Statisk offentlig kunst i levende iscenesættelse

Statisk offentlig kunst i levende iscenesættelse

Herlev Hospital, Poul Gernes’s udsmykning fra 1968-1976 inddrager hele hospitalet og tager højde for dets praktiske funktioner. (Foto: KØS)

Vis billedserie

Udstilling

Det’ vores kunst

10 okt 2010 6 mar 2011

Cai Ulrich von Platen, Kai nyborg, Gitte Juul, Carsten Hoff, Inge Ellegaard, Niels Guttormsen, Kasper heiberg, Hanne Varming, Christian Lemmerz, Poul Gernes, Elisabeth Toubro, Øivind Nygaard, Leif Jepsen, K. Bjørn Knudsen, Kai Führer, Poul Agger, Torben Schønherr, Marianne Hesselbjerg, Carsten Juel-Christiansen, Jørgen Carlo Larsen, Sven-Ingvar Andersson, Jørgen Haugen Sørensen, Elmgreen & Dragset, Torben Kapper, Lisbeth Hermansen

KØS - Museum for kunst i det offentlige rum
Se kort og tider

I fem underholdende film lader KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – lokale komme til orde i debatten, om den kunst de konfronteres med i det daglige. Selvom svarene er overvejende positive, ender projektet med at tegne et billede af en offentlig kunst, der ikke er fulgt med tiden.

I modsætning til den kunst, der udstilles på kunstinstitutioner, skal værker udenfor disse kunne slå igennem i et rum, der ikke er forbeholdt dem – endsige indrettet til dem. Det er disse helt særlige udfordringer, som udstillingen, Det’ vores kunst på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum, sætter fokus på igennem fem tematiske film (Process, Frirum?, Mødested, Debat, Vokseværk).

Filmene introducerer et udvalg af den offentlige kunst, der er støttet af Statens Kunstfond fra dennes grundlæggelse i 1964, men med fokus på samtidskunsten, og de er primært baserede på interviews med henholdsvis kunstnere og de lokale, som har daglig kontakt med værkerne.

Elmgreen og Dragset: Han, igangsat 2008. Den ophedede debat om skulpturen i Helsingør har fortrinsvis drejet sig om dens placering. (Foto: KØS)
Elmgreen og Dragset: Han, igangsat 2008. Den ophedede debat om skulpturen i Helsingør har fortrinsvis drejet sig om dens placering. (Foto: KØS)

Folkets stemme
Som en af vægteksterne i udstillingens første rum påpeger, giver udstillingen Det’ vores kunst “for første gang stemme og ansigt til de lokale, der lever med kunsten i deres dagligdag”. Det er uden tvivl en god idé. 

Derudover er det et koncept der øjeblikkeligt pirrer min menneskelige hang til skandaler og intriger. Jeg forventer med andre ord masser af drama i form af forargede borgere, skandaleombruste kunstværker og forurettede kunstnere.

Kunsttvang eller belønning?
Udstillingens anden film: Frirum er den mest tankevækkende.

Her går det påtrængende spørgsmål på, hvorvidt man kan tillade sig at ‘pådutte’ mennesker en kunst, som de ikke selv har valgt og ikke kan vælge fra?

Mennesker, der tilmed befinder sig i en psykisk udsat position, enten som lænket til sengen på Herlev Hospital, som er kendt (og overvejende elsket) for Poul Gernes’s totaludsmykning, eller som kriminel indsat i Østjyllands Statsfængsel.

Christian Lemmerz: Jailbird, 2006. (Foto: KØS)
Christian Lemmerz: Jailbird, 2006. (Foto: KØS)

I sidstnævnte tilfælde melder sig desuden spørgsmålet om hvorvidt kriminelle, inklusive forhærdede rockere, skal ‘belønnes’ med millionkunst af en række af rigets fremmeste billedkunstnere inklusive Christian Lemmerz, Øyvind Nygaard og Hanne Warming.

Øivind Nygaard: Altertavle, 2006. (Foto: KØS)
Øivind Nygaard: Altertavle, 2006. (Foto: KØS)
Åbenbaring
Det er også den film, der rummer, det der i mine øjne er det absolut bedste eksempel på den type kunst, som udstillingen handler om.

