I et interview fra 1970 taler Nina Simone om, hvad frihed betyder for hende. Hun siger, at “frihed er en følelse, ligesom kærlighed, du kan ikke beskrive den, men når den er der, så ved du. (…) Jeg følte mig fri en gang på scenen, (…) frihed er ikke at føle frygt.”

Måske er verden gennem internettet blevet større, snarere end mindre. Måske møder vi i dag oftere det ukendte, i det at vi bevæger os over kloden; gennem migration, som flygtninge, gennem job i udlandet eller i den virtuelle virklighed. Grænser bliver samtidligt skarpere og mere flydende. Nationer lukker sig om sig selv, nationelle identiteter forstærkes, samtidligt med at mennesker, idéer, tanker og billeder er i flux.

Midt i støjen
For at nå udstillingen skal vi bevæge os gennem Arkens omsluttende krop. Gennem museumsbutikken, gennem den faste samling, forbi den store Niki de Saint Phalle-udstilling, forbi omvandrende skoleklasser og forbi informationsskilte. Faktisk starter museumsoplevelsen allerede på den larmende Nørreport Station, S-toget passerer Sydhavnen, der bliver ved med at komme fremmede, mennesker, vi ikke får at se igen, forbi højhusene i Brøndby Strand, solskin, gåtur gennem Ishøj. Dér, det strandede museumsskib, omgivet af vand.

“Baggrundsstøjen ophører aldrig, den er grænseløs, kontinuerlig, endeløs, uforanderlig. Den har i sig selv ingen baggrund, ingen modsætning. Hvor meget støj skal der til for at stille støj? Og hvilken slags frygtelig raseri sætter raseri i orden?,” skriver Michel Serres i Genése fra 1982.

Hvis Abdoulaye Konaté er rasende, så manifesterer det sig blot som en summende energi i bunden af hans oeuvre. Tålmodigt insisterer værkerne på det lavmælte, det storslåede, det reflekterende, det komplekse. Måske drukner værkerne i den slugende museumsoplevelse, udstillingen starter i en gang, du glider nemt forbi og ind i næste rum. Men i dét ligger billedet af virkeligheden, sådan er jo den menneskelige bevidsthed. Du scroller nemt videre.

Følsom historie
Nøgternt navigerer Abdoulaye Konaté gennem historiske og politiske kontekster og miljømæssige anliggender. Det er med følsomhed og respekt, at kunstneren bevæger sig i historie og samtid. Konaté behandler kolonialisme, migration, tegn og symbolisme. Værkerne peger på lokale kontekster, og det bliver åbenlyst, at det lokale forandrer sig over tid, og at globalisering ikke er et nyt fænomen.

”Jeg vil ikke kalde mig aktivist, men jeg interesserer mig for sociale spørgsmål. Jeg ser menneskelig lidelse. Folk opfatter den ofte politisk; jeg foretrækker at se den fra en social synsvinkel,” siger Konaté på Arkens hjemmeside.

Abdoulaye Konaté er uddannet maler i Bamako, Mali og hos Wilfredo Lam i Havana, Cuba, fra 1978 – 1985. Konatés tidlige malerier var inspirerede af Lams surrealistiske stil. Da Konaté senere vendte tilbage til hjemlandet Mali, inkorporerede han lokale materialer i sin praksis.

Globale udvekslinger
Mali producerer mere end 500.000 ton bomuld om året og har en stærk tradition for tekstilhåndværk. Abdoulaye Konaté sammensætter felter og baner af indfarvet bomuld og skaber smukke, enkle kompositioner. Kunstneren kombinerer det lokalt dyrkede, vævede stof med fundne objekter og billige fibre af genvundet tøj, sendt til det vestafrikanske land fra Europa.

Abdoulaye Konaté skabte værket Bosnien, Angola, Rwanda i 1995, under de tre store borgerkrige i respektive lande, hvor grusomme folkedrab fandt sted. Installationen blev vist på Documenta 12 i Kassel i 2007. Værket korresponderede med et af udstillingens hovedtemaer; Migration of Form. Med dette tema ville kuratorerne sætte fokus på udviklingen af æstetiske former over tidslige og kulturelle grænser.

Øverst har Konaté broderet et sigtekorn, som sammen med de røde pletter refererer til blodige kampe. Krigens uskyldige ofre illustreres med en mosaik af børnetøj på gulvet.

Værket Brasilien (Guarani) spænder over syv meter. Gobelinen opsamler Konatés indtryk på en rejse gennem landet, i forbindelse med hans deltagelse i 19th Edition of the Contemporary Art Festival Videobrasil i Sao Paolo, Brasilien. I Amazonasområdet fandt han paralleller mellem det lokale Guarani-håndværk og maliske, traditionelle formsprog. En serie af brasilianske symboler er broderede langs den nedre del af værket. Små Guarani-fjerprydelser fra Amazonas, en fodbold, en stol designet af arkitekten Lina Bo Bardi og Kristusstatuen i Rio de Janeiro.

I en Matisse-lignende collage afbildes en kvinde mod en hvid baggrund. Værket, Kampen mod HIV, består af et hængende stykke stof. Som lærred anvender Konaté symbolsk det linned, der på den afrikanske kyst bruges som ligklæde. Røde felter og fragmenter falder nedad i billedet. Foran på gulvet, i en kuffert, reproduktioner af Mona Lisa og Van Goghs Sunflowers samt et sammenfoldet tæppe. I følge udstillingskataloget fra kunstnerens galleri Blain Southern; “med håb om at den samme ærbødighed, som tilkendes kunsten, kan praktiseres for de syge.”

Abdoulaye Konaté er et af de helt store internationale navne fra den afrikanske samtidskunstsscene. I udstillingen kan man se tolv centrale værker fra halvfemserne og frem til i dag.

Abdoulaye Konaté udfolder en virkelighed, som er for altid foranderlig. Værkerne er smukke, materielle, sakrale og barske, mennesket er forankret i det lokale, men bevæger sig, ligesom form, over grænser i en global verden.

I udstillingen er der stille. Værkerne rejser sig som katedraler op til lofternes ventilationssystemer.