Oplev videokunst hjemme fra sofaen

Oplev videokunst hjemme fra sofaen

Still fra Slaps af Dan Robert Lahiani, som er ét af de nominerede videoværker på dette års FOKUS. Pressefoto


Den syvende udgave af festivalen FOKUS byder endnu en gang på en måned i videokunstens tegn. I år er det for første gang muligt at opleve de udvalgte værker på en ny, online platform.

FOKUS videokunstfestival løber lige nu af stablen, og de ti udvalgte videoværker kan opleves til og med den 9. marts.

Som noget nyt i år er festivalen flyttet ud af den vanlige udstillingsramme på Nikolaj Kunsthal, og man kan derfor se værkerne, hvor end man befinder sig.

Det foregår på en ny, digital platform, hvor man i hele festivalperioden kan opleve de nominerede videoværker hjemme i sofaen, på vej i toget og på udvalgte lokaliteter i København. Platformen kan tilgås her

Årets festivaljury har nomineret de ti videoværker af forskellige internationale kunstnere, som konkurrerer om at blive blandt vinderne af årets tre festivalpriser. Værkerne spænder fra digital animation til performance og dokumentariske tilgange.

Juryen består af videokunstner Ann Lislegaard, filminstruktør Andreas Johnsen, Erik Barkman, som er koordinator ved The Animation School i Viborg, samt Helene Nyborg og Andreas Brøgger, der er hhv. udstillingskoordinator og leder af Nikolaj Kunsthal.

Den 24. februar kl. 17-19 screenes alle ti videoer i deres fulde længde i Gloria Biograf & Cafe i København, og her vil festivalens tre priser blive uddelt.

Kilde: Nikolaj Kunsthal


Del artiklen

'Oplev videokunst hjemme fra sofaen'

Facebook