Da Søren Espersen for nylig kaldte Obama for en en “neger”, kastede det en masse debat af sig om ordet ‘neger’. Man kunne gå videre og spørge, hvorfor en mand med en kenyansk far og en amerikansk mor overhovedet betragtes som sort. ‘Mulat’ er det traditionelle ord for en blanding mellem ‘hvid’ og ‘sort’, og en sådan blanding kan kun blive til ‘sort’, hvis man betragter ‘hvid’ som normalen og alle andre kulører som afvigelser. Så hvorfor dette fokus på hudfarve?

Handler race om hudfarve?
Det er en myte om racebegreber og racisme, at det skulle handle om hudfarve. Nogle påstår, at de er ‘farveblinde’, for at markere at de ikke er racister, at de slet ikke bemærker folks race. Omvendt er ordene ‘hvid’, ‘sort’ og ‘brun’ kommet igen i debatten, ofte fra anti-racistisk hold, hvilket kan virke paradoksalt, da det netop er den største racestereotypisering overhovedet. Debattører med indvandrerbaggrund kalder sig selv for ‘brune’ og sådan nogle som mig for ‘hvide’. Det virker som om, hudfarven har en enorm betydning.

Men racekategoriseringer, etniske fordomme og racisme handler ikke primært om farven af pigmentet. Om sommeren er jeg næsten lige så brun som Obama, og en kvinde, der er hvidere i huden end mig, men går med hijab, kan tilhøre den minoritet med mellemøstlig baggrund, der nu kaldes ‘brune’ danskere. Bag det klodsede fokus på hudfarve ligger der dunkle bestemmelser af fysiognomiske træk (hår, øjne, næse, hovedform etc.) og mindre dunkle bestemmelser af etnicitet, kultur og religion.

Seks hudfarver
Hesselholdt & Mejlvangs udstilling i Den Frie Udstillingsbygning er inddelt således, at hver rum har en hudfarve, fra bleg til sort, taget fra en hudlægeskala, der inddeler mennesker i seks pigmenttyper. Fra det ariske over det mellemøstlige til det afrikanske. Men udstillingen handler egentlig mere om nogle af de kulturelle, etniske og nationale forestillinger, der knytter sig til de forskellige hudfarver, set fra et europæisk eller ligefrem eurocentrisk synspunkt.

Jeg har ikke hvid hud. Obama har ikke sort hud. Selv den mørkeste hudfarve er ikke sort, men mørkebrun. Selv den blegeste albino er ikke kridhvid. Og at nogle skulle være gule eller røde er endnu mere grotesk. Vi befinder os alle i et kontinuert spektrum af bleglyserød, beige og brun, og ethvert forsøg på at kategorisere folkeslag med en farve må være drevet af en mere eller mindre instinktiv interesse i at markere dem som både homogene og væsensforskellig fra én selv. I dette mentale og retoriske greb ligger allerede kimen til en racistisk tankegang.

Hesselholdt & Mejlvang sætter stereotyperne på spil på mere eller mindre absurde måder. Når det er bedst, er det stærkt og mærkeligt, men ind imellem lurer faren for det didaktiske.

Blege ariere
I det ariske rum hersker hudfarven ‘bleg hvid’, sat på gammeldags europæiske våbenskjold, der en gang skiltede for fornemme slægter. Mens væggen er bleg-hudfarvet er alle våbenskjoldene i to farver: kridhvid og lyserød. Der er ingen løver, ingen sværd, ingen ørne. De er helt abstrakte og ulideligt fesne, hvilket tager al kraft ud af dem. Læg hertil, at de er lavet i et silkeagtigt stof og dermed helt bløde og slatne, og enhver potens er taget ud af fortidens ridderstolte slægtstavler. Samtidig knyttes der med titlen Arisk certifikat an til nazisternes stamtavlesystemer.

I det næste rum knyttes hudfarven ‘hvid’ (der jo egentlig er bleg-lyserød-beige-agtig) til dansk design med et hvidt Piet Hein-bord omgivet af lyserøde Arne Jacobsen-stole. Et modelskib hænger i loftet, og man kan læse sig til, at det er Columbus’ Santa Maria, sammen med en nærmest laksefarvet Le Klint-lampe. Det handler om dansk stolthed og om europæisk kolonialisme, men rummer ikke lige så mange spændinger som det første rum.

Brun orientalisme
Det tredje rum er ‘medium’-farvet; det mange vil kalde brun hudfarve. Her handler det om Mellemøsten, eller måske især om vores traditionelle, orientalistiske forestillinger om den. På endevæggen hænger et banner med en sol og en arabisk indskrift, som betyder ”i østen stiger solen op”. En elegant sammenvævning af en meget dansk og afholdt sang og så hele begrebet om ‘orienten’ som det sted, hvor solen står op.

To figurer fra den Kongelige Danske Porcelænsfabrik udtrykker fantasierne om den erotiske, varmblodede orient. Og så, helt mærkeligt, står der et par udtrådte skindsutsko ind mod væggen, som havde nogen stillet dem fra sig her.

Fjerde rum er fuld af ballonskulpturer, men der går lige et par sekunder, før man opdager det. Det ligner umiddelbart eksotiske frugter (og de fleste balloner er gule), men læser man teksten, handler det om ‘hottentotter’, dette koloniale begreb for khoikhoi-stammen i Sydafrika, og der tegner sig da også nogle ansigter i toppen af hver klase.

Sort panter
Det femte rum er efter min mening det stærkeste. Her bliver man for alvor utilpas, idet to solide, brune jernkæder krydser rummet, så man er afskåret fra at se nærmere på, hvad der hænger nede for enden. Velopdragen som jeg er i museumsverdenens kropslige forbud, var det først efter noget tid, det gik op for mig, at der ikke nogle steder var indikeret, at jeg ikke måtte overtræde kæderne. Henvisningen til slavelænker forstås helt umiddelbart, her behøves ingen hjælpetekst. Træder man over kæderne, ser man en helt anden slags kæde, der forbindes med slavernes efterkommere i USA: En guldkæde af den type visse hiphoppere besmykker sig med som et statussymbol med henvisning til gangsterkulturens nyrige eller mere generelt som et symbol for succes.

Det sidste rum er flot og fascinerende; det er det mørkebrune og sorte rum. Al opmærksomhed er rettet mod den livagtige panter, der med sin mimik snerrer ad én, når man kommer ind i rummet. Ja, Black Panthers-bevægelsen som en aggression er den lidt bastante symbolik her, men med lidt held kan man vriste sig fri af symbolet og se den eneste anden genstand i rummet: En grædende afrikansk maske af den type, der har fascineret den europæiske avantgarde med sin stiliserede udtryksfuldhed, men som i denne kontekst fremstår som en klage over, hvad vi har gjort ved Afrika, en påmindelse om vores koloniale skyld.

Hvert rum fremstår som ét værk, en på én gang gennemæstetisk og konceptuel installation, og tilsammen giver de seks rum nogle overraskende billeder på raceopdelinger og deres historie. Den er bedst, når de ellers lidt bastante symboler rummer en dirrende flertydighed, eller når den kropslige påvirkning er så stærk, at den overstiger det symbolske – som i det femte rum. Her overskrides den pædagogiske tanke, og noget andet sættes på spil.