SELVFED og til salg i konkurrencesamfundet

SELVFED og til salg i konkurrencesamfundet

Kim Kardashian. Foto: Annie Leibovitz for Vogue

Billedserie

Udstilling

SELFIE - fra selvportræt til iscenesættelse

Brandts
Se kort og tider

SELFIE - fra selvportræt til iscenesættelse på Brandts ser på kunstnernes selvundersøgelser og nutidsmenneskers brug af selfies, men den kommer ikke i dybden, hverken med det kunstneriske pionerarbejde eller med det værdiskred, vi oplever, når hævdvunden frihed i dag manipuleres af interessenter med problematiske kommercielle og etiske agendaer.

Der er ingen tvivl om, at Brandts – sammen med kurator og fotospecialist Lars Schwander – med årets store fotoudstilling griber et emne, som virkelig er synligt i samtiden: SELFIE – fra selvportræt til iscenesættelse. Det virker indlysende at benytte museets rige, fotografiske samling, da fotografiet netop er den historiske klangbund for nutidens selfiekultur.

I fotograferingens analoge fortid var det en eksklusiv og kostbar teknologi, og da optagelse- og fremkaldelsesprocessen krævede såvel teknisk og æstetisk kunnen, var fotografiet først og fremmest et medium for kunstnere og andre professionelle. Kunstnere har altid lavet selvportrætter, og lige siden fotografiets barndom har de rettet linsen mod sig selv.

De mest fotograferende i verdenshistorien
Nu har digitalisering og digitale fotoapparater i smartphones for alvor gjort fotografering til et massefænomen. Vi er uden fortilfælde de mest fotograferende og fotograferede mennesker i verdenshistorien. Vores børn er vokset op med kameraet direkte op i snuden – ofte anvendt lige så tankeløst og grænseoverskridende, som når man automatisk og uden at spørge om lov tørrer sit barn om munden med en forspyttet serviet! De unge, som i dag er 15-25 år, poserer med selvfølgelighed foran kameraet og har set sig selv på billeder og video gennem hele deres liv.

Caroline Wozniacki og Serena Williams. Fra Caroline Wozniackis instagram profil
Caroline Wozniacki og Serena Williams. Fra Caroline Wozniackis instagram profil

Lige som kunstnerne bruger vi også kameraet til at dokumentere vores liv og færden. Denne tilbøjelighed stimuleres af sociale medier, som flyder over med billeder fra privatlivet. Særligt ’selfien’ er en kategori, som tiltrækker opmærksomhed og afstedkommer diskussioner. Som navnet også antyder, handler diskussionerne ofte om graden af selvfedme, selvmarkedsføring og vulgær narcissisme, som disse billeder kan være eksponenter for.

Nogle hader dem, andre elsker dem. Blandt kritikerne hersker en udbredt forestilling om, at de mange selfie-makers savner et tilstrækkeligt refleksivt niveau i forhold til den kompleksitet af mulige receptioner, som en selfie er årsag til, når den blotlægges den offentlige mening.

Når det kommer til stykket, afhænger dommene, der fældes, nok meget af øjnene, der ser og af deres relation til og forventninger til dem, som billederne handler om?

Kritiske undersøgelser af identitet og eksistens
Udstillingen tager afsæt i, hvorledes kunstnernes selvportrætter og selviscenesættelser udfolder sig som kritiske undersøgelser af identitet og eksistens – det er spekulativt og intimt. Her bliver det tydeligt, hvordan kunsten længe har påvirket reklamefotografiet og visa versa, og hvordan begge genrer bringer inspiration til selfie-universerne rundt omkring.

De mange sort/hvide fotografier fra museets rige samling udtrykker dette tydeligt med værker af en række kendte især nordiske og europæiske kunstnere som eksempelvis Dag Alveg, Jan Grarup og Thera Annelise Mjaaland.

