I sine skulpturer og installationer arbejder Veo Friis Jespersen undersøgende og poetisk med materialets iboende kvaliteter, hvad enten det drejer sig om papir, bronze, akrylplast eller grene. Friis Jespersens værker optræder på én gang sarte og tyste, men samtidig rå og påtrængende i deres ærlige blotlægning af den kunstneriske proces. Hun er lige nu aktuel med udstillingen Genspejl skær og Skygge fald i Møstings Hus, lavet i samarbejde med billedkunstner Mikael Thejll.
Sorte gummireb hænger fra jernstænger i loftet, massive aluminiumstænger balancerer, akrylplast stiger op, og en krystalkugle spejler rummet fra dens ydmyge gummirebssokkel.
Hovedværket En fugl flyver væk lidt støv / hvirvles op en vanddråbe falder (2012) opsummerer nogle af de væsentlige karakteristika i Veo Friis Jespersen oeuvre. Værket er skrøbeligt og tyst, men alligevel med et nærvær, en påtrængende tilstedeværelse i rummet og en rå styrke i form af materialevalget og den blotlagte proces. Delkomponenterne i værket er sammensat til en helhed, der fungerer som et visuelt og rumligt digt, der formidler det ordløse.
Hvad enten Friis Jespersens værker må klassificeres som skulptur eller installation, har de altid et rumligt og stedsligt ærinde, de kunne kaldes en form for protoarkitektur. Stedet undersøges, granskes, dets proportioner, egenskaber og genius tages i betragtning og påvirker – og påvirkes af – det færdige værk.
Uden materialehierarki
Det er med samme omhyggelighed, at værkernes materiale og objekter udvælges og bearbejdes. I Veo Friis Jespersens værk er der intet materialehierarki. Bronze anvendes på lige fod med fundne objekter, voks, papir og murernet. Hvert materiale rummer særegne, immanente kvaliteter; fx evnen til at reflektere eller absorbere lys, og det vælges ud fra dets karakteregenskab og evne til, som et ord eller bogstav i en sætning, at kunne sættes sammen med andre enkeltdele til nye betydningsfulde helheder. Gennem denne særlige sensibilitet for det valgte materiales kvaliteter gør Friis Jespersen et stykke kasseret computerplast eller en samling bambusstænger interessante og vedkommende.
Friis Jespersen trækker med sit materialevalg tråde til Arte Povera, den italienske kunstretning, der i 1960’erne og 70’erne tog afstand fra traditionelle materialer som marmor og oliemaling og indførte ukonventionelle materialer som jord, grene, affald og readymades i kunstinstitutionen.
Processens blotlægning
Den kunstneriske proces er tydeligt tilstede i Veo Friis Jespersens værker. I de tidlige bronzeskulpturer fra 90’erne er den eksplosive bearbejdning af leret, der er blevet hamret i og kastet på gulvet, en vigtig del af den færdigstøbte skulpturs udtryk.
I hendes udstillingsaktuelle installation i Møstings Hus ser man alle steder skinnende skruer, der blotter sammenføjningerne, hvilket giver hendes ofte tyste og sarte strukturer et råt islæt. Det er et evindeligt eksistentielt ærinde i Friis Jespersens værk at spørge til, hvorfor vi tænker og handler, som vi gør. Muligheden for, ja faktisk nødvendigheden af, forandringen og omstillingen er altid tilstede. Derfor er skruerne tydeligt præsenteret; de kan skrues op igen, værket og verden kan pludseligt se anderledes ud.
Det samme er tilfældet, når en gipsspand i værket til Møstings Hus kun netop balancerer på en samling bambusstænger, der ved den mindste berøring vil styrte sammen og danne et nyt udtryk. Livet, såvel som kunsten, sker i nuet.
Portfolio
