Terror i kunsten II – Selvmordsbombere

<i>Terror i kunsten II</i> – Selvmordsbombere

Dansk-irakiske Lina Hashim har fotograferet billeder af selvmordbombere nedsunket i sit eget blod, så man kun lige aner konturerne af den portrætterede. Lina Hashim: Selvmordsbomber, 2016. Foto: Lina Hashim

I min seneste klumme overvejede jeg, hvorfor så lidt kunst skildrer terror. I denne klumme kigger jeg så på, hvad kunsten gør, når den faktisk beskæftiger sig helt konkret med terror, nærmere bestemt selvmordsbombere.

Det er som regel sådan, at kunsten ønsker at distancere sig fra mediernes sensationslystne svælgen i vold og dermed også skabelse af frygt. Alene det, at mainstream-medierne gavner terroristerne, er grund nok. Ved at udpensle deres gerninger, opmale fremtidige skrækscenarier og indirekte opfordre politikere til at gøre os tryggere ved at indføre mere overvågning og gå på kompromis med basale frihedsrettigheder, synes deres rolle at være problematisk.

Så hvad gør kunsten i stedet? Hvordan skal man gå til et fænomen som selvmordsbombere? Selvmordsbombere er som regel karakteriseret ved tre ting: De dræber en masse mennesker omkring sig; de dræber samtidig sig selv; de tror på , at det de gør er politisk og/eller religiøst retfærdiggjort.

Skulpturer i marmor og chokolade
Den amerikanske kunstner Stephen J. Shanabrook har lavet en skulptur af en selvmordsbomber i chokolade, kaldet On the Road to Heaven the Highway to Hell. Den er lavet efter fotografiet af en 18-årig selvmordsbomber og viser et fredfyldt ansigt af en person, der kunne se sovende ud, hvis ikke det var, fordi vedkommende mangler underkroppen og nærmest ligger på et leje af sine egne itusprængte indvolde.

Stephen J. Shanabrook: On the Road to Heaven the Highway to Hell, 2008. Courtesy: Stephen J. Shanabrook
Stephen J. Shanabrook: On the Road to Heaven the Highway to Hell, 2008. Courtesy: Stephen J. Shanabrook

Det er på alle måder ubehageligt, og kombinationen med chokoladematerialet (der normalt er noget lækkert og lystfuldt) giver en vis spænding, men så stikker det vist heller ikke meget dybere.

Christian Lemmerz har lavet to meget forskellige selvmordsbombeskulpturer: Den ene er af marmor og forestiller et hoved og en fod, begge itusprængt, flydende i en væske, der må antages at være blod. Men da det er en marmorskulptur, er der intet rødt, intet hudfarvet. Fraværet af andre farver end materialets hvide, rene og idealiserede marmor er i sig selv en abstraktion, trods den meget detaljerealistiske udhugning.

Skulpturen hedder Selbst (Suicide Terrorist), og ‘selbst’ henviser naturligvis til selvet i selvmord. Men der er en betydning mere. ‘Selbst’ som i selvportræt: Det er Lemmerz’s eget hoved. Hvad ligger der i dette? Et forsøg på identifikation med en uforståelig handling? At det lige så vel kunne være ham selv, hvis omstændighederne havde været anderledes? En løsagtig parallel mellem kunstneren og terroristen?

Hans anden selvmordsbombeskulptur SM (Suicide Mouse) er på flere måder modsætningen til marmorværket: kulørt, larmende og grotesk ubekymret. Det er såmænd Mickey Mouse, der er selvmordsbomber, og mens han trykker på knappen, og hans indvolde er på vej ud på grund af dynamitbæltet om hans mave, kigger han glad og Mickey Mouse-agtigt ud på os, mens han slår hånden ud i en munter og generøs “Fra alle os til alle jer”-gestus.

Christian LemmerSM (Suicide Mouse), 2006. Courtesy: Christian Lemmerz
Christian Lemmerz: SM (Suicide Mouse), 2006. Courtesy: Christian Lemmerz

Det er et popkunst-greb, men det er mere end det. Den altid retfærdige og aldrig voldelige idealkarakter Mickey Mouse bliver gjort til en terrorist. Altså igen nogle modsætninger, der måske bindes sammen af USA’s rolle i Mellemøsten og krigen mod terror? Eller bare af spændingen mellem det, der betragtes som det gode (Mickey) og det onde (terror).

Performancemaleri med farvepatronbælter
Den israelske kunstner Meir Tati (der bl.a. har samarbejdet med Søren Dahlgaard) har bygget et kunstnerisk svar på det terroristiske selvmordsbombebælte, nemlig en sindrig anordning, der sprøjter maling ud med eksplosiv kraft i to stråler og dermed farvelægger enhver fjende eller ethvert objekt, der står i nærheden – hvilket får en helt særlig betydning, når han gør det på traumatiserede steder i Israel. Han stiller sig op på steder, hvor dødelige terrorangreb har fundet sted, og eksploderer sine patroner med maling, der rammer lige dele sig selv og det sted, som ellers var blevet renset for ethvert minde om hændelsen. Faktisk fjernes alle spor meget hurtigt, fortæller han, når disse angreb har fundet sted i Tel Aviv, så indbyggerne mindes så lidt som muligt om dem.

