Sommerens skulpturbiennale på Ærø

Sommerens udstilling åbnes på Søby Havn onsdag den 1. juni kl. 15 og løber til den 1. september.

Sommerens skulpturbiennale på Ærø

Udstillingsplakat

I år er det fjerde gang, at SommerSkulpturSøby Biennalen afholdes. Fra onsdag den 1. juni og sommeren over kan man igen opleve udendørs værker spredt over Søby på Ærø; værker, som tager udgangspunkt i det sted, de er opført.

50 skulpturelle værker er plantet rundt omkring i Søby havn og by. Som de foregående år byder SommerSkulpturSøby Biennalen på samtidskunst i det offentlige rum udenfor – i år kan man dog opleve et par værker andre steder, på Dok IV og Café Arthur, et enkelt værk på tv-skærmene på Ærøfærgen.

43 kunstnere deltager. En god blanding af tilrejsende og lokale billedkunstnere, danske og udenlandske kunstakademistuderende samt kursister fra Ærøs Kunsthøjskole: blandt andre Nanna Abell, Christian Elovara Dinesen, Julie Gufler, Christine Overvad Hansen, Ole Hartvig, Hannah Heilmann, Uffe Isolotto, Heidi Hove, Morten Kramer Jacobsen, Tine Oksbjerg Jensen, Sophus Ejler Jepsen, Rasmus Søndergaard Johannsen, Claus Haxholm, Lea Guldditte Hestelund, Honza Hoeck, Heine Kjærgaard Klausen, Anne Mette Schultz, Merete Slyngborg, Anne Kathrine Sørup, Lars Worm, Lea Momberg, Lulu Refn, Line Lyhne, Ruben Ostan Vejrup og Signe Raunkjær Holm. Derudover deltager afgangsholdet fa Kunsthøjskolen på Ærø 2016.

Årets 50 værker er skabt til udstillingen i Søby med afsæt i et hav af forskellige tematikker af social, politisk, arkitektonisk, videnskabsteoretisk eller kunsthistorisk karakter.

“Udstillingen er skabt i et fællesskab med professionelle kunstnerne-på-vej og ivrige jeg-tror-på-kunsten-kunstnerspirer – til stor gavn for alle parter,” skriver kunsthøjskolen i en pressemeddelelse.

Kilde: Ærø Kunsthøjskole

Biennalen er kurateret af Susan Hinnum, og billedkunstnerne Rasmus Søndergaard Johannsen og Heine Kjærgaard Klausen har været praktiske tovholdere på opsætningen.

Projektet støttes af Søby-Mommark Fonden, Nordea-fonden, Ærø Kommune, Jens Schultz XL, Rise Bryggeri og Statens Kunstfond, og er skabt i samarbejde med Søby Havn.

Kommentarer