Den danskbaserede billedkunstner Al Masson er taget til Paris for at prøve kræfter med storbyens anonymitet og tristesse. På en stor, grå gade lokker han de forbipasserende ind i en anden verden og opfordrer dem til at stille spørgsmål.
At gå langs den store, travle boulevard Lenoir på en grå januardag, harikke meget at gøre med en romantisk gåtur i Paris. Havde jeg ikke vidst hvorjeg befandt mig, havde jeg nok gættet på Berlin eller Beograd. Gaden er fyldtmed støjende biler og et par mænd i store, sorte jakker haster forbi.
Jeg erkun et par minutter fra den populære café-gade Oberkamf og alligevel herskerder her en helt anden stemning.
Her er der ikke meget mode eller romantik påprogrammet. I stedet bliver man præsenteret for en blanding af støjende biler,autentisk arbejderatmosfære og en masse små skræddere og specialbutikker, somikke ser ud til at have ændret sig meget de seneste 30 år.
Tvetydig butik
Én butik falder i øjnene og det er derfor jeg er her: Nummer 113.Smukke, skinnende objekter er sirligt arrangeret i vinduet og ved første øjekastser det ud som parfume eller smykker.
Men så bliver tingene utydelige… Det erhverken parfume eller smykker. Hvad er det egentligt?
Det er kunst. Butikken er nemlig slet ikke en butik, men et kunstværk afden i Danmark bosiddende kunstner Al Masson.
Udstillingsstedet Le Commissariathar inviteret ham til at lave en soloudstilling i deres lille galleri, som ermast ind mellem de mange gamle, små butikker på den store, støjende gade.
Mange verdener i én
Udstillingen indeholder skulpturelle objekter, alle lavet af gammeltemballage og andre ellers nyttesløse plastikdimser. Objekterne er møjsommeligtarrangeret på hylder, som i en butik. Der er også en sektion med tøj, designetaf kunstneren. Og der er endda et prøverum og en stol, hvor man kan sidde ogse på de forskellige designs.
Prøverummet er en spøjs og interessant del afudstillingen: Et tomt hjørne af rummet, separeret fra resten af udstillingenmed et stort, smukt gardin. Dér kan man så stå og få sig et øjebliks privatliv.
På væggen ved siden af hænger en lille aquarel-tegning og på et bord i nærheden er en skjorte udstillet. Farverne på skjorten er nærmest identiske medfarverne på tegningen.
Nye spørgsmål
Når man ser på disse to objekter, spørger man sig selvhvilket af dem, der først kom til verden:
Er skjorten lavet som et resultat aftegningen, eller var det netop skjorten, der inspirerede Al til at lavetegningen? Hvad kom først, designobjektet eller kunstværket og er der etstatement i dette?
Der er sikkert ikke kun ét svar. Masson vil have os til at stille spørgsmålog mens vi gør det, skal vi ikke have kontrol over rummet, vi står i. Alligevelforklarer han:
“Jeg købte skjorten engang i 80erne og lavede tegningen i90erne. Jeg kopierede ikke farverne fra skjorten, ihvertfald ikke bevidst. Jegopdagede først ligheden senere og fandt det interessant.”
Kunst til de lokale
Masson vil med sin butikslignende udstilling tiltrække den lokalebefolkning.
“Jeg er ligeglad med om folk kan lide kunst eller ej. Men jeghåber, at nogle af de forbipasserende vil blive tiltrukket af vinduet og på denmåde pludseligt finde sig selv i en kontekst, de normalt ikke ville værei.”
“Jeg har lagt mærke til hvor hårdt livet kan være her i Paris. Derer så mange fattige. Lønningerne er lave og livet er dyrt. Hver dag i metroen,på vej til galleriet, lægger jeg mærke til, at 90 procent af befolkningen harsort tøj på og at næsten ingen smiler.”
Med sådan et syn på storbyen virker det som en god idé, at gøre nogetfor at opmuntre de lokale. Masson er en forholdsvist etableret kunstner med enbaggrund i moderne dans. Han forventer ikke, at ændre verden med sit arbejde,men vil provokere vores perception, for at få os til at stille spørgsmål tilden verden vi lever i.
Dans i metroen
Ved ferniseringen lavede Masson en performance i den lokale metro station.Ferniseringsslænget samledes i forhallen til metrostationen mellem alle deforbipasserende rejsende og Masson dansede og legede med objekter, som han tilslut uddelte til tilskuerne.
Dette havde åbenbart en effekt på de lokale,tilsyneladende deprimerede metro-brugere. To kvinder i slutningen af 40ernehoppede spontant ind i midten af rummet og dansede rundt om Masson, da hansperformance var slut.
Boulevard Lenoir og det omkringliggende område er ved at udvikle sigfra et gråt “arbejderkvarter” til et trendy område med caféer, ungeog studerende.
Det er blandt andet den udvikling Masson peger på ved atlave en butik ud af sin udstilling. Butikken og dens indretning referer såledesbåde til de autentiske nabo-butikker (som måske er på vej til at forsvinde) ogtil den nye kommercialisering af området.
“Jeg synes det er trist at folk bliver til ‘plastikmennesker’. Ægte behov er fuldstændigt forsvundet i konstruerede behov.Folk tror de har behov for dit og dat, men glemmer at tænke på de essentielleting. Det er som om de går i blinde og det lader til at mange ikke engang erbevidste om det,” siger Masson og afslutter:
“Jeg kan ikke svare påhvordan man skal leve i stedet, men jeg tror at det er godt at stille spørgsmålved tingene. Og at tænke i alternative leveformer.”
Og udstillingen får da også én til at kigge en ekstra gang. Ikke mindstpå grund af dens beliggenhed klemt ind mellem gamle butikker i den store, grågade.
Så hvis du kommer til Paris i den nærmeste fremtid, foreslår jeg at dutager metroen til Saint Ambroise eller Richard Lenoir, går op ad den storeBoulevard Lenoir og forbi nummer 113. Det virker allerbedst når man eroverrasket, så du må hellere glemme alt om den her artikel!
Udstillingen er kurateret af Damien Airault fra Le Commissariat og er støttet af Statens Kunstråd.
