Olises forunderlige rejse

Olises forunderlige rejse

Mie Olise: Den Tavse Station. (Pressefoto)

Billedserie

Udstilling

Mie Olise: Den tavse station

10 mar 2012 13 maj 2012

Mie Olise

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

Udstillingen Den tavse station af den danske kunstner Mie Olise inviterer indenfor i et sjældent poetisk parallelunivers. Mellem fantasi og virkelighed, ren konstruktion og livets tilfældigheder, hvirvles man som betragter ind i et virvar af historier, for her næsten at miste overblikket over de utallige krydsende spor.

At træde indenfor i det store kirkerum i Nikolaj Kunsthal er som at vende ryggen til virkeligheden; til det københavnske mylder, foråret og overblikket.

Indenfor under kirkehvælvet hersker en sitrende ro. Belysningen i rummet er dunkel, som var man trådt indenfor i et stille arkiv, hvor rummet lukker sig om betragteren, men imens summer lyden af lavmælte stemmer og knitrende auditive brudstykker i ørerne. I samme øjeblik som man opsnapper én stemme, én fortælling, da forstyrres og stjæles ens fokus af en anden.

Mie Olise: Den Tavse Station. Bogen om Espen Arnakke. (Pressefoto)
Mie Olise: Den Tavse Station. Bogen om Espen Arnakke. (Pressefoto)
Et virvar af stemmer
I det hele taget er oplevelsen af, at mange historier flakser mellem hinanden, et centralt aspekt af udstillingen. For ikke blot én historie fortælles, men flere.

Hvilken historie, som er udstillingens centrale træder ikke tydeligt frem, dog lader historien om den unge mand Espen Arnakke samt om skibet af samme navn, til at være de to spor, udstillingens andre historier løber ud fra.

Hvor historien om Espen Arnakke er hentet fra Aksel Sansemoses roman En flygning krydser sine spor om en ung mands rejse væk fra Mors og byen Jante med skib mod Newfoundland, da udspringer fortællingen om skibet af samme navn af virkeligheden og Mie Olises egen fortid, idet skibet Espen Arnakke engang tilhørte Olises far.

Mie Olise: Den Tavse Station. Espen Arnakke ship, 2011, lånt fotografi fra 1978.(Pressefoto)
Mie Olise: Den Tavse Station. Espen Arnakke ship, 2011, lånt fotografi fra 1978.(Pressefoto)
Fantasi og virkelighed
Således balancerer udstillingen konstant på grænsen mellem virkelighed og fiktion, mellem det som engang var og det som er.

Denne konstante balancegang mellem det, som er, og det, som forestilles, skaber på magisk vis følelsen af at befinde sig i et metaforisk og forvirrende spejlkabinet, hvor udstillingens mange værker ender som dekonstruerede brudstykker i en historie, der både virker velkendt og fremmed:

Hvor noget vækker minder, spejler erfaringer og trækker tråde tilbage, da vender andre værker virkeligheden rundt og realiteterne på vrangen.

Som stationen, der nok vækker mindet om toge, spor og venten på perronen, men hvor i stedet et skib ligger for anker, der hvor toget burde havde holdt.

Mie Olise: Den Tavse Station. (Pressefoto)
Mie Olise: Den Tavse Station. (Pressefoto)

Arkivet for krydsende spor
At træde indenfor i udstillingen, at træde ud på ‘Den tavse station’, er som at træde ind i en anden verden, hvor andre regler råder. Men hvad er det da for et univers, man som betragter træder indenfor i?

Er det et univers, der vil ændre og påvirke, vil lade os se tingene på afstand for herved at fortælle os den store historie om verdens endeligt eller udvikling? Nej.

Mie Olise: Den Tavse Station. (Pressefoto)
Mie Olise: Den Tavse Station. (Pressefoto)
Den tavse station fremstår i stedet som en mangesidet og myldrende fortælling om det at rejse: at rejse bort, at vende tilbage, at have en hjemstavn og at tage ud og opleve nyt.

En fortælling, hvor dét at føle sig hjemme, er som et land langt borte, og hvor fantasien og udlængslen ender som værende det magiske arkiv de som fortæller, dem som fortælles om og os som betragter, ender med at fare vild i blandt minder, fakta, fiktion, og referencer.

Således ender Mie Olises udstilling som en poetisk totaloplevelse, hvor overblikket forsvinder i mylderet af krydsende spor. Heldigvis.

Billedserie

Udstilling

Mie Olise: Den tavse station

10 mar 2012 13 maj 2012

Mie Olise

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

Del artiklen

'Olises forunderlige rejse'

Facebook