Skriget i rigmandens kunstpark

Skriget i rigmandens kunstpark

Sarah Sze: Still Life with a Landscape (Model for a habitat), 2011-2012. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal

Ekebergparken i Oslo åbnede i 2013, og det er en skulpturpark at skrive hjem om. Af kunstnere nævner jeg i flæng: Marina Abramović, Louise Bourgeois, Jenny Holzer, Dan Graham, Auguste Rodin, Damien Hirst, Sarah Lucas, Aristide Maillol, Lynn Chadwick, James Turrell, Jake and Dinos Chapman, Pierre-Auguste Renoir, Dan Graham, Tony Oursler. 29 kunstnere er der i alt.

Historien bag er følgende: I 2006 gav den norske rigmand og kunstsamler Christian Ringnes – hvis familie grundlagde Ringnes bryggeriet – Oslo Kommune et tilbud, man ikke kunne sige nej til. 300 millioner kroner til at skabe en skulpturpark i Ekebergskoven med kunstværker dels fra egen samling, dels nyindkøbte.

Der har været bump på vejen. En folkebevægelse for bevarelse af Ekebergskoven (uden skulpturer) og en politianmeldelse af Ringnes for politisk korruption blandt andet. Og kom i øvrigt ikke og sig, at de rige ikke stadig har meget at skulle have sagt i forhold til, hvilken kunst der produceres og gøres tilgængelig. Mediciernes og Guggenheimernes tid er ikke helt ovre. Bare så vi lige har magtforholdene på plads.

Men nu er alle tilsyneladende glade, og Ringnes’ gave er da også bedre end mange andre mæcengaver, fordi hans stiftelse har forpligtet sig til at drifte parken i 50 år. Andre, eksempelvis Mærsk McKinney-Møller, giver nok en operabygning, men lader offentligheden klare dagligdagen.

Sean Henry: Walking Woman, 2010. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Sean Henry: Walking Woman, 2010. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal

Temaet, tænkte Ringnes, skulle være “en hyldest til kvinden”. Det fik han også hug for! Men heldigvis har den kunstfaglige gruppe, der har valgt nye værker til parken fortolket den kønnede homage, så der levnes plads til mere end voyeuristisk glosuppe, hunkøn = natur-klicheer eller regressive kvindedyder. Sarah Lucas kønsvender i den grad traditionen “liggende model” med sin Deep Cream Maradona, Ann-Sofi Sidén placerer sit skulpturelle alter ego pissende i skovbunden og Sean Henry lader sit over-størrelses-(kvinde)menneske skridte målbevidst og karriereklar gennem skoven.

Tematikken er i det hele taget ikke gennemført – og godt for det. Ofte er der bare tale om væsentlige kunstværker og til tider fantastiske placeringer. Louise Bourgeois’ The Couple (2003) eksempelvis. Motivet med de to hængende menneskefigurer, der går op i spiralformer, har Bourgeois kreeret i utallige udformninger. I dette tilfælde er den udkommet som aluminiumskulptur, og placeringen mellem stammerne i en mindre trægruppe og lysets spejlinger i den blanke overflade tilfører virkelig noget til ur-dramaet om den mellemmenneskelige relation, der er indeholdt i værket.

Louise Bourgeois: The Couple, 2003. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Louise Bourgeois: The Couple, 2003. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal

James Turell har benyttet Ekebergparkens gamle vandreservoir til sine underjordiske værker (Ganzfeld: Double Vision og Skyspace: The color beneath), hvor rummene og farverne fremkaldes i et samspil mellem lyssætningen og vores perception. Det er som altid overbevisende og gennemført, ja, faktisk stum kunst, som hverken kan dokumenteres fotografisk eller skrives om, fordi den skal opleves på stedet. Førstnævnte værktitel henviser til Ganzfeld-effekten, som opstår i mødet med det karakterløse felt uden præcisering af dybde, form eller distance. Det er her, Turell sætter hjernen på prøve.

