iwillmedievalfutureyou4 er en ambitiøst lanceret udstilling, som både vil fabulere og adressere samtiden. Konstruktionen kommer dog ikke til at lette, da for få værker fænger nok, og de omgivende referencer virker henkastet interne.
Smag på titlen – iwillmedievalfutureyou4. Sådan en kreation signalerer vist klart, at man skal forvente en kryptisk og sammensat størrelse, der ikke er forankret i en traditionel præsentation af en kunstner eller en let gennemskuelig tematik. Kurator Jacob Fabricius har tydeligvis ønsket at sætte sin helt egen scene med et udvalg af kunstnere, som vil være nye bekendtskaber for de fleste, udfoldet i rammer, der ruller terningen over en udstillingsopbygning og præsentation.
I stedet for en traditionel, introducerende tekst giver det ledsagende katalog intet mindre en ti forskellige introduktioner, dateret fra både nutiden, fortiden og fremtiden. Dette anslår udstillingens afsæt i en form for møde mellem fremtid og middelalder som udtryk for nutidskulturen. I dette tema ligger både en frisættende mulighed for at se ud over nutidens begrænsninger og en bestræbelse på at gå i rette med nutidens tilstand i udvidet perspektiv. Spørgsmålet er dog, om man overhovedet kan følge den kryptiske udstillings krumspring.
Efterladenskaber fra fortid og fremtid
Udstillingen indledes i sit første rum med en række tonesættende kulturelle reference-objekter. Først i form af en optagelse af heavy-bandet Black Sabbath fra 1970 på en lille tv-skærm og en side af science fiction-forfatteren J. G. Ballards novelle Grusomhedsudstillingen fra 1969. Hernæst kan man betragte en vitrine med en broget samling ‘fund’ fra fortid og nutid, der sammenstiller kongelige mønter fra middelalderbyen Roskilde med moderne frembringelser som Lego-modeller i serien Nexo Knights, filmplakater og reklamer. Disse spor kan være fængende i sig selv, men er svært aflæselige og fremstår i rummene som en noget neddæmpet intro til den ambitiøse udstilling. Man bliver ikke beamet særlig langt ud i tidsmaskinen.
Dette indtryk modsvares desværre også af værkerne, der ligeledes er små og kryptiske. Chris Bloor og Nathaniel Mellors ekstremt smørrede malerier må være en form for rekvisitter, men er ikke til at få meget fornuftigt ud af. Cecilié B. Evans’ billeder i computerskærme er lidt mere interessante, men tilbyder heller ikke publikum en klart aflæselig mening.
Tendensen fortsætter i det næste rum, hvor der synes at være et fokus på fusioner af kroppe og maskiner. Abu Bakarr Mansarays skitse-agtige tegninger af fantasi-maskiner og Peter Wächtlers video Untitled (crutches), hvor en sær skikkelse på krykker stavrer afsted i en mørk skyggeverden, synes at have et eller andet på hjerte omkring dette tema, men er svære at afkode. Det samme gør sig gældende ved den nærmest allestedsnærværende Mellors’ Reliquiary Reliquiary (Degenerate Cycle): en sær opstilling af en form for buste af en neandertaler med et halvt fortæret ben i en montre nedenunder. Er det bare en absurd opstilling eller en form for post(præ)humant portræt af menneskets sammenstykkede natur?
Kerne i filmsuite
Udstillingens overetage domineres af filmværker, som tilsammen udgør en ganske omfattende og kompleks afdeling. Faktisk skifter udstillingen her spor fra mindre fragmenter til store produktioner. Særligt Mellors serie af film Ourhouse gør opmærksom på sig selv. De fem lange film vises i en opsigtvækkende cirkelformet setting, garneret med diffust okkulte tegn, som egentlig passer godt til udstillingens tema, der her træder mere i karakter.
Selve filmene er forskellige absurde tableauer, der synes at lade nutid, fortid og fremtid mødes i en fordrejet virkelighed, i øvrigt i klare og gennemproducerede billeder. Selv om filmene fortsat er kryptiske og vil tage ret lang tid at se igennem (og der er kun plads til én tilskuer per film ad gangen), udgør de et klart midtpunkt i udstillingen.
Mellors værker kommer dog til at skygge noget for de efterfølgende to rum med videoværker af Nadya Grishina og Agniezska Polska. Disse har samme absurde præg og en tilsvarende blanding af futurisme og fortidighed over sig med forskellige genremæssige referencer til science fiction med videre. Selvom de egentlig er ganske fascinerende i sig selv, er det følelsen af overmæthed i forvirrende indtryk, blandet med sult på afkodelig substans, der står tilbage, når man er igennem udstillingen.
En spændende konstruktion, der ikke kommer op at flyve
Setup’et kunne være rigtig spændende med et flyvsk og dog samtidsrelevant tema, en originalt sammensat kunstnergruppe og eksperimenter med udstillingens form. Som oplevelse er #willmedievalfutureyou4 dog for retningsløs og med for få øjeblikke med virkeligt momentum.
Konstruktionen er lidt ude af balance med den massive tilstedeværelse af én kunstner (Mellors) og sporadiske øvrige værker og indslag. Ville en ren præsentation af Mellors måske have været en bedre idé?
Og med respekt for ønsket om at eksperimentere: Inkluderende forklaring af værkerne ville have klædt udstillingen. Hele herligheden er uproduktivt svært tilgængelig og referencerne ret interne. Forvirringen må kunne gøres mere produktiv og måske ligefrem inkluderende over for et bredere publikum.
