En Ny Alliance?

En Ny Alliance?

Pressefoto til udstillingen 'Jamen, Man skyder da fugle' af Svend Allan Sørensen og Peter Holst Henckel

Jeppesen plejer sin egen forretning via sin enevældige position på Dagbladet Information, skriver Peter Holst Henckel.

Der er altid noget ynkeligt over kunstnere, der tager til genmæle over for en dårlig anmeldelse. For en uges tid siden fik jeg en udsøgt perfid og hovmodig anmeldelse af Michael Jeppesen i Information, og det ville selvfølgelig være oplagt at forsvare sig i den gode smags tjeneste. Men det er faktisk ikke mit ærinde her. Jeppesens synspunkter og analyser er alligevel så slappe og fordomsfulde, at en ond anmeldelse næsten er at foretrække for en god.

Ego kontra indsigt
Nej, grunden til at jeg skriver er snarere at give kunstinteresserede læsere et mere nuanceret billede af Jeppesens rolle og bevæggrunde i forhold til det stofområde, Information har givet ham nærmest eneret til at dække i avisen,- nemlig billedkunst. I kunstverden er han et kendt – og berygtet – ansigt. De fleste er her klar over, at hans beskedne indsigt i kunst, til fulde opvejes af hans kolossale ego og selvpromovering. Det kan anbefales alle at gå ind på hjemmesiden www.newdeals.dk, som Jeppesen står bag og som rådgiver i, hvordan man økonomisk bedst spekulerer i køb og salg af kunst. Det er interessant læsning!

Profitmaksimering som kriterium
Her får vi bl.a. at vide, at Jeppesen har udviklet en objektiv klassifikationsmodel til at investere i kunst! Fantastisk,- kan det virkelig være rigtigt? Ja, det kan det, fordi Jeppesen jo er "ekspert i samtidskunst", som vi får at vide på new.deals forside. Bl.a er han blevet betroet plejen af to private kunstsamlinger, hvor hans opgave er at profitmaksimere ved at "købe billigt og sælge dyrt". Det skulle vel aldrig være Jeppesens egen kunstsamling der er tale om?

Jeppesens Museum
New Deals åbner også mulighed for at låne værker til f.eks. reklameproduktioner. Her kan man tilbyde at låne et værk af deres "museum". Jeg ved ikke, hvor mange der har hørt om et New Deals Museum eller et Jeppesen Museum, men jeg har ihvertfald ikke. Jo, forresten var det ikke et kunstmuseum Jeppesen proklamerede han ville starte da han i foråret blev fyret fra Ekstra Bladet efter at have solgt sort arbejde til Naser Khader? Det kan være, det er det "museum", der henvises til…

Redaktionel dømmekraft?
At Information nu har valgt at give Jeppesen monopol på dækningen af billedkunst i avisen, tyder desværre på en total mangel på redaktionel rygrad og dømmekraft. Det er muligt at det ser friskt og frækt ud med en Jeppesen på banen, men det er en redaktionel blindgyde at lade en opblæst kunstspekulant bruge avisens kultursider til at dyrke kurspleje på sin egen kunstsamling. For det er jo rent faktisk det han gør. I en ny alliance med Information,- avisen der kalder sig "uafhængig af økonomiske interesser.

Del artiklen

'En Ny Alliance?'

Facebook