskel fra megen referencekunst, som jeg synes slører sine kilder, kan man i reenactments ikke gemme sig. Reenactment er at gå ind i traditionen.”
Reenactment: fortolkning eller kopi
Reenactment betegner ideen om at genspille og fortolke noget tidligere præsenterede med en unik variation som indskriver genopførelsen i sin specifikke tid og sted.
Men hvor går grænsen for hvornår noget er fortolkning og hvornår noget er kopi?
”Når Metallica Jam spiller Metallica-numre og forsøger at efterligne Metallicas guitarriffs og moves, så er der tale om kopi. Men hvis Marilyn Manson laver en fortolkning af et Metallica-nummer er der for så vidt tale om et nyt nummer, der blot tager udgangspunkt i noget andet. Jeg forsøger ikke at være Yoko Ono, når jeg laver Bed-In. Jeg laver den på min måde i en fuldstændig anderledes setting og med et andet budskab. Mens Yoko Ono og John Lennon lavede en pacifistisk og meget naiv protest imod Vietnamkrigen, drejer min reenactment af værket sig måske mere om den manglende aktivisme i samfundet, herunder også kunstverdenen”.
Det etiske paradoks
Nye budskaber og originale fortolkninger eller ej, genopførelser af performances er rent etisk ikke uproblematisk. Performance-bevægelsen var oprindelig blandt andet en reaktion mod kommercialisering af kunsten og en søgen mod det immaterielle og midlertidige. Kunsthistorikeren Miwon Kwon peger i sin bog One Place after another på det paradoksale i, at flere prominente museer og gallerier beværter rekonstruktioner af kendte performances. Institutionaliseringen fjerner ifølge Kwong ikke bare værkerne fra deres oprindelige principper, men indsætter dem i kommercielle rammer som kultiske repræsentanter for avantgardens kunstinstitutionskritik.
Lilibeth Cuenca køber imidlertid ikke anklagen om at reenactments i sig selv øger vold mod genren:
”De værker, jeg har udvalgt, er værker, som har vist sig at have mere i sig end blot det tidsspecifikke. Politisk eksakt kunst holder maksimalt det år de fremføres, hvorimod de performances jeg genspiller, alle besidder abstrakte lag og dermed længerevarende gyldighed.”
En travl repræsentant
På U-TURN har Lilibeth Cuenca været en gennemgående figur i kvadriennalens fokus på performance. Udover de tre reenactment-afdelinger: How to Break the Great Chinese Wall I, II og III på kvadriennalens hovedudstilling i Tappehal E på Carlsberg, deltog hun også i performancerækken på Møn med Olof Olson og Roi Vaara. Som en provinsens afslutning på kvadriennalen deltog Lilibeth ligeledes i den fire timer lange performance-maraton i Århus Kunstbygning i søndags.
Træge Danmark
U-TURNs interesse for performancekunsten er i følge kunstneren en naturlig reaktion på den second wave, som genren oplever internationalt.
”Over alt i den vestlige kunstverden blomstrer performance-kunsten igen. Danmark har på dette punkt været lidt træg, men nu ses præsentationer oftere og oftere i forbindelse med ferniseringer. Man må dog forstå, at performance er en egen genre, der står bedst, når den er i centrum. Performances tager både folks tid og stjæler opmærksomhed fra anden kunst i rummet.”
Tilbage ved interviewet sidder jeg med blussende kind efter Lilibeths lussing.
”Nej,” konstaterer hun: ”Det var ikke en reenactment af Light Dark. Dertil manglede både koordinering, sted, tid og koncept…..Vil du have mere kaffe?”
