Troldspejlet som kunstgreb

H.C. Andersens Snedronningen begynder med en djævelsk trold, der opfinder et troldspejl, ”der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de ikke var til at kende…”

Man kan generelt betragte kunsten som et spejl af verden, og i samme ombæring må man konstatere, at især meget moderne kunst er en forvrængning, et troldspejl, som det H.C. Andersen lod djævletrolden fremstille.

Troldspejlskunsten
Trolden bruger den hæslige forvrængning som lige dele underholdning og nedgørelse af menneskeheden, så han kan føle sig bedre end dem. Troldspejlskunsten rummer nok stadig et dobbelt element af satire og misantropi, men er som regel drevet af indignation og kritisk impuls, i sidste ende på baggrund af en humanisme, som trolden ganske enkelt mangler.

Fra James Ensor og Georg Grosz til Palle Nielsen og Ed Kienholz har den moderne kunst dyrket den dystre forvrængning, troldspejlet, der forstørrer og forvrænger det forfærdelige i verden – krig, ondskab, lidelse, uretfærdighed.

Og traditionen er ikke død, selv om den ikke fylder så meget mere. Blandt de nulevende danske troldspejlskunstnere kan fx nævnes Jørgen Haugen Sørensen, Michael Kvium, Christian Lemmertz, Jes Brinch, Hesselholdt & Mejlvang og Louise Hindsgavl.

Mayas slør rives bort
Troldspejlsæstetikken har et stort kritisk potentiale ud fra formlen om, at hvis man understreger det onde og grimme i verden, vækker man en impuls til at reagere over for den; man appellerer til vores kritike bevidsthed og indignation. Eller – når den er mere eksistentiel end egentlig kritisk – man minder os om, at lidelsen er et vilkår, og at mennesket rummer ondskaben i sig.

At påpege lidelsen er at sige, at ikke alt er som det skal være. At sige ”av” når det gør ondt frem for at bide smerten i sig. At rive sløret af pænheden, af-sløre den som bedrag, pege på uretfærdighederne og ondskaben bag facaden. Det er ædelt, det vækker indignation og empati. Det er lettere at forholde sig passiv, hvis man kan bilde sig selv ind, at alt er fint nok og fokusere på sin egen lille verden, end hvis man får lidelserne smækket op i synet uden blusel eller endda med overdrivelsens magtfulde sprog.

Negativ kitsch
Men troldspejlsæstetikken kan også slå om i mere problematiske effekter. Der kan være noget horror-lækkert ved det dystre, hvor selve fascinationen af det onde snarere bliver en blindhed over for konkrete lidelser end indignation. Det kan udarte sig til negativ kitsch, hvor selve negativiteten bliver en rutinemæssig rygdækning, der sikrer kunstneren en varemærkning som kritisk.

Og hvis man i sin samfundskritik altid overdriver, hvor slemt det står til i verden – især hvis man gør det abstrakt, frem for at tage fat i konkrete sager i al deres kompleksitet – mister kritikken sin troværdighed og dermed sin brod. Det ender i værste fald i samfundskritiske klichéer, løst opsamlet fra fransk og amerikansk teori.

Idyl og foragt
Overdrivelse fremmer forståelsen, men massiv og konstant overdrivelse overdøver forståelsen. Som jeg var inde på i en tidligere Vidvinkel-klumme om idyl kan den negativt forvrængende kunst være lige så banaliserende som den lallegladt idylliserende, bare med omvendt fortegn. Og det er naivt at tro, at folk skal mindes om lidelsen, fordi de lever i en bekymringsfri virkelighed. Medierne fortæller om lidelse, uretfærdighed, krig, diskrimination og magt hele tiden. Her kan kunsten fortælle nogle af de historier, som medierne sorterer fra, men dette blot at påpege, at der er krig og lidelse bidrager ikke meget til den kritiske bevidsthed.

Jeg kan godt lide troldspejlskunst, den tiltaler mig helt spontant. Man skal bare være opmærksom på risikoen for at ende som trolden, der bruger spejlet som underholdning og menneskeforagt. For så er den kritiske impuls under afvikling.