Lyd som rum
I Lars Lundehave Hansens praksis er lyden aldrig en immateriel størrelse: Man ser lyden og hører værket. Lyden får præsens i rummet – den fylder – og indtager en skulpturel position, og med gennemkomponerede lydinstallationer skaber Lundehave Hansen nye rum i de eksisterende.

Lundehave Hansens skulpturelle visualiseringer af lyd tager sig generelt ud i en stringent, hyperæstetisk form, hvor klare linjer og sluttede former vækker associationer til den mekaniske, rene æstetik hos kunstneren Ingvar Cronhammar – en kunstner Lundehave Hansen også henviser direkte til, både i form og titel, i sit værk The Silver Lining (To Cronhammar) (2017).

Det højstemte
Værket Vibrant Cathedral II (2017) består af 15 identiske, sorte ventilatorer opstillet i snorlige rækker som en assemblage af industrielle readymades. På hver ventilator er fastmonteret et langt stykke sølvpapir. Ventilatorerne er computerstyrede i en tilsyneladende vilkårlig rytme, og det knitrende sølvpapir skiftevist blæser op og falder sammen. Det resulterer i et lydbillede, der imiterer vindens brusen i træerne, vindstød og momentane rum af stilhed, når vinden et øjeblik lægger sig. Værket bliver et billede på vindens destruktive kraft, når den efterlader udstillingsrummet som en slagmark efterhånden som itublæst sølvpapir akkumuleres på gulvet. Scenen er sparsomt oplyst fra gulvet og får sølvpapiret til at danne et skyggespil på loftet.

Man får indtrykket af at træde ind i et andet univers, uden for tid og sted. De iscenesatte rum, som Lundehave Hansen skaber i sine installationer, bærer ofte præg af en grad af højstemthed med mere eller mindre direkte religiøse referencer. De sparsomt oplyste ventilatorer er en vibrerende katedral, der balancerer på grænsen mellem det industrielle og hverdagslige og det sakralt ophøjede: en ukendt religion med sin egen indre logik.

Lyd som tid
Tid er ofte et omdrejningspunkt i Lundehave Hansens værker, hvilket måske ikke er overraskende med tanke på, at lyd fundamentalt set er svingninger over tid. Det er ikke så meget den kronologisk passerede tid, der optager kunstneren, men nærmere tiden som et sted og en stemning, hvorfra alt – eller intet – kan udspringe.

I værket Eternal Storm (2014) er det igen vindens og naturens destruktive kræfter, der er i fokus. De sørgelige rester af et totalsmadret drivhus roterer fra loftet, mens et arrigt brusende lydlandskab giver illusionen af, at vi befinder os midt i orkanens øje. Men drivhuset roterer støt og roligt – som i slow motion – til lydlandskabets arrige stormvejr. Lundehave Hansen skaber således en dramatisk kontrast mellem lyd og skulptur, og værket optræder med en faretruende dobbelthed i sin dobbelte tidslighed. Betragteren hensættes til en anden tid frakoblet virkelighedens tid i en introvert, hypnotiserende kontemplation af værket.

Lyd får i Lundehave Hansens praksis en transformerende kraft og skaber en ny rumlig såvel som tidslig logik og orden. Det er ikke nødvendigvis den skønne eller forførende lyd, der er på spil i Lundehave Hansens kunstværker. Den forkerte eller forvrængede lyd – den lille mislyd – spiller ofte en afgørende rolle i kunstnerens stemningsfulde installationer.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)