Ugens kunstner – Trine Søndergaard

Ugens kunstner – Trine Søndergaard

Trine Søndergaard: Reflection #6, 2015 © Trine Søndergaard

Hævdelsen af et privat rum karakteriserer Trine Søndergaards praksis. Hun er internationalt anerkendt for sit tyste, men kraftfulde billedsprog. Portrætter, interiører og landskaber imellem hinanden, der kredser om tematikker som eksistens, sorg, historie og menneskeliv. Trine Søndergaard er netop blevet tildelt Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat og er aktuel med udstillingen VAKUUM på Brandts 13 til og med 14. maj.

Trine Søndergaard. Foto: Sofie Amalie Klougart

Trine Søndergaard arbejder først og fremmest med kunstfotografiet, og det gør hun ved at udfordre konventioner og traditioner inden for mediets udtryk. Hun er vokset ud af en stærk dokumentarskole – med den banebrydende fotoserie Now that you are mine (1997-2000) – men har gennem de seneste 20 år gentænkt fotografiet. Et portræt er ikke bare et portræt for Trine Søndergaard – det er en mulighed for at udforske det private rum, som en persongengivelse udgør. Som serien Monochrome Portraits fra 2009 demonstrerer, er der mange måder, man troværdigt kan skildre et menneske på uden nødvendigvis at læne sig op ad vedtagede regler om øjenkontakt med beskueren, fokus på personen frem for typen og så fremdeles. Kvindernes ansigter er utydelige, blikkene indadvendte. Det handler – også – om det rum, der er vores eget, når vi ikke kommunikerer med andre.

Trine Søndergaard: Monochrome Portrait #20, 2009 © Trine Søndergaard

Denne særlige tilgang til portrætgenren ses også i serien Strude (2007-10), hvor den traditionelle egndragt fra Fanø danner udgangspunkt for en række værker, som Søndergaard har arbejdet med over længere tid. Hovedbeklædningen, som kaldes ‘strude’, skulle oprindelig beskytte kvinder mod den barske vesterhavsnatur, og i fotoserien indgår den i kunstnerens undersøgelse af portrættet som genre. I Strude skaber det sagte og usagte, synlige og usynlige et dobbelttydigt rum.

Trine Søndergaard: Lace #8, 2015 © Trine Søndergaard

I en af kunstneren seneste serier, Dress of Mourning, skildrer Søndergaard bl.a. en ‘jøp’, der indgik i amagerkvindernes sørgedragt. De historiske, sorte dragter er fra forskellige steder i verden og viser både, hvad vi ser, men også det, kvinderne skjuler. Den peger dunkelt på nutidens fravær af et visuelt sprog for sorg. Serien lader som i flere af Søndergaards værker indre og ydre rum spejle sig i hinanden. De søger at vise tilstande, som vanskeligt kan vises, men som finder et visuelt sprog i Trine Søndergaards billeder. Dress of Mourning tilhører en række værker med betegnelsen A Room Inside, hvor også værkserierne Reflection og Lace indgår: Førstnævnte skildrer en ung kvinde, som skjuler ansigtet bag et spejl, der ikke reflekterer rummet. Den anden viser en række kvinder med lukkede øjne, der tildækkes af franske sørgekniplinger.

Man finder en tilsvarende fascination af emner som tomhed, forladthed, ensomhed og stilhed i interiør-billederne fra 2008-12. De tomme, tavse rum er alle karakteriseret af den grå farveskala, det indirekte lysindfald og de tomme dagligstuer. Her omsat til tyste, stemningsfulde billeder, der frem for at vise det levede liv, der har været i rummene, antyder mere end det, man ser.  Bag de åbne døre åbenbarer sig nye rum, der peger ind i en uset verden. Poetiske rumoplevelser, der samtidig – som Trine Søndergaards øvrige værker – har en mere eksistentiel fortolkning af livets grundpræmisser.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)

Trine Søndergaard: Surrigkap, Dress of Mourning #1, 2015-2016 © Trine Søndergaard
Trine Søndergaard: Joeb #4, Dress of Mourning, 2015-2016 © Trine Søndergaard
Trine Søndergaard: Lace #3, 2015 © Trine Søndergaard
Trine Søndergaard: Untitled Lace #14, 2015 © Trine Søndergaard
Trine Søndergaard: Guldnakke #8, 2012-2013 © Trine Søndergaard
Trine Søndergaard: Guldnakke #2, 2012-2013 © Trine Søndergaard
Trine Søndergaard: Monochrome Portrait #2, 2009 © Trine Søndergaard
Trine Søndergaard: Interior #1, 2008-2012 © Trine Søndergaard
Trine Søndergaard: Interior #12, 2008-2012 © Trine Søndergaard

Trine Søndergaard er født 1972. Hun bor og arbejder i dag i København.

Hun er uddannet fra Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana (1997).

Hun modtog Albert Renger Patzsch Prize i 2000, Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat i 2009-2011 og er netop blevet tildelt Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat.

Læs hele Trine Søndergaards CV her

Trine Søndergaard er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Bruce Silverstein Gallery i New York.

Hun har lige udgivet bogen A ROOM INSIDE på forlaget Fabrik Books.

Del artiklen

'Ugens kunstner – Trine Søndergaard'

Facebook