Når ord bliver til billeder

Når ord bliver til billeder

Nanna Debois Buhl: Street Haunting, New Shelter Plan. (Pressefoto)

Billedserie

Udstilling

Light Break

11 apr 2014 17 aug 2014

Nicolai Howalt

Medicinsk Museion
Se kort og tider

Nanna Debois Buhl: Street Haunting.New Shelter Plan. Malttorvet 2, 1. sal. Til 24. maj.

101 danske digtere – en flyvetur i blækhus og kuglepen. Det Kgl. Bibliotek, Den sorte Diamant. Til 26. juli.

Tre stimulerende udstillinger: Om poesi, der bliver til skriftbilleder, om at fotografere solen med Finsens linser og om at flanere i byerne som kvinde.

Først en trestjernet udstillingsoplevelse: Det kgl. Bibliotek har netop åbnet udstillingen 101 danske digtere, som følges op af en bog med samme titel. Udstillingen har allerede påkaldt sig stor opmærksomhed i medierne, bl.a. fordi den rører ved et prekært tidsfænomen: Håndskriftens forsvinden i den elektroniske tidsalder.

I dag hører det til sjældenhederne at modtage et håndskrevet brev, og når det endelig sker, vier de fleste større opmærksomhed til det end til de mange mails, der hober sig op i vore mailbokse.

Skriften på væggen
Victor B. Andersen alias Kenn André Stilling og Helle Rafn har bedt 101 digtere om at skrive et nyt digt i hånden på et A-4 ark og også medsende et portrætfoto i s/h.

Klaus Rifbjerg. (Foto: Thiesen)
Klaus Rifbjerg. (Foto: Thiesen)
Man kan nu opleve 101 nyskrevne digte af nulevende digtere – minus Janina Katz, der døde sidste år – og 18 afdøde digtere, som Peter Laugesen har udvalgt fra Håndskriftsamlingen på Det kgl. Bibliotek.

Dette mega-arkiv over dansk åndsliv fra middelalderen til i dag er et uvurderligt, kulturhistorisk skatkammer. Det er virkelig interessant ikke kun at læse, hvor håndskrifte ellers kan tydes (og her må de yngre borgere, der aldrig har lært skråskrift, give fortabt), men også at opleve disse håndskrevne manuskripter, der er indrammet og fremstår med en fysikalitet, som giver dem status af ord-objekter eller billedkunstneriske udsagn.

Nogle manuskripter som fx St. Steensen Blichers er uhyre skrifttætte, mens andre poeter har plantet deres bevingede ord med rigelig luft imellem som fx Adam Oehlenschlæger.

Skulpturelle bogstaver
Digtene af de afdøde kunstnere er placeret i montrer. Mest øjenåbnende for denne signatur er den første side i Inger Christensens banebrydende digtsamling det fra 1969. Det er en klassiker inden for systemdigtningen. Tænk, at hun startede dette revolutionære stykke litteratur i et ganske almindeligt kladdehæfte, som hun havde vendt på langs.

Det er underholdende at slippe sin indre kalligraf løs og lave personkarakteristikker af digterne ud fra deres håndskrift, der kan være mere eller mindre vaklende, stejl, flad, rodet, ulæselig eller sirlig. Blandt de nulevende kunstnere kan man læse Yahya Hassans digt om at leve imellem to kulturer på samfundets bund. Han udfylder det lille papirark til det yderste med sine store bogstaver.

Der er for mange digte, til at man kan nå at tage dem alle ind på rundgangen, uden at få smerter i ryg og ben, men så kan man jo erhverve bogen – der parentes bemærket ikke er nogen skønhedsåbenbaring – og sidde derhjemme på divanen og læse videre. Men her er de afdøde digteres digte desværre ikke kommet med.

Peter Laugusen. (Pressefoto)
Peter Laugusen. (Pressefoto)
Peter Laugusen. (Pressefoto)
Peter Laugusen. (Pressefoto)


Udstillingen er iscenesat vitalt af udstillingsarkitekten Christina Back: Det 300 kvm store og fire m høje rum er fyldt med sorte og hvide stole og små trapper, som man må bestige for at læse de højst placerede digte. I rummet er der også nogle megastore, sorte bogstaver, der fungerer som fine, skulpturelle rumdelere.

Lad os her citere Henrik Nordbrandt for et af hans enkle, paradoksale digte, som gør en lidt rundtosset. Her på sitet er det naturligvis gengivet med computerskrift, men det kan oplyses, at Nordbrandts skrift er stor, fyldig og maskulin – og lidt stejl.

Til dem der gider læse bogen
Og livet?
Hvis jeg skal være helt ærlig
Kunne jeg bedre lide filmen
Og så dét

At man kunne snige sig uset
Ud i mørket
Lige før slutningen
Og få sig en øl henne
        På hjørnet

Efter rundgangen stiger man op til virkeligheden, fyldt med ord fra de mange poetiske gemytter, der lader os opleve tilværelsesunderet på 101 højst forskellige måder.

Solen er så rød, grøn og gul, mor
Nicolai Howalt (f. 1970) er en pioner inden for dansk fotokunst. Han begyndte som fotoreporter i den klassiske, humanistiske stil og slog dengang i 1990’erne igennem med sine ekspressive reportagefotos af taleban-militserne i Afghanistan. Siden har han eksperimenteret uophørligt, også med farvefotos.

Nicolai Howalt: Light Break, 2014, installationsview.
Nicolai Howalt: Light Break, 2014, installationsview.

Hans mest kendte serier er vel stadig Bokser fra 2000-2003 og How to Hunt fra 2007, den sidste skabte han sammen med hustruen Trine Søndergaard.

