Kommer jeg nogensinde til at stole på mine sanser igen?

Kommer jeg nogensinde til at stole på mine sanser igen?

James Turrell, Aftershock (2021). Foto: Florian Holzherr

Copenhagen Contemporary har skabt den formentlig største udstilling af efterkrigstidens californiske light and space-bevægelse nogensinde. I syv årtier har lyskunsten været besat af symboler og illusionsværk, og det er lige så hypnotiserende i dag som i 60’erne.

Få meter inden afslutningen på Copenhagen Contemporarys massiv af en udstilling, Light & Space, lader det sig ikke længere skjule: at den californiske 60’er- og 70’er-bevægelse, der lægger navn til denne 5.000-kvadratmeters blotlæggelse af lys og rumlighed, balancerer på kanten af det rent okkulte og megalomane. Balancerer er måske lovlig diplomatisk; flere af de 27 medvirkende kunstnere kaster sig herligt befriet for gudsfrygt direkte ned i en hypnotisk afgrund af ødsel symboldyrkelse og bogstavelig grænseløshed.

Det er indgangen til 78-årige James Turrells afsnit af udstillingen, der bekræfter min opfattelse. Den excentriske amerikaner købte i 1979 en udslukt vulkan i Arizona – alt lader sig åbenbart gøre – og har siden arbejdet på at bygge et enormt lysværk ind i krateret, en slags observatorium fyldt med gange og rum helliget særlige manipulationer af kosmologisk lys. Ganske storslåede tager planerne og de foreløbige resultater sig ud.

James Turrell, Aftershock (2021). Foto: Florian Holzherr
James Turrell, Aftershock (2021). Foto: Florian Holzherr.

Bronzemodellerne af de skjulte kamre og fotografierne fra det endnu ikke fuldendte ørkenprojekt, der fungerer som forret for Light & Space-satsningens helt store, afsluttende illusionsværk, Turrells totalinstallation Aftershock, er som genstande ikke i sig selv så interessante, men dét er naturligvis ideen om at besøge dette fortsat uåbnede Rodent Crater. Og så illustrerer de altså graden af storhedsvanvid, som trivedes i centrum af light and space-bevægelsen i en tid med økonomisk vækst, bevidsthedsudvidende eksperimenter og rumkapløb.

Det var i høj grad en tid, hvor man ikke holdt sig tilbage. Da de kunstnere, man i dag forbinder med light and space-bevægelsen, begyndte at arbejde med lys og installationer i 60’ernes Los Angeles, kastede de sig over tidens nye materialer, gerne i tæt samarbejde med forskere og rumindustri. Fra glasfiber og tonet glas til giftig epoxy: man håbede at kunne indfange og lege med det særlige lys på den amerikanske vestkyst. Og hurtigt endte man med at sætte retningen for lyskunsten som sådan.

Jamen, det er jo sjovt

Et andet krydderi i Light & Space er humor. Allerede da jeg træder ind i foyeren på Refshaleøen, bliver det tydeligt, at direktør Marie Nipper og holdet bag Copenhagen Contemporarys hidtil største udstilling har villet mere end blot at dokumentere en kunsthistorisk bevægelse.

Flere værker er helt nye, heriblandt Aslak Vibæk og Peter Døssings skæmtende gardininstallation Jitter lige ved siden af billetsalget. Meterlange tekstiler i transparent rødt og blåt hænger ned fra motordrevne gardinskinner; med rolige, men pludselige bevægelser skaber AVPD-kunstnerduoen en nærmest barok ouverture fyldt med changerende striber, når gardinerne danser rundt mellem hinanden.

Connie Zehr, <i>EGGS</i> (1972) (detalje), Copenhagen Contemporary, 2021. Foto: David Stjernholm
Connie Zehr, EGGS (1972) (detalje), Copenhagen Contemporary, 2021. Foto: David Stjernholm.

Lige så underspillet morsomt er det at træde ind i et af de mange andre nye rum på CC og falde i staver over Connie Zehrs obskurt opdrevne Eggs fra 1972. Er det brystvorter, der ligger der i små sandbunker på gulvet? Måske; i hvert fald er det sirligt placerede brune æg tronende fra hver sin strandtop i et stramt kvadrat. Strengt mønster, 70’er-sjovt materialevalg. Lige bag det kører så Judy Chicagos feministiske videoværk Woman and Smoke fra samme tid; en civilisationsfri koreografi af malede kvindekroppe indhyllet i grønne, røde og lilla røgfarver.

Judy Chicago, Woman and Smoke (1971-72), videostill, 14:45 min. Udlånt af kunstneren og Salon 94, New York.

Helt til gulvet falder Olafur Eliassons kalejdoskopiske, men golde spejlinstallation Your Star House fra 2011 egentlig i dette sanselighedens rum. Langt bedre modspil til flippetheden giver Ann Linn Palm Hansens overflod af geometriske og farvekombinatoriske studier, som hænger fra gulv til loft i modsatte side.

Sammen med hele førstesalens enorme formidlingsrum rettet mod de yngste giver Palm Hansens ihærdige plancher en akademisk overbygning til hele den minimalistisk orienterede udstillings fokus på lysets og formernes essens. Men også i egen ret er hendes studier lette at fortabe sig i, sådan som de svæver mellem tal og æstetik; Light & Space fascinerer på mange niveauer, fra det helt umiddelbare til det teoretiske.