Det er Øivind Nygaards poetiske Altertavle, som egentlig er et hul i muren i fængslets kirkerum.

Herigennem trænger dagslyset ind i rummet, brudt af to tremmer der krydser hinanden som et kors.

Når Altertavle lykkes som stedsspecifikt kunstværk, er det fordi, det forholder sig til karakteren af stedet, fordi den er integreret i det øvrige rum og ikke mindst fordi den opfordrer til eftertanke.

Den har, bilder jeg mig ind, potentiale til, at skabe det ‘tankens frirum’, som filmens titel refererer til.

Overraskende konventionelt
Udover de fem film viser udstillingen også en del skitser fra de forskellige kunstværker, hvilket er med til at give et mere nuanceret billede af dem. Eksempelvis er skitserne til Christian Lemmerzs Jailbird langt mere levende og interessante end det endelige resultat.

Christian Lemmerz: Jailbird, skitse , 2006. (Foto: KØS)
Christian Lemmerz: Jailbird, skitse , 2006. (Foto: KØS)
Faktisk overrasker det mig, hvor lidt hovedparten af de 15 fremhævede kunstværker siger mig.

De fleste er både statiske og relativt traditionelle, og hvor Hanne Warmings elskelige skulpturer af gamle mennesker og børn fungerer i fængslets lukkede miljø – som udsagn fra flere indsatte lidt overraskende viser – kunne man ønske sig noget mere udfordring fra den offentlige kunst andre steder.

Når man i Mødested præsenteres for ’succeshistorier’, hvor et offentligt kunstværk er blevet et lokalt samlingspunkt og vartegn, synes jeg således passende, man kan spørge:

Er det vitterligt et utvetydigt kvalitetsstempel, at kunsten integreres i livet omkring den, eller om det blot betyder, at den har mistet sin debatskabende potens og er blevet usynlig som andet end en markør i landskabet?

Et lille frø…
Det er også den debat, der rejses i udstillingens sidste film, Vokseværk, hvor blandt andet projektet SOUP – Sol over urbanplanen, der havde til formål at forbedre områdets omdømme, fremhæves.

Som midlertidigt kunstprojekt med forskellige kulturelle aktiviteter over et halvt år, adskiller det sig fra de fleste øvrige værkers permanente karakter.

Men som en beboer nævner, er det meget muligt, at projektet har gjort større indtryk på de lokale, end hvis der eksempelvis var blevet opstillet nogle skulpturer.

“Der er blevet sået et lille frø,” som hun siger.

Konklusionen må i alle tilfælde være, at flygtig kunst der lever i erindringen, er bedre end permanente værker der dør i bevidstheden.

Hanne Warming: Mine Oldeforældre, 2006. (Foto: KØS)
Hanne Warming: Mine Oldeforældre, 2006. (Foto: KØS)

Tankevækkende underholdning
Mine indledningsvis nævnte reality-tv-påvirkede forventninger til udstillingens indbyggede drama skuffes heldigvis lidt.

For imens filmenes hyppige klip og varierede indhold sørger for, at man aldrig keder sig, er de rigtig store ord forvist til de gengivelser af avisartikler og læserbreve, der kan ses på en af væggene i hvert enkelt rum, og filmene afstår klædeligt fra at udspørge både de mest indædte skeptikere, de virkelig hårdkogte kriminelle og de mest kulturelt uengagerede.

Faktisk er det mest chokerende i udstillingen, hvor kedelige mange af vores offentlige kunstværker åbenbart er.

Statens Kunstfond
Stiftet 1964
Formål: At fremme dansk skabende kunst
Kriterium for støtte: kvaliteten af den kunstneriske produktion og det kunstneriske talent
Midler i 2010: 91,4 mio. Kr.

Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum
Stiftet 1964 samtidig med Statens Kunstfond - indtil 2002 under navnet Udvalget for Billedkunstnerisk Udsmykning
Midler: ca. 11 mio kr. Årligt
Udvalget har indtil nu ydet støtte til over 1200 kunstprojekter i det offentlige rum.

Kommentarer