Overvågningskameraer, biometrisk kontrol, geotagging, dataregistrering, digital sporing af plastickort og smartphones. Og så videre.

En hidtil uset grad af teknologisk overvågning er tidens altomfattende bagtæppe, som vi er foldet ind i, og som vi kun forsinket er ved at modgå med en kritisk offentlighed. For fænomenet lever i skjul eller negligeres med argumenter om terrorbekæmpelse eller synspunktet om, at den uskyldige ikke har noget at skjule.

Derfor er der vægtige grunde til at beskæftige sig med problematikken. Det gør det kombinerede forsknings- og udstillingsprojekt Watched! Surveillance, Art and Photography, som involverer en stribe teoretikere og kunstnere og manifesterer sig i form af et omfattende katalog samt en vandrende kunstudstilling, som aktuelt er parkeret i Kunsthal Aarhus.

Hinsides Big Brother, Panoptikon og Synoptikon
Tankevækkende essays af blandt andre Hille Koskela, Shoshana Magnet og Peter Weibel opridser i kataloget billedet af en samfundstilstand af multi-vågning. Hverken Orwells Big Brother, Foucaults Panoptikon eller Mathiesens Synoptikon dækker helt her, for overvågning er i dag et ekstremt komplekst felt og bedrives ikke kun af stater eller skyggeorganisationer, men opretholdes desuden af os alle og vores adfærd på nettet.

Ligeledes folder registreringen sig ud i helt nye teknologier, og her kommer projektets rammesætning noget til kort. Watched! vil undersøge overvågningsproblematikken via fotografiet, men den nye situation er netop, at fotografiet som overvågningens kongeeksempel mister terræn i forhold til dataregistrering og biometriske identitetsprocedurer. Som Peter Weibel tørt konstaterer: “Photography is not a ‘viewing business’ any longer, but rather a ‘data business.’”

Kunstnerisk hacking
Spændende læsning er det immervæk, men hvad med kunsten? Hvad byder den ind med af metoder og tematikker? Visse af udstillingens kunstnere tilraner sig overvågningsteknologierne, som eksempelvis Mishka Henner gør det, når hun benytter billeder fra Google Street View Camera i værket No Mans Land (2011), der viser enlige kvinder i øde sydeuropæiske randområder. Lokationerne er fundet via krydsresearch på foraer for mænd, der søger prostituerede.

Adam Broomberg og Oliver Chanarin bruger på samme måde en ny ansigtsgenkendelsesteknologi udviklet af sikkerhedsindustrien til at skabe en portrætserie af mennesker systematiseret efter profession, mens Ann-Sofi Sidén er mere old school, når hun lader overvågningskameraerne i en irsk pub strukturere en fortælling om dagens gang i en lokal udkant.

Der hvor overvågning gør ondt
Men ellers tager kunstnerne fat der, hvor overvågningen gør ondt, for som sagt er argumentet, at de uskyldige ikke har noget at være bange for. Men hvad, hvis man er homoseksuel i lande, hvor det er forbudt, spørger Charlotte Haslund med sine ‘forbryderfotos’ af folk fra LGBTQ-miljøet.

Eller hvad med de illegale migranter (ja, illegale kaldes de faktisk), der forsøger at navigere under radaren i forhold til officiel registrering og synlighed i et skandinavisk land? Tina Enghoff portrætterer dem indirekte ved at fotografere deres minimale ejendele på deres midlertidige opholdssteder eller via billeder af deres blodprøver fra en Røde Kors klinik, der som eneste instans ikke er forpligtet til at videregive registrering.

Selvdokument
Alberto Frigos Images of the artifact used by the main hand (2004-2040) forholder sig som udstillingens eneste værk til den tidstypiske selv-dokumentation (aka. selvpublicering eller selvovervågning). Lige siden 2004 har han fotograferet hver genstand, han har haft i højre hånd, og arkivet rummer pt. cirka 300.000 fotografier. Men selvom Frigo byder ind med stor investering, forekommer han alligevel mindre radikal og mere upræcis end kunstnere som eksempelvis Sandra Mujinga eller Amalia Ulman, der begge arbejder langt mere kritisk og spot on med selvpublicering som tema – og vel at mærke på de sociale platforme som eksempelvis Twitter. Dem havde jeg gerne set.

Men ellers rummer udstillingen for så vidt udmærkede værker, der tager vigtige problematikker op – uden at man dog helt slipper fornemmelsen af, at i disse kombinerede forsknings- og udstillingsprojekter kommer kunsten ofte til kort som research-metode eller får en illustrativ funktion. Kunstens egenværdi blegner.

Spionen der gik ind i filmen
Derfor står kunsten stærkest der, hvor den stikker lidt af fra det hele, som når altid gode Meriç Algün Ringborg i sit værk Which no one will ever see tager udgangspunkt i to ikoniske film om overvågning og voyeurisme, Blow-Up og The Conversation.

Algün Ringborg vender udspioneringen og det voyeuristiske blik i begge film på hovedet ved at efterspore de to fiktive mandlige figurer, og resultatet er subtilt og rundtosset – mere en psykologisk undersøgelse af forskydninger mellem ‘at se’ og ‘at blive set’ end et transparent eksempel på overvågningssamfundet af i dag.