Hvis du alligevel fortsætter
skal du gå til venstre og til venstre
og der er venstre og højre alle steder.
Til at begynde med er der måske et tomt rum.
Rummet er endeligt, eller rettere du tror
det er endeligt, for de fleste andre
rum du har kendt har været endelige.
Du er den første her.
Hvis du alligevel fortsætter
vil du sandsynligvis se at vejene deler sig.
Så ved jeg ikke mere.
Måske vil du grave lidt støv op,
fotografere stedet,
i tidens løb nedskrive hvad du ser.
Du vil fortsætte,
uden identitet eller smerte,
lidt længere.

Sådan lyder Morten Søndergaards digt Protagonistens irgang fra hans debutdigtsamling fra 1992, Sahara i mine hænder. Da jeg besøger Morten Søndergaards udstilling i Odense, i den gamle museumsbygning i Jernbanegade 13, har jeg, 25 år efter jeg læste digtet første gang, fornemmelsen af at gå rundt inde i det. Helt bogstavelig talt at være denne søndergaardske protagonist, vandrende rundt uden helt at kunne huske, hvor man skal gå til venstre, og hvor det var til højre, og måske har venstre og højre også byttet plads i mellemtiden.

Et værk med 152 varsler
Morten Søndergaards udstilling består af ét enkelt værk, et stort og på sin vis enkelt greb. Hele gulvet i stueetagens 15 meter høje skulptursal er skiftet ud og erstattet af et marmorgulv. 180 kvadratmeter grå og hvidnistret Carrara-marmor – eller 10 tons horisontal skulptur. Morten Søndergaard bor en del af tiden i Pietrasanta i Italien, for foden af marmorbjergene. Nu har bjerget så at sige lagt sig for fødderne af ham – og os.

På 152 af gulvets marmorplader er der mejslet åbne udsagn ind, der har det fællestræk, at de alle begynder med “hvis”. Og det første hvis, fra det 25 år gamle digt, citeres også her: “hvis du fortsætter og går til venstre og til venstre” (et gammelt trick for labyrintgængere, det med at gå til venstre, fortæller Morten Søndergaard mig senere).

De 152 udsagn minder om den magiske tænkning, de fleste kan huske fra deres barndom (og som nogle af os stadig praktiserer), “hvis jeg træder på stregerne, så”, men de peger også kulturhistorisk tilbage på den måde mennesker har tolket verdens tegn på, som Søndergaard formulerer det i pressemeddelelsen:

“I oldtiden tog man varsler. Man studerede fårelever og så på fugletræk. Man så verden som et væv af tegn, som skulle tydes. I Babylon udviklede man et helt system af varsler, som opregnede en række situationer, som så havde deres egen logik: “Hvis man finder en grøn skorpion med vinger i en mands hus, vil byen blive forladt.” eller “Hvis dørene i en by hele tiden knirker, vil byen blive forladt.””

Ukend dig selv
Ukend dig selv er en reference til indskriften i Apollons tempel i Delphi: Kend dig selv. I vores tid synes det nærmest helt uimodsigeligt, at det er godt at kende sig selv. At ukende sig selv er en poetisk form for oprør, tænker jeg. At insistere på ens egen fremmedhed. Ikke at ville kategorisere hvert eneste mønster og have klarlagt alle sine bevæggrunde. Men derimod at kunne rumme alt det, der begynder med -u – som Morten Søndergaard synes at have en særlig forkærlighed for: ukendthed, uorden, ubestemmelse.

På marmorfliserne står enkle udsagn som: “hvis du kunne høre mig”, “hvis du træder på linjerne”, “hvis du vidste hvor meget jeg savner dig”. Det kunne være personlige henvendelser fra et du til et andet. Og så er der de mere poetiske udsagn som f.eks. “hvis spørgsmålstegnet er et lille øre”, “hvis solen smelter menneskenes skygger”, for ikke at tale om de virkeligt foruroligende som: “hvis du vidste hvor langt man kan kaste en baby på otte måneder fra et brændende hotel”.

Dans og fortabelse
“Min intention har helt klart været, at læsningen af teksten skal være en slags dans/gang og en fortabelse,” siger Morten Søndergaard. “Gangen og digtet er en grundfigur i mit arbejde. Lyset i rummet har gjort det nødvendigt at fylde bogstaverne med sand, og det tilførte et lag, som jeg ikke først havde kalkuleret med. Jeg prøvede tre forskellige farver sand, indtil brolæggerne foreslog noget, der hedder stenmel, og det var perfekt.”

