Hvad en fortælling kan
Spørgsmål som ’Hvad kan en fortælling?’, ’Hvad former en fortælling?’, og ’Hvilke sammenstød  kan der opstå mellem individets fortælling og kollektives opfattelse?’ har dannet baggrund for Pugholms arbejde. Pugholm ser fortællingen som et værktøj, der på mange måder er demokratisk, fordi den er os alle sammen givet. Hvis man forstår at bruge det værktøj, så ligger der et kæmpe frihedspotentiale deri, idet man både kan forme sig selv og sine omgivelser.

I 2010 blev Niels Pugholm inviteret med på kunstnernes forårsudstilling Spring i Aarhus, hvor han deltog med udstillingen Mand nok, nok mand. Udstillingens værker beskæftigede sig med tematikkerne identitet og køn, affødte en del debat og diskussion blandt publikum, og det var med udgangspunkt i disse, at Niels Pugholm fandt ud af, at hvis man vil ændre noget, så er fortællingen et godt sted at starte.

På baggrund af, at have vundet Extract-prisen i 2013, havde Niels Pugholm i 2015 en soloudstilling på GL STRAND med titlen Det som tabes, der kunne ses som en kulmination på kunstnerens seneste års arbejder med undersøgelser af fortællingen. På udstillingen kunne man blandt andet opleve videoværket Omkring en barberkost, hvor Pugholm fortæller om alle de tanker og forestillinger, han har om den barberkost, der tidligere har tilhørt både hans far og bedstefar. Tankerne og forestillingerne viser sig dog at være helt forkerte, og han ender med, at slå fortællingen ihjel.

Værket beskæftiger sig således med, hvad der sker, når en fortælling skifter betydning, og viser samtidig, at den er yderst skrøbelig. Værket – og udstillingen generelt – gør opmærksom på, at det ikke er muligt at fortælle uden at erindre, og at det er ikke muligt at erindre uden at fortælle. De to fænomener hænger sammen, som var de et Janus-ansigt.

Niels Pugholm er aktuel med soloudstillingen Det som står tilbage på Viborg Kunsthal, hvor han  via tre installationer undersøger tre former for erindring; den monumentale, den flygtige og den billedlige. Udstillingen kan ses som en selvstændig forlængelse af udstillingen på GL STRAND, da erindringen er tæt knyttet til fortællingen.

Det hele er ikke givet
I udstillingens første rum kan man ved at bevæge sig rundt blandt store bogstaver udført i porebeton læse sig frem til sætningen ”Derfra var det længste jeg kunne se”; en sætning, som stammer fra en erindring fra Pugholms opvækst i Skive. Her stod han ofte på Skive fiskerihavn og spejdede ud over fjorden og tænkte på den frihed, man kunne opnå ved at sejle væk og ud af fjorden. Sætningen er i sig selv en form for erkendelse om udsyn. I sin opvækst var fjordens udmunding det længste Pugholm kunne se, men man rykker sig, man kommer videre og ser dermed længere.

De hårde bogstaver står i skarp kontrast til værket Glimt, hvor en tekst om en almen erindring er håndskrevet med uv-maling på rummets vægge. Kun i kortvarige intervaller bliver uv-teksten synlig, og det er derfor ikke muligt at læse større dele eller hele teksten.

Udstillingens værker kræver noget af beskuerne, idet man både skal kante sig rundt om store, høje bogstaver for at finde deres sammenhæng, og tænke sig til resterne af de sætninger, man ikke når at læse. Værkerne fremstår derfor som en fortælling, hvor det hele ikke er givet på forhånd.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af de nedenstående)