Meget politisk kunst lider af at prædike for de allerede omvendte, af at være skrivebords-ideologikritik eller indforstået symbolik, af at kolportere abstrakt bullshit eller simpelthen ikke at være i kontakt med de mennesker, de ønsker at påvirke. Så meget desto mere grund er der til at hylde dem, der faktisk laver præcis, konkret, velresearchet politisk kunst, der påvirker en masse mennesker. Og det gør The Yes Men, når de er bedst.

Kemikalie-katastrofe-medie-stunt
De benytter sig af en slags svindel-interventioner, hvor de narrer folk og medierne til at tro på en iscenesættelse, som peger på et underbelyst emne. Mest berømt er deres gennembrudsværk Dow Chemical, hvor de fik tv-stationen BBC World til at hoppe på, at en af dem var talsmand fra Dow Chemicals, der ejer Union Carbide og dermed i sidste ende var ansvarlig for den forfærdelige kemikaliekatastrofe i Bhopal i 1984, hvor næsten 4000 mennesker mistede livet. Firmaet har aldrig rigtig taget ansvar for begivenheden og er sluppet med en minimal erstatning til de pårørende.

‘Talsmanden’ erklærede nu live på britisk tv, at firmaet ville nedlægge Union Carbide og bruge de enorme summer til de pårørende, til at rense området for gift og til at forske i de skadelige effekter af deres produkter. Det geniale var, at firmaet nu blev nødt til at retfærdiggøre en manglende handling, som langt de fleste mennesker ville mene, var den etisk korrekte. Dette var mere effektivt end nogen shitstorm, protestmarcher eller vrede kronikker. I hvert fald i forhold til folks fortsatte bevidsthed om firmaets måde at tackle tingene på. Strategien var altså at spille på det, som burde gøres i firmaets navn og dermed pege på selve manglen af denne handling. Råstoffet er i høj grad medierne og folks reaktioner.

Selve firmaets reaktion har dog ikke været at handle over for Bhopal, men i stedet at ansætte folk til at overvåge The Yes Men. Og netop overvågning var temaet for værket på Roskilde Festival.

Vredesmarkedsføring
Første fase bestod i at ophænge officielle skilte på festivalen, hvor der stod, at Roskilde overvågede området med videokameraer og droner, at telefonsamtaler og datatrafik ville blive registreret og metadata gemt.

Strategien kalder de ‘anger marketing’, altså vredesmarkedsføring, og det går i al sin enkelhed ud på at provokere folk til at reagere på noget, de rettelig allerede burde være forargrede over. The Yes Men aftalte med festivalen, at deres servicemedarbejdere skulle henvise klager til en særlig ‘feedbackbod’. Her sad en komiker, de havde hyret til at parodiere en overvågningstilhænger, der mente, at overvågning kunne sikre festivalen mod terrorister. Først når folk var blevet godt ophidsede, brød han ud af karakteren og fortalte, at det hele var et fiktivt greb. Disse klagere skulle siden få lov at stille Edward Snowden spørgsmål.

Samtidig var mediestrategien, at Roskilde Festival skulle forsvare deres (fiktive) datapolitik i medierne. Og mange af medierne hoppede på den. Så meget, at jeg stadig møder mennesker, der troede, at det var rigtigt, at Roskilde Festival gjorde disse ting, fordi de har set det i Nyhederne.

Er det ikke…?
Anden fase bestod i, at en amerikansk skuespiller klædt ud som den amerikanske whistleblower Edward Snowden gik rundt på festivalen og lod som ingenting. Han blev kun sjældent genkendt, omend nogle kiggede lidt forvirret efter ham. Jeg havde selv lejlighed til at gå lidt rundt med ham, og langt de fleste ænsede ham ikke.