Thera Annelise Mjaaland: Selvportræt ved Rødehavet
Thera Annelise Mjaaland: Selvportræt ved Rødehavet
Dag Alveng: Selvskud
Dag Alveng: Selvskud

Ligeledes vises, hvordan spillefilmgenrens fiktive karakterer har skabt grundlag for undersøgelser og rollespil foran kameraet, som vi ser det hos f.eks. Cindy Sherman. Populærversionen af dette er, når kendte både fiktive og virkelige personer i dag afstedkommer en blomstrende wannabe-kultur, hvor wannabe’erne kopierer idolernes stil og gestik.

Six-pack-fyre og sexede kvinder
Udstillingen forklarer nogle af de grundlæggede årsager til, at kunstnere og godtfolk er optagede af at se på og vise sig selv frem. Identitet og kommunikation er de helt afgørende drivere, og det forstærkes af de mange roller, som vi udfylder gennem livet. Selfien knyttes til en række temaer, der indgår i den personliggjorte historiefortællings drejebog, fx ’begivenheden’, ’reklamen’ og ’eksperimentet’. En skærm livestreamer billeder fra siden #selfeed, og her ses de sædvanlige six-pack-fyre, sexede kvinder, kælne unge piger, pjattede unge, queer mænd og yppige kropsdele. Begge køn – men flest kvinder.

Det er svært ikke at tænke, at grunden til, at kvinder er så vilde med at rette blikket mod sig selv, er, at vi historisk set har været objektgjorte så længe, at vi har internaliseret det objektgørende blik. På et ubevidst plan er vi tilbøjelige til at reproducere dette bliks klicheer i egne fotos: alle de sexede, flirtende og kælne versioneringer af kvinder, som f.eks. Instagram er fyldt med.

Kvinder tager styringen
På et mere bevidst plan er fotografiet også stedet, hvor kvinderne generobrer et territorium, som tidligere var mandens; her kan de undersøge og iscenesætte sig selv på egne præmisser – svare igen og gøre modstand over for den stereotypificering og passivisering, som det dominerende maskuline blik traditionelt bidrog til.

Hester Scheurwater. Fra Shooting Back, 2013.
Hester Scheurwater. Fra Shooting Back, 2013.

Hester Scheurwaters Shooting Back-serie er et eksempel, hvor kvinden selv tager styringen og bruger sin krop og sit køn, aktivt, aggressivt og inviterende. Ligesom en lang række andre værker er det, når de viser kvinder i forskellige grader af nøgenhed, i sårbare situationer, præget af sygdom, alderdom, usikkerhed eller mismod.

Det er tydeligt, hvordan kunstnerne arbejder sig om bag ved reklamefotografiets overflade. Kunstværker af eksempelvis Sara Katrine Thisen, Aino Kannisto, Green Pulower, Rudolf Schwarzkogler eller Camilla Holmgren søger dybden og er karakteriserede ved ønsket om at destabilisere idealet om det perfekte, det rene og det uberørte. Det afstedkommer en problematisering af det artificielle til fordel for det naturlige – det autentiske om man vil: det beskidte, det slidte, det smertefulde.

Camilla Holmgren: Dont look now #1. 2004-05.
Camilla Holmgren: Dont look now #1. 2004-05.
Jan Graup: fra serien Paralyzed (Day 13), 2014.
Jan Graup: fra serien Paralyzed (Day 13), 2014.

Den emancipatoriske bevidsthed gør sig gældende i kunstnerfremstillingerne, også når mænd som Jan Grarup viser sygdom, afmagt og sider af maskuliniteten, som traditionelt var skamfyldte, fordi de afslører mandens sårbare sider.

Centralt er kroppen og seksualiteten og dermed selve kønnet, der pga. dets status som et mystisk kulturelt tegn længe har været henvist til mørket både fysisk og mentalt. Feminismen har siden 1960erne givet kvinder i kunsten mulighed for at undersøge og tage ansvar for deres seksualitet, på en måde som overskrider tidligere tiders fremmedgørelse og tabuisering.

Dette diskuteres ikke i udstillingen, men det ses bl.a. hos nogle af de ovennævnte og hos Sally Mann i De Tre Gratier: en vild parafrase over et klassisk motiv af ærbare passive kvinder – her mor og døtre, stærke og nøgne, pissende stående på en klippe i udfordrende solidarisk treenighed og med brede smil på læberne.

