Thomas Hirschhorn: HARDCORE FORM!

Thomas Hirschhorn: HARDCORE FORM!

Thomas Hirschhorn: Pixel-Collage, udstillingsview, Kunsthal Aarhus, 2017. Foto: Kåre Viemose

kunsten.nu har mødt Thomas Hirschhorn i forbindelse med hans udstilling Pixel-Collage i Kunsthal Aarhus. Spænd sikkerhedsselen! Her er en mand, der insisterer på at tale om sin kunst på helt egne præmisser, og som med stor overbevisning tror på, at ethvert menneske kan blive forandret af kunstens kraft.

Schweiziske Thomas Hirschhorn gæster for tiden Kunsthal Aarhus med udstillingen Pixel-Collage, der byder på sammenstød mellem modebilleder og krigsbilleder af ødelagte menneskekroppe. Det er stærke sager, og du kan læse mere om Hirschhorns særlige kunstneriske ‘overbuds-praksis’ og om den aktuelle udstilling i vores anmeldelse af Pixel-Collage her

Thomas Hirschhorn møder mig med stor venlighed, og vi sætter os i kunsthallens mødelokale, og ved hjælp af hver vores form for accentbetonede engelsk får vi gang i samtalen, der hurtigt bevæger sig ind i det særlige Hirschhornske tankeunivers.

Hirschhorns kunst har ofte stærke politiske budskaber, og mit første spørgsmål er derfor, om han er idealist?

TH: “Idealist! Nej! Jeg er kunstner! En kunstner er en, der ser og oplever verden anderledes, og derfor er kunstnerens position helt unik, fordi den skaber muligheden for, gennem form, at tale om ting og forhold fra et sted, som er fri for automatiske holdninger og for påtvungne meninger om rigtigt og forkert.
Kunstneren har evnen og kompetencen, skulle jeg mene, til at give form til det at kunne se tingene anderledes, så derfor er spørgsmålet om form er det vigtigste. Formen er en måde, hvormed jeg indtager min position, og med formen forsøger jeg at skabe en plads for sandheden – en universel sandhed.
Jeg har idealer, det er indlysende – MEN du får mig aldrig til sige, at jeg er en politisk eller idealistisk kunstner. At mange dovne journalister og kunstfolk ofte kalder mig det, er en helt anden sag, det er deres problem – ikke mit.”

TRA: “Hvad kan kunsten – eller formen om du vil – gøre for at vriste os fri af den konfliktfyldte dikotomi. Kan den hjælpe os ud af magtkampen?”

TH: “Udfordringen er at ‘give en form’, min helt egen form, noget som tilhører mig alene, som kun jeg ser og forstår som sådan – altså noget, som kun jeg kan give. Min ambition er at skabe et kunstværk, hvori overdrivelse og præcision kan mødes meningsfuldt – et værk så spændt og fortættet, at det alene står for Ny Form – en ny bevidsthed om du vil. Jeg bruger termen ‘at give’ form helt bevidst, fordi det vitterligt betyder, at det er noget, som jeg ‘giver’ fra mig eller af mig selv. Jeg har opfundet min egen ‘Form and Force Field’ – en strategi, hvori jeg forsøger at inkludere begreberne kærlighed, filosofi, æstetik og politik. Disse fire elementer er centrale for mig, og jeg ønsker at omfavne dem gennem mit kunstneriske arbejde. Ved at sammenkoble ‘Force’ i betydningen ‘nødvendighed’ med ‘form’ forstærker jeg mit udtryk, og her må du forstå ‘form’ som en ikke-splitbar, u-forhandlelig og indiskutabel størrelse.
Form eksisterer kun som noget helt, sammenhængende og komplet, som et atom eller en kerne. Det er hardcore – og det hardcore er Form.”

TRA: “Fortæl lidt om, hvordan du tænker?”

TH: “Jeg tænker, at kunst er universel. Universalitet rummer lighed, retfærdighed, anerkendelse af den anden og bevidstheden om denne ene, sammenhængende verden. Den absolutte anerkendelse af lighedsprincippet er sagens kerne, den underliggende og usynlige forbindelse, som holder værket sammen. Netop fordi det ikke er et faktum i sig selv, er det nødvendigt at kæmpe for lighed/ligestilling i enhver henseende – hele tiden! Jeg nægter simpelthen at påtage mig rollen som blot en passiv tilskuer, der ikke griber enhver chance for at bekræfte ideen om universel ligestilling.”

“Kunst – fordi det er kunst – kan provokere eller konfrontere på en direkte facon. Det fungerer sådan 1:1, og derfor tror jeg, at hvert individ kan komme i kontakt med kunst, og ethvert menneske kan blive forandret af kunstens kraft. Jeg tror, at kunsten kan genopfinde verden, fordi kunst er autonom, og autonomien er netop den kvalitet, der bidrager afgørende til kunstens skønhed og absoluthed.”

TRA: “Det lyder næsten som et manifest?”

TH: “Ja, det er min overbevisning! Min tro på kunsten er stålsat, og jeg har tillid til kunsten som en inkluderende bevægelse. Kunsten er et fælles gode – en rigdom, om du vil. Derfor kan kunsten aldrig udtrykke sig gennem vrede eller negativitet. Kunst må altid være imod diskrimination, racisme og eksklusion af enhver art. Der er simpelthen ikke plads til antisemitisme eller islamofobi i kunsten.
Kunsten bekræfter sandhed; sandhed skabt gennem enhver form, enhver overbevisning og enhver påstand. Sandhed er på den måde ikke et verificerbar fact eller ’sand information’, og jeg ynder at placere ’sandhed’ i samme kategori som universalitet, lighed og retfærdighed. Sandhed er ren energi simpelthen, og derfor har sandheden intet at gøre med ‘kvalitet’. Jeg insisterer på ‘energi’ som et rungende JA og på kvalitet som et endnu mere højlydt NEJ.”

TRA: “Hvad med kærligheden, som du nævner”?

TH: “At skabe kunst er en hovedløs kærlighedsmanifestation: kærlighed som overbevisning og passion. Den form for kærlighed er ikke selvisk, narcissistisk eller selvbekræftende – den er en frigørelsesproces. Kunst får mig til at bruge mine fysiske og mentale kræfter – og min vedholdenhed ikke mindst.
Jeg forstår kunst som en mission til at udføre noget, der er hævet over succes og fiasko. For mig giver det absolut ingen mening at tænke på kunst som noget, der rammer plet eller fejler – det er helt ok, hvis kunst er en oplevelse, som ikke giver mening. Jeg har selv lært af at lave kunst, at jeg ikke hverken kan eller har ret til at blive skuffet, hvis min kunst ‘fejler’.”

“Virkeligheden er alt for uforudsigelig og overraskende. Der er ingen kontrol i mødet med virkeligheden, det må vi forstå. Og når vi accepterer det, tager vi det første skridt hen imod ikke at være skuffede over tingenes tilstande. At føle sig ’skuffet’ er i mine øjne blot en narcissistisk manøvre for at undgå den virkelige og alarmerende skuffelse over mig selv i situationer, hvor jeg ikke giver alt, hvad jeg kan og burde. På den baggrund er skuffelsen det sidste skjulested for den ’storslåede sjæl’, som er adskilt fra virkeligheden.”

“At skabe kunst er IKKE en flugt eller en drøm! Jeg tror fuldt og helt på, at hvis mit værk er intenst, ladet og dybt nok, så har det også i sig en mulighed for at skabe et gennembrud – en sprække i nutidens dilemmafyldte, udvejsløse, resignerede og kyniske verden.”

Kommentarer