Light & Space, Copenhagen Contemporary. I forgrunden Connie Zehr, EGGS, 1972. I baggrunden til højre: Ann Linn Palm Hansen, Series of 32 works, 2018-2020. Foto: David Stjernholm.

Plads til mennesket

Man kunne have frygtet, at en opvisning i lyskunst ville ende som en parade af distanceret coolness. Heldigvis er der masser af plads til mennesket. Tag nu bare light and space-veteranen Mary Corse og hendes lyslærred Untitled (Electric Light) fra 2019: Her puster en teslaspole og dens trådløse vekselstrøm et glimt af sjæl ind i lysstofrørene bag plexiglasset, som står og flimrer højfrekvent – fuld af underspillet elektrisk meddelsomhed.

Eller Karin Sanders Wall Piece, der slet og ret er et dokument over menneskeligt slid: I ugevis har assistenter slebet og poleret et par kvadratmeter eksisterende væg på museet, helt ned til korn 12.000, indtil overfladen er blevet så blank, at den udgør et fjernelsesværk. Selvfølgelig placeret lige ved siden af Anish Kapoors Void fra 1993, som simpelthen er et dybt og helt mørktmalet, kvadratisk hul i væggen.

Mennesket trænger sig endnu mere på i de storstilede oplevelsesværker på udstillingen, for her træder du ganske enkelt selv ind i kunsten. Også her er der kurateret med modpoler: Eric Orrs 40 år gamle mørkerum Zero Mass fungerer i al sin enkelhed som en nulstilling af synet og undervælder måske en smule med sin lidt arkaiske dogmatik; omvendt træder du med Doug Wheelers mystificerende betitlede LC 71 NY DZ 13 DW fra 2013 ind i ekstatisk endeløs hvidhed.

Doug Wheeler, <i>LC 71 NY DZ 13 DW (2013)</i>. ©Doug Wheeler, Courtesy David Zwirner. Foto: Tim Nyswander
Doug Wheeler, LC 71 NY DZ 13 DW (2013). ©Doug Wheeler, udlånt af David Zwirner. Foto: Tim Nyswander.

Midt i en Apple-drøm

Wheelers kæmpemæssige kuppelinstallation er malet med en så blank maling, at kuplens grænser er komplet udvisket. Langs det hvælvede gulvs kant tegner LED-lys en langsom dynamisk horisontlinje, og enten føles det som at gå mod verdens ende eller som at være sendt ind i en simuleret træningsvideo i The Matrix. Det er på mange måder et utopisk rum fuldt af håb for nutidig og fremtidig lyskunst.

Endnu vildere bliver det helt åbenlyst i James Turrells Aftershock. Også her træder man ind ad en skarpt optegnet lysport, der let kunne forveksles med et lærred. Og også her er lyset så uendeligt og slørende, at man føler sig løftet ud af denne verden. Men i modsætning til Wheeler skruer Turrell helt op for farverne. Han bruger tilmed stroboskoplys, og hvor er det dog vidunderligt at opleve dette fænomen i komplet stilhed.

Larry Bell: VFZ 2 (2017), VFZ 5 (2017), VFZ 4 (2017) © Larry Bell. Courtesy the artist and Hauser & Wirth. Installations view Light & Space 2021, Copenhagen Contemporary. Foto: David Stjernholm.

På mange måder er det som at befinde sig i en Apple-drøm af sanselig blødhed og villig underkastelse, og rent fysisk føler jeg mig fra min position mellem indgangen og det illuderede kæmpelærred som gæst et sted mellem hjernen og øjenhulerne. Kommer jeg nogensinde til at stole på mine sanser igen?

Overfloden sætter aftryk

I det hele taget kan man bruge timevis på at vandre frem og tilbage mellem den overflod af værker og udtryk, Copenhagen Contemporary meget generøst har fundet frem. Jeg når at snuse rundt i tre timer uden egentlig helt at have stirret nok på de mange udfoldninger af kubens geometri, den intense dyrkelse af perfekte cirkler, jagten på skyggemønstre, de skiftevist stilrene og komiske gradueringer, spændingerne mellem blødt og skarpt, mellem småt og overdimensioneret, mellem transparens og mættethed.

Nogle af kunstnerne søger minimalismens strenge grid, andre overgiver sig til legen. Stilskabende Robert Irwin spiller lysstofrør-Tetris over 16 meter med Light and Space fra 2007, og Elyn Zimmerman tegner kantede skyggeblomster ud af opstillede glasbjælker med Untitled fra 1974; begge havde vundet noget ved at have et mere aflukket rum at arbejde med.

Robert Irwin, Light and Space (2007). © Robert Irwin / Artists Rights Society (ARS), New York
Robert Irwin, Light and Space (2007). © Robert Irwin / Artists Rights Society (ARS), New York.

Sådan må det nu engang være, når så mange kunstnere skal mødes samme sted. Hvad der tabes hos enkelte værker, vindes ved muligheden for at trække tråde på tværs af dem. Og det ér altså næsten eventyrligt, at det er lykkedes at tegne så forgrenende og levende et kunsthistorisk billede af lysets og rummets potentiale, som Light & Space gør.

Del artiklen

'Kommer jeg nogensinde til at stole på mine sanser igen?'

Facebook