Nu har han kastet sin kærlighed på et helt nyt projekt, der har resulteret i nogle spændende, billedkunstneriske eksperimenter på ustillingen Light Break i Medicinsk Museion i Bredgade, som de færreste har besøgt, men som absolut er værd at stifte bekendtskab med.

Finsens bjergkrystallinser
Baggrunden for at vælge dette lægevidenskabelige museum er, at Nicolai Howalt har fået mulighed for at fotografere ved hjælp af en række optikker, som Nobelpristageren og lægen Niels R. Finsen anvendte til sin lysterapi i slutningen af det 19. århundrede. Han har ved hjælp af dennes bjergkrystallinser, som Medicinsk Museion opbevarer, fotograferet lyskildernes lyskilde, nemlig solen i en række værker, der visualiserer dens lys-spektrer fra rød, gul og orange til violet, grøn og turkis.

Det er nogle ætsende, smukke fotografier af den runde skive i alle regnbuens farver. Det handler naturligvis både om solen som livgivende faktor – som forudsætningen for alt liv på Jorden – men lige så meget om dens destruktive kraft, når den fx giver hudkræft, svider afgrøder af eller lægger dele af jorden øde og gold med dens stråler.

Mellem videnskab og poesi
Howalt arbejder med en nærmest videnskabelig systematik på den ene side og på den anden side søger han skønheden hinsides det faktuelle som den billedkunstner, han først og fremmest er. Lysstrålerne er opfanget gennem linserne direkte på det lysfølsomme papir.

Nicolai Howalt: Light Break (wavelength: 503nm), 2014.
Nicolai Howalt: Light Break (wavelength: 503nm), 2014.
Nicolai Howalt: Light Break (wavelength: 725nm), 2014.
Nicolai Howalt: Light Break (wavelength: 725nm), 2014.

Der er tale om såkaldte fotogrammer, hvor strålerne fra ”lysets moder” bliver hovedmotivet. Ophængt i det smukke rum ligner det umiddelbart malede, minimalistiske farveeksperimenter, men i virkeligheden er der tale om et fantastisk koncept, der medierer mellem århundrederne.

Den blå time
Street Haunting. A London Adventure
er titlen på et essay af Virginia Woolf, hvor fortælleren ”om vinteren mellem tetid og middagsmåltidet’ bevæger sig ud i Londons gader med den undskyldning, at hun er på jagt efter en blyant. Undervejs opfinder hun – som også senere Kirsten Thorup har gjort det – historier om de mennesker, som hun passerer på sin vej.

Alle Nanna Debois Buhls (f. 1975) værker på udstillingen, der er inddelt i tre dele, handler tilsvarende om at bevæge sig rundt i – eller måske snarere flanere i – gaderne i en by og fortabe sig i den, hvad enten dette foregår på Carlsbergområdet på Vesterbro, i den tyske by Münster eller i Brooklyn, NYC.

Nanna Debois Buhl: Street Haunting, Installationsview. (Pressefoto)
Nanna Debois Buhl: Street Haunting, Installationsview. (Pressefoto)

Nanna Debois Buhl tager med et originalt greb fat i dette at bevæge sig målløst rundt i byernes forvitrede grid og lade sit begærende, sansende eller erindrende blik lede én på vej. Hun har valgt dels at tage optagelser ved nattetid, dels at lade hele installationen, der gør brug af flere medier såsom fotos, papirarbejder, lyd og en lysbilledinstallation, udfolde sig i den blå farve. Det er tusmørkefarven, der kendetegner den blå time, der også indikerer vemod og spleen, for da er dagen ved at dø ud og mørkets kræfter tager over og gør verden ugenkendelig og mere usikker.

Nanna Debois Buhl: Street Haunting, Installationsview. (Pressefoto)
Nanna Debois Buhl: Street Haunting, Installationsview. (Pressefoto)
Tidens blå farve
I en suite af såkaldte cyanotypier, en slags blåtryk, har hun eksperimenteret med den blå farve på et mere fysisk plan. Her har hun påført en blanding af ammoniumjerncitrat og kaliumhexacyanoferrat på papir og lagt papirstykkerne ud i solen på sine egne vandreture i storbyerne rundt om i verden. Alt efter tidspunktet på dagen og solens styrke farves papiret mere eller mindre blåt, lysblåt eller næsten hvidt, så de så at sige bærer tidens spor.

Papirarbejderne ledsages af et 12 minutter langt lydspor på engelsk med fragmenter af tekster, skrevet af kvindelige forfattere fra nævnte Virginia Woolf over Marguerite Duras til danske Josefine Klougart. Lydsporet, der er skabt af Pejk Malinovski, danner et smukt akkompagnement til billederne, men det er ikke altid lige nemt at høre, hvad der siges, eftersom lysbilledapparaterne klikker så højt inde i naborummet.

Denne drømmeagtige totalinstallation, som både er universel og stedsspecifik, litterær og billedlig, auditiv og rumlig skaber en ganske særegen og suggestiv stemning og kortlægger den kvindelige flanørs – eller flâneuses – vej gennem storbyens jungle. Denne gang ikke som objekt for det fortærende, maskuline blik, men som frigjort jæger og seer.

Billedserie

Udstilling

Light Break

11 apr 2014 17 aug 2014

Nicolai Howalt

Medicinsk Museion
Se kort og tider

Nanna Debois Buhl: Street Haunting.New Shelter Plan. Malttorvet 2, 1. sal. Til 24. maj.

101 danske digtere – en flyvetur i blækhus og kuglepen. Det Kgl. Bibliotek, Den sorte Diamant. Til 26. juli.

Del artiklen

'Når ord bliver til billeder'

Facebook