Ironisk nok starter det hele med et grin. Jeg har valgt at besøge Brandts 13 på en tirsdag, hvor der normalt er lukket. Hvem kunne i øvrigt vide det? Nå, men jeg bliver taget venligt imod alligevel. Én af kunsthallens medarbejdere åbner dørene for mig. Jeg siger, at jeg er spændt på at se udstillingen. Han forklarer, at vi sådan set allerede befinder os midt i den. Det kan næsten ikke blive mere pinligt. Men jeg smiler alligevel. Om end en smule ubekvemt.

Men jeg bilder mig også ind, at jeg er lovligt undskyldt. For det fine ved udstillingen på Brandts 13 er netop, at den formår at samle nogle værker, som man måske ikke umiddelbart forbinder med Yues praksis.

Det stivnede grin

Det er dog stadig ‘grine-malerierne’, der okkuperer det centrale galleri på Brandts 13. På den måde fungerer de som en slags introduktion. Og det er også ganske udmærket. Vi bliver ved det kendte og ledes ud mod det mindre kendte.

Det mærkelige ved Yues ‘grine-malerier’ er, at de faktisk ikke er særligt sjove. Tværtimod vidner de om den fysiske anstrengelse, det indebærer at trække mundvigene op og holde dem dér. Vi kender det alle sammen fra de gange, hvor en fotograf har bedt os om at smile for kameraet. Og dér står vi så med ansigtsmusklerne spændt, indtil der bliver trykket på udløserknappen, og vi langt om længe kan give slip.

Latter smitter som bekendt. Det gør smilet hos Yue også. Men på en anden måde. Det gør næsten ondt, når krop møder krop, og ansigt møder ansigt. Eller måske er det underlige her, at det netop ikke latteren, som smitter? Selve smilet forbliver fastrossent. Men smerten i kæben mærkes med det samme.

At se sig selv blive set

Figuren i Yues ‘grine-malerier’ er altid kunstneren selv. Men det er nogle meget underlige selvportrætter. For ligesom grinet her ikke længere vidner om hverken glæde eller nydelse, er selvet også fjernet fra portrætterne, og vi ser i stedet en masse klonede mænd. Det er nemt – ja, til tider for nemt – at fortolke disse værker som kommentarer på et politisk system, der reducerer individer til kopier af hinanden. Og samtidig ligger en anden læsning lige for, nemlig kritikken af Vestens syn på Asien, et blik som ligeledes har svært ved at skelne det ene individ fra det andet.

Og det er vel heller ikke forkert at tolke malerierne på den måde. Problemet er blot, at analysen i sig selv reducerer de forskellige malerier til alle at handle om det samme. Men her går resten af udstillingen ind og skaber både dybde og kontekst. Ved første blik skulle man ikke tro, at alle værker var skabt af samme kunstner. Udtrykkene er enormt forskellige. Og så er de fleste malerier tilmed ret nye, og dermed malet sideløbende. Yue er med andre ord en kunstner, som formår at favne bredt.

Kultur på hovedet

Der er dog temaer, der går igen. I Epidermis-serien dekonstruerer Yue selve ansigtet som motiv. Huden begynder at krakelere. I Chonkou Yuren-serien vender han tilbage til det berømte grin i en række spejlinger, der får folk til at fremstå som monstre eller kykloper.

Og i Trivialism-collagerne besøger han sin pop-art-arv, mens Maze-serien undersøger en betydeligt mere national æstetik.

Også det vestlige blik pilles fra hinanden. I Tentative de l’impossible, 2007, har Yue malet et velkendt Hammershøi-interiør, dog renset for den centrale kvindeskikkelse.

Her kommer undersøgelsen til at handle om, hvor nemt vi genkender ikoniske kunstværker. Men også hvordan vores kunstopfattelse er farvet af en vestlig kanon.

Det er den kanon, Yue arbejder sig ind i, men samtidig også vender på hovedet. Hans værker minder os om, at kultur, som Homi Bhabha observerer, opstår ‘imellem’ verdener. Man definerer sig op imod noget andet. Til tider efteraber man endda hinanden. Det handler ikke om underkastelse, men om at forstå og skubbe til et system indefra. I dette tilfælde et kunstsystem og de ting, der dikterer den dominerende orden.

Derfor kaster disse værker også nyt lys på Yues grinende figur, der nu fremstår som led i en kompleks, tragikomisk fortælling om et individ, der insisterer på at appropriere en umulig subjektposition.