Stilhed før Afgang

Stilhed før Afgang

Anne Sofie Nielsen: Candidate Hardware for Soviet Mars 3 Lander (udsnit), 2016. Foto: Rasmus Kjærboe

Efter seks år på Billedkunstskolerne tager Kunstakademiets elever afsked med en stor gruppeudstilling. Årets show er skabt af nogle seriøse, unge mennesker, der nok skal skrue ned for musikken, hvis festen bliver for støjende.

To installationer på årets afgangsudstilling fra Kunstakademiet omkredser en del af, hvad der i disse år er på spil:

Troels Nøhr Holmstrøms Kerim Åberg Orkester er opstillet i sit eget lille rum og præsenterer en sofa, et par højttalere og en afspilning af en atmosfærisk, blues’et LP. Et andet sted i udstillingen har Philip Pilekjær drejet en anderledes musikfilm. Rolige videooptagelser fra en lejlighed på Nørrebro har som lydspor en dundrende basgang og mudret musik fra en udendørskoncert i nabolaget.

To kunstværker, der handler om forholdet mellem individ, sanser og verden set gennem oplevelsen af musik. Holmstrøms værk handler om den drømmende, associative og langsomme verden, der opstår mellem menneske, rum og lyd i den (måske gammeldags?) glæde ved at høre et kunstværk i gennem. I Pilekjærs værk derimod er individet underlagt den omverden, nu i form af støj, der gennem sanserne overskrider grænserne til subjektet selv.

Begge værker handler om meget mere. Men det er dette tema, der går igen i meget af afgangsudstillingen: den forfinede, næsten minimalistiske undersøgelse af individets forhold til rum, lyd, materialer og omgivelser.

Høj kvalitet, få armbevægelser
Den traditionelle afgangsudstilling viser igen høj kvalitet fra de omtrent 30 debuterende kunstnere, men også en vis enshed: Med hinanden og med tidligere år.

Det er det diskrete og det vrid eller den gestus, der skaber en ændring – det man løst kalder ‘det performative’ – der dominerer indtrykket. Også selvom der er nogle enkelte, farvestrålende undtagelser i form af store oliemalerier og fed satire.

Sofie Kondrup: Jeg har flyttet på et A. To m’, 2016. Foto: David Stjernholm
Sofie Kondrup: Jeg har flyttet på et A. To m’, 2016. Foto: David Stjernholm

Et sted i den præcise og uundværlige folder skrevet af kuratorerne Rhea Dall og Mathias Kryger bliver en kunstners praksis karakteriseret som inspireret af (den ellers forlængst overståede) modernisme. Dét udsagn kan overføres til mange flere værker: Rigtig meget er båret af simple (ikke forsimplede) formeksperimenter.

Men til forskel fra modernismen, der handlede meget om billedets flade eller skulpturens rum, så inddrages tidens fjerde dimension konsekvent: Kunstværkerne forudsætter i de fleste tilfælde, at der tages tid til at opleve dem.

Lyd og krop som tema
Lydkunsten, der har været under gevaldigt opsving de senere år, er et meget konkret udtryk for samtidskunstens optagethed af tid.

Værker af Nanna Anike Nikolajsen og Jonas Georg Christensen kombinerer sprogkaskader med vægbilleder, og Matthias Agerskov har sammenklippet klassiske musikstykker, som har oplevet, at dirigenten døde under opførelsen, og Moa Alskog har kreeret en personlig, måske neurotisk, audioguide, der tematiserer drift og begær.

I en lidt anden ende er Anne Nora Fischers og Anna Moderatos I haven’t decided. Sorry, der først udfoldes under en række danseperformances, udviklet med DANSEatelier, og som derfor også er bundet ret konkret til tid – og bevægelse.

Rune Bosse: Tempus circularis. Fagus sylvatica, 2016. Foto: David Stjernholm
Rune Bosse: Tempus circularis. Fagus sylvatica, 2016. Foto: David Stjernholm

Billedblær
Rune Bosses centralt placerede bøgetræ består af en række ophængte, millimetertykke snit. Sammenpresset bag glas er placeret et helt års vækst, repræsenteret i (tidslige) intervaller. Det er måske udstillingens eneste wauv-værk, der ikke kræver kompliceret formidling.

Martha Svihus’ store maleri, hvor vi inviteres ind et telt fyldt med gule plastikdimser, er nok det andet kunstværk, der virker nemmest at gå til – selvom det også er ganske ambivalent i referencerne til barndom, forbrugskultur og kunstens historie.

Martha Svihus: Uden titel, 2016. Foto: Rasmus Kjærboe
Martha Svihus: Uden titel, 2016. Foto: Rasmus Kjærboe

Fraværet af virkeligt spændende malerier på udstillingen, også selvom denne genre stadig er repræsenteret, taler måske mest om anmelderens manglende opmærksomhed. Eller også er maleri bare sværere at forny end så meget andet. Tager man en tur i Bredgades eller Chelseas kommercielle gallerier, er det stadig maling på lærred, der er konge. Og det er måske svært med revolutionen.

Hannah Anert: Sakralt Arbejde, 2016. Foto: David Stjernholm
Hannah Anert: Sakralt Arbejde, 2016. Foto: David Stjernholm

Politikkens exit
Afgang 2016 giver udtryk for kunst, der handler om vekslende intensiteter og mindre om samfund og provokation.

Hannah Anberts Sakralt Arbejde er i den sammenhæng det eneste eksplicit politiserende kunstværk, der parodierer firkantet, men sjovt, over tidens kult omkring arbejde.

I lyset af maleriets relative krise og politikkens fravær kunne man selvfølgelig efterlyse det politiske, eksplicitte og ekspressive noget mere. Hvor er de store fortællinger om verdens uretfærdighed og om kunsten som kamp og lidenskab?

Afgang 2016 er en ret vellykket sag, der viser nogle tydeligvis veludviklede kunstnere med stor spændvidde. Nu mangler de bare at flakse lidt mere med armene.

Kommentarer