Så det, der kunne ligne en skamløs, humoristisk æstetisering af terrorismen, er et forsøg på at genskabe de spor, der er blevet slettet – eller rettere erstatte dem med nye.

Installation: Snehvide og den diplomatiske skandale
Nogle af læserne vil kunne huske tv-billederne af en rasende israelsk ambassadør i Sverige, der ødelagde en kunstinstallation ved at smide projektørlamper ned i et bassin med rødt vand, så strømmen kortsluttedes. Værket var Snehvide og sandhedens galskab af Gunilla Sköld Feiler & Dror Feiler.

Gunilla Sköld Feiler & Dror Feiler: Snovit och sanningens vansinne, 2014. Courtesy: kunstnerne
Gunilla Sköld Feiler & Dror Feiler: Snovit och sanningens vansinne, 2014. Courtesy: kunstnerne

I det blodrøde vand flød en lille, hvid båd, hvis eneste passager var et billede af den palæstinensiske selvmordsbomber Hanadi Jaradat, der dræbte 21 mennesker og sårede 51 med sit terrorangreb for organisationen ‘Islamisk Jihad’. Hendes markant hvide hud og smukke ansigt var angiveligt grunden til at associere hende med Snehvide. Installationen akkompagneredes af Bachs kantate Mein Herze Schwimmt im Blut, der begynder med ordene ”Mit hjerte svømmer i blod / Fordi mine synders yngel / Gør mig til et monster / I Guds hellige øjne”.

Den israelske ambassadør Zvi Mazel opfattede værket som en hyldest, hvilket var grunden til hans voldsomme reaktion, og man kan måske godt forstå denne udlægning. At videregive billedet af Jaradat og koble hende til en eventyrlig uskyld som Snehvide kunne ligne en martyrgørelse af hende. Men det blod, hun sejler rundt i, er hendes ofres blod, og den tekst, der synges, kan næsten kun opfattes som en forbandelse af hendes synd.

Fotografiske portrætter, der næsten forsvinder
Lina Hashims fotoserie Selvmordsbomber har både blodet og portrættet til fælles med Sköld Feiler-ægteparrets installation, men tonen er en ganske anden. Hun har brugt lang tid på at anskaffe sig portrætterne af selvmordsbombere af begge køn efter deres død, ofte fra de pårørende. Hun har så fotograferet dem nedsunket i hendes eget blod. Det betyder, at motivet næsten er væk, og først ser man snarere sit eget spejlbillede. Men efterhånden aner man konturerne af de portrætterede skikkelser.

Blodet har for Hashim en dobbelt betydning: Ud over den indlysende, henvisningen til deres blodige gerninger, er blodet også et afgørende element i de ritualer, der er i Mellemøsten i håndteringen af liget. Hvis liget vaskes rent for blod, er det et tegn på, at personen ikke accepteres som martyr. Og det er afgørende for de pårørendes ære at få den anerkendelse.

Billederne er meget stilfærdige, og det, at motiverne næsten er forsvundne, skaber et filter i forhold til det grusomme motiv. De er meget langt fra mediernes sensationalisme, men er et led i en større, kritisk undersøgelse af muslimske dogmer, især med henblik på køn.

Kønsforskellen viser sig klart i den lokale håndtering af selvmordsbombere og billederne af dem. Mandlige martyrer kommer i paradis omgivet af skønne kvinder (ofte oversat som ‘jomfruer’). Kvinderne får ikke en masse mænd, men får lov at være én af de mandlige martyrers belønning. Og mens mandlige martyrer godt kan fotograferes af f.eks. de pårørende efter deres død, er det anderledes med kvinderne, da man ikke vil fremvise deres hud. De fleste af kvinderne er derfor i live på Hashims billeder, bortset fra én, hvor billedet formentlig er en del af politiets efterforskning snarere end et mindebillede.

Opsamling
Det kan være svært at se ét gennemgående greb i disse værker, som er meget forskellige. Det skulle da lige være, at det i dem alle, også Martyrmuseum, er selvmordsbomberen, der er i centrum, frem for ofrene – med det twist, at selvmordsbomberen jo pr. definition gør sig selv til et af sine ofre.

Derudover er der et erindringstema på færde – hvordan man mindes eller forsøger at glemme. Erindringstemaet knytter an til det mest markante mellemværende mellem kunst og terrorisme: Mindesmærket. Fra World Trade Center til Utøya laves der storstilede mindesmærker, der ofte arbejder med fraværet som omdrejningspunkt: huller, mørke, stilhed og abstrakte monolitter.

Denne tendens kan i sidste ende føres tilbage til ideen om, at holocaust var så forfærdeligt, at det ikke (eller kun vanskeligt) kunne skildres poetisk eller kunstnerisk, og at det bedste kunstnerisk svar var ikke at skildre det, men blot markere det abstrakt eller indirekte, som fravær, tomrum, et nulpunkt. Det er det modsatte af den meget direkte skildring af selvmordsbomberen, vi ser hos fx Lemmerz og Shanabrook.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Del artiklen

'Terror i kunsten II - Selvmordsbombere'

Facebook