‘Grundlæggende tror jeg ikke på kritik som model for udvikling’

Man kan som kunstner vælge at stå udenfor og råbe 'kapitalisme', eller gå i reel dialog med beslutningstagerne. Balfelt har valgt det sidste.

Kenneth A. Balfelt har lavet et kunstprojekt, hvor han indrettede et fixerum for narkomaner på Vesterbro. Han har arbejdet med fængselsindsatte i Niger i Afrika. Senest har han samarbejdet med Køge Kommune om et byudviklingsprojekt, som i bund og grund handler om at skabe opmærksomhed om en by syd for København.

Hvorfor?

“Projektet i Køge handler netop om, hvordan man fra Kommunens side ønsker at styre den fremtidige kommercielle byudvikling, så den tager hensyn til livet, menneskene og kulturen i bydelen. Generelt synes jeg, det er interessant at indgå som kunstnere i de her byudviklingssammenhænge. Det er interessant at tage ansvar for ting der rækker længere end et udstillingsforløb. Det er fantastisk at blive inviteret med til at præge langsigtede beslutninger.”

Hvad med den kunstneriske integritet?
Kunstnere bliver stadig oftere inviteret med i konceptudviklingsgrupper og diskussionsforummer, når byer skal udvikles. Kan man i sådanne projekter beholde sin kunstneriske integritet?

“Grundlæggende tror jeg ikke på kritik som model for udvikling. Det er også sådan, jeg arbejder i min praksis. Jeg er mere forslagsstillende og kommer med en kunstnerisk optik på nogle problemstillinger og nogle situationer. Men når man arbejder tværfagligt i de her arbejdsgrupper, skaber man jo ikke kunst, det er jo ikke noget kunstprojekt. Man kan godt stå udenfor og sige, at kapitalisme er noget lort, men det skaber jo ikke noget. Jeg har fuld respekt for dem, der gør det, og jeg er afhængig af dem, idet jeg benytter den tilgang som værktøj i min praksis. Men det er ikke den måde, jeg agerer på. Det er jo op til den enkelte kunstner at bevare sin integritet og være med til de ting, man synes er interessante.”

Den enkelte kunstner må se sig selv i spejlet
Overser kunstnere ikke, at disse byudviklingsprojekter, søsat af kommuner, i høj grad er styret af kommercielle interesser?

“Det er selvfølgelig vigtigt som kunstner at finde ud af, om man kan bidrage med noget i hvert enkelt tilfælde, også inden for en kommerciel ramme. Man må spørge sig selv, om man stadig kan have sin integritet og sin etik på plads. Den enkelte kunstner må jo se sig selv i spejlet. Det er nemt blot at sige ja, for man bliver jo enormt beæret når Københavns Kommune ringer og spørger, om man vil være med til at udvikle byen. Men det er virkelig vigtigt, at vi tænker os om, inden vi siger ja tak til at deltage. Ved at være med har man sikkert ændret mere end ved al sin kunstpraksis tilsammen.”

Det kunstneriske bidrag
Hvilken kunstnerisk optik har du bidraget med i Køge? Hvordan har du helt konkret arbejdet?

“Vi har været en gruppe mennesker, der har arbejdet sammen om, hvilken retning der kunne være interessant for denne her byplanlægning. Vi har bl.a. foreslået, at man skal planlægge langsomt. I stedet for at lave en masterplan, skal man se, hvordan tingene udvikler sig. Vi har foreslået, at man inviterer folk til at deltage, stiller billige lokaler til rådighed, og så ser, hvad der organisk vokser frem, hvad det er, folk har lyst til. Så kan man tage udgangspunkt i det. Jeg føler personligt, at jeg har været med til at foreslå en anden form for proces for byplanlægning. Jeg har desuden selv taget initiativ til at tage ud og interviewe nogle mennesker fra Køge: Vinterbaderne, tapperiet (8 unge) og to psykologer. Siden fandt jeg ud af, at jeg ville lave en film, som fremlagde de interviewedes egne bud på, hvad Køge har brug for. Det er et kunstnerisk forslag til, hvordan man kan overlevere ideerne til arkitektkonkurrencen, et anderledes arkitektkonkurrencebilag.”