Men så blev det pludselig højlydt annonceret, at selveste Edward Snowden ville holde et foredrag i et telt; at han var så oprørt over Roskilde Festivals overvågning, at han var draget dertil og havde trodset sin egen sikkerhed for at demonstrere en pointe. Og der sad den falske Snowden og talte om overvågning. Og viste data om folk til stede i teltet på et stort lærred. Folk havde givet deres navn ved indgangen, og på den baggrund havde Yes Men fundet dem på de sociale medier og fundet ud af alt muligt om dem, som nu blev offentliggjort. På et tidspunkt gik ‘Snowdens’ computer i stå, og The Yes Men tog mikrofonen og sagde, at det hele var deres projekt. Og Snowden indrømmede, at han ikke var Snowden. Folk reagerede med lettelse eller vrede alt efter temperament.

Happy Birthday
Tredje fase var et klimaks, hvor den rigtige Edward Snowden var igennem på storskærm via en internetforbindelse. Det var annonceret i god tid, og omkring 4000 mennesker var mødt op. Klagere over overvågningspolitikken på festivalen kunne stille ham spørgsmål på skift, og til sidst var der en 10-årig dreng, der spurgte hvor længe Snowden ville komme i fængsel, hvis han blev fanget. Svaret var ikke helt eksakt, men vistnok et godt stykke over 100 år. Drengen spurgte så, hvor gammel Snowden var, og han sagde, at han lige var blevet 33. Herefter begyndte Mike fra Yes Men at synge Happy Birthday og tusindvis af mennesker stemte i, så Snowden blev helt rørt og fældede en tåre.

Se en opsummering af hele forløbet her:

Her lurer naturligvis faren for sentimentalitet i et ellers stramt værk, men dels var det ganske spontant, dels var det med til at give det hele et folkeligt præg, som de fleste politiske kunstnere kun kan misunde dem.

Evaluering
Jeg havde den ære at lave et live-interview med The Yes Men på scenen dagen efter, og der var en tydelig lettet og taknemmelig stemning over, at alt var gået så godt, inklusive samarbejdet med festivalen. Yes Men havde på forhånd skitseret forskellige handlingsplaner alt efter, hvordan folk reagerede på de forskellige tiltag, så der var ikke én rigtig reaktion, men alligevel kunne meget være gået galt eller blevet kikset.

Det vellykkede i dette værk bestod i, at individer, folkemængden og medierne på forskellige måder blev engageret i spørgsmålet om overvågning. Vel at mærke en overvågning, vi alle er udsat for hver eneste dag – bare ikke fra festivalen, men fra myndighederne. En overvågning, vi nok ved foregår, og som mange principielt er imod, men som de fleste af os alligevel resignerer over for i det daglige.

Kritiske indvendinger og kunstnerisk præcisionsarbejde
Der har dog også været kritiske røster, og værket åbner sig for to kritikpunkter, der kommer hver sit sted fra:

Den første indvending kommer fra Anders Kjærulff, vært på Radio24syv-programmet Aflyttet. Han påpeger, at der er et vist hykleri fra Roskilde Festivals side, idet deres smartphone-app selv høster data fra folk om deres færden og giver data videre til Spotify. Hertil kan man svare, at det nok er problematisk, men et særskilt problem, og at festivalen har velkommet en debat om dette emne – netop en type debat som Yes Men-samarbejdet ønskede at fremkalde.

Den anden indvending er så at sige fra den anden side af debatspektret. Den går på, om hele denne dyrkelse – på grænsen til idolisering – af Edward Snowden ikke er problematisk al den stund, at han kunne være i lommen på dén russiske stat, der giver ham husly. At den russiske efterretningstjeneste kunne være meget interesseret i Snowdens viden, og at han derfor i sidste ende kunne tænkes at tjene Putins interesser, hvad enten han vil det eller ej. Hertil kan man svare (som selvsamme Anders Kjærulff gjorde i programmet Q&A), at Snowden jo allerede har offentliggjort sin viden, så det er nok begrænset, hvor meget mere russerne kan hive ud af ham.

Alt i alt er det sjældent at se politisk kunst, der når så bredt ud og samtidig rummer en præcision i indholdet, der viste sig tydeligt i de forskellige elementer: Opslagene, den falske Snowdens gennemgang af overvågningens historie og perspektiver, også i Danmark, og ikke mindst den rigtige Snowdens budskab. Det er krævende at lave politisk kunst, der batter. Det gør The Yes Men.