Marine Abramovic: The Scream, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Marine Abramovic: The Scream, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal

Også Marina Abramović er skarp, når hun med vanligt nærvær og højspændt, dramatisk sans iscenesætter en publikumsinvolverende version af Skriget. 270 Oslo-borgere blev på skift – indrammet af en billedramme – placeret netop på det sted her i Ekebergparken, hvorfra baggrunden i Munchs billede er skildret. Og så blev der ellers skreget igennem, den ene efter den anden. Performancen resulterede i et videoværk, der kan ses i det lille museum ved indgangen til parken, og det er en stærk sag, for Abramović insisterer på (og måske er det kun hende, der kan sådan noget?), at det ikke er en teatralsk forestilling, men eksistentielle udsagn på kanten af afgrunden. Alle har et skrig i sig – jeg synes, det holder.

Men videoen vises på en snoldet skærm i et lillebitte gennemgangsrum. Det er intet mindre end en hån, og det må være en hastesag at bruge en slat af Ringnes-millionerne på at skabe behørige rammer for værket. Tilbage derude i parken står billedrammen og muligheden for, at parkgæsten kan trodse den sociale kontrol og reaktivere sit personlige skrig. Jeg turde ikke!

Bourgois, Turell, Abramovic. Når man huser sådanne kunstnere, er der en vis garanti, men som det sikkert også fremgår, er Ekebergsparken ikke noget vovestykke – en kunstpark på højt niveau, etableret med sikkerhedsseler på. Nogle af stjernerne kommer også i afbleget udgave, som eksempelvis Chapman-brødrene eller Damien Hirst, hvis memento mori-symbolik i Anatomy of an Angel næppe forstyrrer nogen. Lemmerz gør sådan noget langt bedre (og sikkert også langt billigere)!

Trods manglen på overraskelser er det værd at tage turen til det bynære fjeld på østsiden af fjorden. Skoven er flot, udsigten kjempefin og kunsten alt andet lige ret fantastisk.

Her kan du se billeder af nogle af parkens skulpturer.

Sarah Sze: Still Life with a Landscape (Model for a habitat), 2011-2012. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Sarah Sze: Still Life with a Landscape (Model for a habitat), 2011-2012. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Sarah Sze: Still Life with a Landscape (Model for a habitat), 2011-2012. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Sarah Sze: Still Life with a Landscape (Model for a habitat), 2011-2012. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Tony Oursler: Spectral Power. Φeλ (Talking lamppost), 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Tony Oursler: Spectral Power. Φeλ (Talking lamppost), 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Tony Oursler: Klang, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Tony Oursler: Klang, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Tony Oursler: Cognitive & Dissonance, 2010-2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Tony Oursler: Cognitive & Dissonance, 2010-2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Tony Cragg: Cast Glances, 2002. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Tony Cragg: Cast Glances, 2002. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Ann-Sofi Sidén: Fideicommissum, 2002. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Ann-Sofi Sidén: Fideicommissum, 2002. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Pierre-Auguste Renoir: La grande Laveuse, 1914-1917. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Pierre-Auguste Renoir: La grande Laveuse, 1914-1917. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Pierre-Auguste Renoir: Venus Victrix, 1914-1916. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Pierre-Auguste Renoir: Venus Victrix, 1914-1916. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Aristide Maillol: Nue sans draperie, 1921. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Aristide Maillol: Nue sans draperie, 1921. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Matt Johnson: Levitating woman, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Matt Johnson: Levitating woman, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Jenny Holtzer: Cliff Sappho, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Jenny Holtzer: Cliff Sappho, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Jenny Holtzer: Cliff Sappho, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Jenny Holtzer:
Cliff Sappho, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Dan Graham: Ekeberg Pavilion, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Dan Graham: Ekeberg Pavilion, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Lynn Chadwick: Ace of Diamonds, 2004. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Lynn Chadwick: Ace of Diamonds, 2004. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
George Cutts: The Dance, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
George Cutts: The Dance, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Louise Bourgeois: The Couple, 2003. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
Louise Bourgeois: The Couple, 2003. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal
James Turell: Ekeberg Skyspace, 2013. Foto: Ekebergparken / © Ivar Kvaal

Del artiklen

'Skriget i rigmandens kunstpark'

Facebook