“Med det mørke sand i bogstaverne opstår der et nyt lag af betydning, nogle sætninger er blevet mere udfyldte end andre, det virker som om, der er skrevet med fed, andre steder virker teksten spinklere. Sandets natur gør, at der undertiden dannes seriffer i skriften, som ellers er en grotesk skrift uden “fødder”. Skriften hedder Neue Haas. Skrifttyper bærer en masse betydning med, ligesom materialet selv, marmoret, som i denne sammenhæng jo er en del af undersøgelsen. Grotesk betyder det, som kommer fra grotterne!”

Inde i digtet
Man kan kun aflæse værket, når man bøjer nakken og stiller skarpt på det enkelte udsagn, et ad gangen. Mens man læser en sætning, kan man ud ad øjenkrogen ane en anden sætning i nærheden, hvor man så bevæger sig hen. Det kan være, at det er lidt til siden, det kan også være, at man bevæger sig skråt frem. Det føles præcis, som når man er ude i skoven og plukke svampe, man begynder et sted, hele tiden er ens blik rettet mod skovbunden, og det er sporene i den, man følger. Indtil man på et tidspunkt retter sig op, strækker ryggen og opdager, at man er faret vild eller har gået rundt i cirkler. Man kan ikke fare vild i Morten Søndergaards sal, men man bevæger sig på samme måde, orienteringsløst krabbende hen over dansegulvet. Går man op på anden sal og ser ned fra balkonen, ligner folks bevægelser da også en sær dans eller et uforståeligt ritual fra den internationale søvngængerkongres.

I dørkarmen ind til salen hænger et blankpudset messingskilt, hvorpå der står: “Al færdsel i digtet sker på eget ansvar”.

Et digt
Jeg spurgte Morten Søndergaard, om han tænker hele installationen som et digt?

“Ja,” svarer han, “det synes jeg, det er. Det er et digt, som er blevet til et rum. Min allerførste installation lavede jeg i Galleri Projekt i Stenosgade i 1991, og den hed Dette rum er en tekst, og på en måde er det at gøre ord til rum, noget jeg har arbejdet med siden. Jeg lavede udstillingen Et skridt i den rigtige retning på Gammel Holtegaard i 2006 – det var min digtsamling af samme navn foldet ud som rum. Ordapoteket er også et forsøg på at gøre ord tredimensionelle og taktile. Og også den udstilling som Ordapoteket oprindeligt var katalog til, LOVE i Nikolaj Kunsthal (2010), var et ønske om at lade beskueren gå ind i ordene, ordklasserne, som om de gik ind i et rum. Mit gulv handler om læsning. Aflæsning og tydning.”

“Det lille messingskilt var oprindeligt bare en joke, men er siden blevet vigtig for mig: Det skal minde den, der går ind i Skulptursalen på Brandts om, at det er et digt, men der er jo også en del af undersøgelsen, som handler om, hvem der taler i digtet eller rummet? Hvem siger noget? Og hvilken stemme? Det peger også på, at der kan være omkostninger ved at gå ind i poesiens rum. Man kunne jo blive en anden, man kunne komme ud som ukendt for sig selv. Jeg mener fundamentalt, at et værk skal være en dør ud til noget, man ikke kender og ikke et spejl. Jeg vil hellere lære noget nyt af et værk, end genkende mig selv.”

Rum og bog
– Man kunne også hævde, at Ukend dig selv var en hel digtsamling? Ser man værket oppefra ligner de tunge marmorplader jo faktisk trykark, som skal foldes og samles til en bog?

“Ja. Og omvendt leger den bog, der knytter sig til værket, også med teksten som rum, idet den er trykt på tyndt papir, der lader siderne under og efter skinne igennem og danne nye mønstre. Det er et forsøg på rumliggørelse, men bogen er jo, i modsætning til rummet, lineær og har en begyndelse og en slutning. Bogen mimer rummet på den måde, at den første sten og side er i det øverste venstre hjørne ved trappen, og den sidste er i det modsatte hjørne. Hver sten er gengivet i bogen med samme proportioner som på gulvet.”

– Jeg havde den oplevelse, når jeg læste teksten, at jeg prøvede at holde den sammen i mit hoved. Få den til at give mening som en helhed, se mønstrene i den. Men jeg måtte jeg give op og koncentrere mig om at “være i” hvert enkelt udsagn. Præcis som når man som barn hopper fra sten til sten.

“Teksten er meget lang, og den er på en måde umulig, man udmattes, når man læser den på papiret. Jeg håber, at man opgiver nødvendigvis at læse det hele og går derfra med følelsen af ikke at have fået alt med. Nogle af udsagnene er med vilje placeret steder i rummet, der korresponderer med teksten, og størrelsen på stenene er undertiden også i samspil med, hvad der står. Også nærhed af andre udsagn spiller ind. Grundlæggende håber jeg, at man udmattes og forvirres på en konstruktiv måde og faktisk rammes af udsagnene mere rent og uden filter.”