Sally Mann: De tre gratier
Sally Mann: De tre gratier

Værdisystemer der clasher
En uddybning af de vigtige emancipatoriske dagsordener, som er på spil, ville være kærkommen, og jeg kunne ønske, at udstillingen havde turde tage fat på de gråzoneområder i selfiekulturen, hvor kunst, pornografi og mainstream mødes, og hvor også det kvindelige (og mandlige) kropsideal udfordres og forandres af reklamen, teknologien og ikke mindst af pornoæstetikken.

Det er her, den mest problematiske hardcore branding forklædt som emanciperet iscenesat fotografi finder sted. I mine øjne dækker ’selfien’ over en lang række uidentiske og modsatrettede strategier i de områder, hvor begærskulturen manifesterer sig visuelt.

Det er her værdisystemerne clasher på baggrund af nogle af de vigtigste aspekter af den modkultur, som kunsten traditionelt har været eksponent for, og hvor kunsten med et humanistisk sigte har forsøgt at sætte nye dagsordener og opfinde alternative positioner for selvudfoldelse og eksistens.

At mime overfladerne
Mainstreamfeltet er karakteriseret ved en opportunisme og en mangel på interesse for oprindelsen af og vejen til de rettigheder og den frihed, som det betjener sig af. Spillerne her er super gode til at læse tegnenes overflader og til at mime dem, men de færreste interesserer sig for deres dybere betydninger og historiske oprindelse. Udstillingen peger dog også på, at der er langt imellem de kritiske og politiske selfies. I massekulturen handler det mest om at ta’ sig godt ud – om reklame kort og godt.

Det illustreres i den lille film af VS Magazine med Kirsten Dunst: Et par veninder spotter hende og beder om lov til at lave et par selfies. Kælent spindende drejer de rundt om objektet for deres fascination, mens de knipser og ser vurderende på resultaterne på skærmene. Da de er tilfredse, spørger Dunst imødekommende, om de vil snakke eller har spørgsmål til hende? Pigerne virker forbløffede, hvorpå de spørger hende, om hun vil tagge dem? Herefter forsvinder de skyndsomt, hvinene af fryd med deres trofæer.

 Kim Kardashian. Foto: Annie Leibovitz for Vogue
Kim Kardashian. Foto: Annie Leibovitz for Vogue

Spejling går hånd i hånd med forretning i den mere kyniske afdeling af selfiekulturen, og udstillingen henvisninger derfor til kendte bloggere og selviscenesættere – bl.a. den amerikanske reality-stjerne Kim Kardashian, som for nyligt har udgivet en coffee-table-book, Selfish, på 352 sider, der ikke indeholder andet end selfies.

Let tilgænglig men mangelfuld udstilling
SELFIES er en let tilgængelig udstilling, som kommer rundt om sit tema uden at støde nogen. Den rører kun overfladisk ved sammenhængen mellem kunstens frigørende projekt og nutidens selfiekultur. Det antydes, hvordan kunstscenen fungerer som det refleksive og politiske sted for bearbejdninger og udvidelser vedrørende identitet og livsudfoldelse. Men det problematiseres ikke, hvorledes den frihed, som kunstnerne har kæmpet for, anvendes i de mange parallelkulturer, der opstår i konkurrencesamfundet. Ligesom den heller ikke diskuterer de mere problematiske aspekter af, hvordan identitet og reklame sammenblandes hos alle dem, som forstår at udnytte de salgsfremmende muligheder, som kunsten har foræret dem.

Udstillingen afholder sig også fra at vise de mere mørke sider af selfiekulten, som når f.eks. purunge piger udstiller sig selv pornografisk, eller når anorektikere laver selfies. Det lykkes ikke at vise selfiens bredde og slet ikke at diskutere, hvordan hævdvundne frihedsrettigheder i dag legitimerer allehånde subkulturelle udskejelser og selvpromoveringer i de gråzoner, som findes i nutidens grænseløse massesamfund.

Billedserie

Udstilling

SELFIE - fra selvportræt til iscenesættelse

Brandts
Se kort og tider

Del artiklen

'SELVFED og til salg i konkurrencesamfundet'

Facebook