På Ekstra Bladets redaktion har de et vækkeur, der er sat til at ringe hvert andet år den 1. juli. Så er det tid til endnu en kampagne, der skal vække læsernes forargelse over kunsten og kunstnerne. Siden Ekstra Bladet i 1999 lancerede kampagnen Statens Klike for Kunst har de med regelmæssige mellemrum fremført artikelserier, der skal kompromittere kunstverdenen ved at beskrive den som elitær, nepotistisk, pengegrisk og slet og ret humbug.
Som regel er det kunststøtten, der er den værste skurk, og Ekstra Bladet forsøger gerne at tegne et opsigtsvækkende billede af kunststøtten som et system af indspiste kunstnere, der giver ubegrænsede pengesummer til hinanden. Denne sommer var ingen undtagelse, Ekstra Bladet var på banen igen med de samme insinuationer og fordomsfulde betragtninger.
Jeg har ingen intentioner om at gå i rette med det konkrete indhold i Ekstra Bladets nyeste kampagne, jeg vil heller ikke forsøge at fact-tjekke de enkelte beskyldninger, for på Ekstra Bladet er de immune over for den slags faktuelle detaljer og har i øvrigt en dagsorden, hvor de tager sig retten til at mene, hvad de vil. Jeg vil egentlig hellere prøve at forstå, selv om det nok ikke er muligt, hvorfor det i det hele taget er opportunt og demagogisk virkningsfuldt at tale nedsættende om kunsten og kunstnerne, og hvorfor Ekstra Bladet tror, der er forhøjede oplagstal i at eksponere deres intolerance over for samtidskunsten.
Kunsten som syndebuk
Er kunsten blevet en syndebuk på linje med indvandrere, flygtninge, polske arbejdere, terrorister og pædofile? Altså, én af dem, der er skyld i alle ulykkerne? Før i tiden var kunst forbundet med ånd og dannelse, og hvis man var i stand til at forstå kunsten og gøre sig begreber om den, gav det en vis agtelse og kunne tjene som eksempel på intellektuel formåen.
Tilsyneladende vækker ingen af elementerne i ovenstående sætning genklang hos ret mange mennesker i nutiden, særligt ikke hos mediefolk, og slet ikke hos Ekstra Bladets journalister, der snarere ser det som en kvalifikation at være kunst-ignorante. For kunsten er for længst kommet på det forkerte hold, som noget der i bedste fald er harmløst, overflødigt og uforståeligt, i værste fald grimt, anstødeligt og samfundsnedbrydende, men som under alle omstændigheder koster skatteborgerne penge og invaderer det offentlige rum.
Her kan du læse denne sommers bredside mod kunsten i Ekstra Bladets ‘Kunstkliken’
Modstand som folkelig dyd
Modstanden mod samtidskunst, der i årtier først blev anført af Rindal og Fremskridtspartiet og siden af Dansk Folkeparti, er nu blevet stueren på linje med indvandrer- og flygtningemodstanden og har bredt sig til flere partier og større dele af befolkningen og medierne. Uvidenhed og uforstand om kunst er blevet en dyd, der viser, at man ikke er inficeret af det skabagtige utøj, og at man er i stand til gennemskue bedraget og få renset ud i kunstverdenen.
Man er så absolut på demagogisk kurs, når man angriber kunststøttesystemet ved at fremstille det som en gruppe sammenspiste kunstnere, der støtter hinanden med enorme pengebeløb. Ikke fordi det aldrig kan være sandt, men fordi det er aldeles inkonsekvent i forhold til alle de andre støtteordninger, Staten står bag.
Proportioner savnes
Staten har tilsvarende støtteordninger til alle mulige personer og virksomheder inden for områder som idræt, forskning, energi, industri, landbrug osv. Der er intet, INTET, belæg for at kunststøttesystemet er MERE behæftet med nepotisme eller venneaftaler end andre armslængde-støtteordninger, hvor fagfæller er udvalgt til at tildele midler til kolleger, som fx forskningsstøtten. Og i visse statslige støtteordninger er der end ikke en kvalitetsmæssig vurdering til grund for støtten, der blot tildeles automatisk, samtidig med at selve ordningen er besluttet gennem en politisk proces, hvor interessereorganisationer og lobbyister har formået at påvirke beslutningen til fordel for deres trængte medlemmer og interessenter.
Endvidere er kunststøtten økonomisk set en af de mindre støtteordninger. Her er tallene: Den samlede kunststøtte til kunstnere, (alle kunstarter og alle støtteordninger, dvs. HELE Statens Kunstfond) er på ca. 570 mio. kr. årligt, altså knap 0,6 mia. kr., hvilket er mindre end 0,05 % (en halv promille) af det samlede statsbudget. Til sammenligning er Statens samlede forskningsbudget på 15,4 mia. kr. årligt, landbrugsstøtten til landmænd er på ca. 8,7 mia. kr. årligt, og Statens støtte til energisektoren på ca. 7 mia. kr. årligt til fossile brændsler (!).
Iøvrigt er Statens samlede årlige udgifter til al kunst (inklusiv kunststøtte, kunstmuseer, teatre, musikhuse, kunstuddannelse osv.) på ca. 5,5 mia. kr. (ca. 0,5% af statsbudgettet), og den samlede årlige udgift til al kultur (inklusiv kunst, kulturarv, biblioteker, tv og idræt) på 23,6. mia kr. (ca. 2,1 % af statsbudgettet).
Journalistikkens kunst
Kunststøtten er altså på ingen måde mere indspist end andre statslige støtteordninger, og det er slet ikke de store summer, der er tale om. Så når Ekstra Bladet alligevel vælger at fremstille det anderledes og ensidigt kun kompromitterer kunststøtten, er det demagogisk og ganske enkelt utilstrækkeligt journalistisk håndværk. Apropos journalistik: Ekstra Bladet burde bore mere i deres egen mediestøtte på 17,5 mio. kr. årligt. Sytten en halv million! Det svarer til Kunstfondens samlede legatstøtte til alle billedkunstnere årligt. Ekstra Bladet bør redegøre for, hvorfor de modtager så stor statstøtte.
Ekstra Bladet er en rendyrket kommerciel og populistisk avis, og deres chefredaktør forsømmer aldrig at gøre opmærksom på, at Ekstra Bladet altid bestræber sig på at levere det, de fleste læsere ønsker. Hvorfor skal de så støttes med 17, 5 mio. kr. af skatteborgernes penge? Fordi de udvikler journalistikken til et højere niveau? Fordi de skal belønnes for deres udsyn og vid? Fordi de nu vil dæmpe deres højrøstede kritik af samfundsadministrationen og blive en tandløs medløber? Fordi de så kan mærke dobbeltmoralen snige sig ind på kroppen? Vi ved det ikke, men nogen bør undersøge det nærmere.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
