Sisters Hope og Den Frie vinder udstillingspris på 3 millioner

Sisters Hope og Den Frie vinder udstillingspris på 3 millioner

Bikubenfonden uddeler i år tre millioner kroner til performancegruppen Sisters Hope og Den Frie for udstillingen Sisters Academy, der forventes at åbne i 2017. Pressefoto

Performancegruppen Sisters Hope og Den Frie Udstillingsbygning har vundet Bikubenfondens Udstillingspris Vision 2016. De modtager dermed 3 millioner kroner til at realisere projektet Sisters Academy – The Boarding School, der forventes igangsat i 2017.

På udstillingen Sisters Academy – The Boarding School inviteres publikum på et kostskoleophold, der har skiftet den vidensbaserede læring ud med æstetik, poesi og sanselighed. Udstillingssalene, kontorer og toiletter på Den Frie vil gennem installationer, lyd- og lysdesign være transformeret til en anderledes skoleoplevelse.

Det er for dette udstillingskoncept, at den københavnske kunsthal Den Frie Udstillingsbygning og kunstnergruppen Sisters Hope nu modtager Bikubenfondens store udstillingspris Vision 2016.

“Vi ønsker at diskutere de æstetiske værdiers rolle i vores samfund og skabe debat om, hvordan samfundet kan organiseres på alternative måder. I flere år har der været en tendens til at undervurdere betydningen af den æstetiske dimensions samfundsmæssige betydning og af de æstetiske fags betydning i uddannelsessystemet – en af vores demokratiske grundpiller. Det er paradoksalt, når der samtidig er et stort fokus på kreativitetens vigtige betydning,” udtaler kunstnerisk leder fra Sisters Hope, Gry Worre Hallberg.

Performancegruppen Sisters Hope. Pressefoto
Performancegruppen Sisters Hope. Pressefoto

Sisters Academy – The Boarding School består af et fiktivt univers, hvor publikum deltager i et døgn ad gangen. Deltagere kan opleve, hvorledes skole og læring vil se ud i et samfund, der prioriterer æstetik og sanselighed som de højeste værdier. Som publikum vil man eksempelvis opleve at skulle aflevere ure og mobiltelefoner ved ankomst, da der på skolen arbejdes med opløsning af tiden. Og i stedet for et skoleskema bliver man mødt af ‘The Octopus’, der udleverer lektioner. Underviserne på Sisters Academy foretages af poetiske medarbejdere, som vil gå under navne som ‘The Un-named’, ‘The Silent Seeker’, ‘Brønden’ eller ‘Skyggen’.

Bikubenfondens leder for kulturområdet, Mette Marcus, udtaler i en pressemeddelelse:

“Udstillingsprisen Vision har fokus på den visionære udstillingsidé, og ’Sisters Academy – The Boarding School’ udfordrer i høj grad den traditionelle opfattelse af, hvad en udstilling er. For eksempel giver den et nyt bud på, hvor længe man skal opholde sig på en udstilling, og hvad man skal have med sig, når man går derfra. Desuden åbner udstillingen en interessant diskussion om betydningen af de æstetiske værdier i vores samfund.”

Vision Salon
I forbindelse med Visionsprisen afholder Bikubenfonden og kunsten.nu en række saloner, der sætter fokus på forskellige udstillingsgreb i samtidskunsten. Den første salon, Børn sætter dagsorden, tager udgangspunkt i, hvad der rører sig inden for arbejdet med børneudstillinger og formidling til børn og unge.

Den første salon afholdes på Nikolaj Kunsthal onsdag den 24. februar 2016 kl. 16-18.

Om Sisters Hope:

Sisters Hope er en performancegruppe, der opererer i krydsfeltet mellem kunst, aktivisme, pædagogik og forskning initieret af Gry Worre Hallberg og Anna Lawaetz (The Sisters) i 2007. Deres kunstprojekt ’Sisters Academy’ tager udgangspunkt i et sanseligt fremtidsbillede og poetisk parallelunivers, der er opstået efter den økonomiske og økologiske krise. På Sisters Academy eksperimenteres der med nye sanselige læringsformater som udgangspunkt for en gentænkning eller gensansning af de strukturer, der dominerer i dag.

Del artiklen

'Sisters Hope og Den Frie vinder udstillingspris på 3 millioner'

Facebook