Med udstillingen The New Human: Knock, Knock, Is Anyone Home? fortsætter Moderna Museet Malmø et videobaseret udstillingsprojekt om menneskets livsvilkår i nutidens verden. Første kapitel med titlen You and I in Global Wonderland blev præsenteret i 2015 og havde fokus på globaliseringens indflydelse på vores moderne identitet.

Læs anmeldelsen her

Nu gælder det den teknologiske indflydelse på mennesket, og det er et tema, som kuratoren Joa Ljungberg kløgtigt har fortolket meget bredt i sit valg af værker.

Vi møder ikke blot robotter og artificielle universer, men også krigsspil, videnskabelige laboratorier og kapitalismens produktionsmaskine i hysterisk parodi. Digitaliseringen kobles sammen med den globale kapitalisme for at vise menneskets forvandling til slogans, like-tegn og virksomhedsbrands. Udstillingen viser med andre ord ikke skrækscenariet af en verden overtaget af humanlignende robotter, men snarere et mareridt hvor vi mennesker selv har indoptaget teknologiens hastige og fragmenterede udtryksformer og er blevet et form for artificielt væsen.

Flaskevand er nutidens memento mori
Udstillingen rummer bare et par håndfulde værker, så der har været tale om en skarp udvælgelsesproces. Blandt de deltagende kunstnere er da også en række unge prominente internationale kunstnere som Ryan Trecartin, Helen Marten og Ed Atkins, hvor sidste også er aktuel på SMK i København.

Det er Helen Marten og Ed Atkins, der indleder udstillingen og dermed kan skabe en grundlæggende stemning af nutidens erfaringsunivers som opbrudt, overfladisk og underlagt et alt for højt tempo.

Martens værk Evian Disease fremstår som en digital version af det klassiske still-leben med dets indbyggede memento mori og forgængelighedstematik. En række stemmer afløser hinanden med brudstykker af fortællinger, som ligner forsøg på at finde mening i en tiltagende kunstig verden, mens vi ser en skematisk computergeneret verden, hvor diverse opstillinger af genstande, fødevarer og kunstige kroppe afløser hinanden.

Ed Atkins film Even Pricks er heroverfor en slags kommentar til identitetsskabelse på sociale medier. De genkommende figurer i filmen er dels en abe, der leverer usammenhængende kommentarer med en tydelig computergenereret stemme, og dels en animeret hånd, der signalerer ”like”-tegnet. Filmen er i det hele taget præget af opbrud og et staccato-præget lydspor, der understreger indtrykket af en fragmenteret verden.

De andres citrusduftende sved
Karakteristikken af nutidens teknologi-inficerede menneske bliver dog endnu værre i Mika Rottenbergs Tropical Breeze og Ryan Trecartins Trill-Ogy Comp. Her er det ikke digitale universer, men derimod teknologi-understøttede kapitalistiske kræfter, som performativt parodieres på en bevidst ubehagelig måde.

Rottenbergs Tropical Breeze spiller på begrebet ’sweatshop’-fabrikker, hvor de fattige, typisk i ikke-vestlige lande, knokler fysisk, så de sveder, for at producere varer til os rige i de vestlige lande. Rottenbergs fabrik består dog af en svedende bodybuilder, hvis citrusduftende sved printes ind i papirlommetørklæder for at kunne sælges under varemærket Tropical Breeze. Filmen tydeliggør nogle ikke så appetitvækkende aspekter af den globale produktionsteknologi og giver en lidt dårlig smag i munden.

Reality-TV på speed
Ryan Trecartins tre-skærms video-installation Trill-Ogy Comp er endnu mere ubehagelig at se, og nok den mest ekstreme karakteristik af nutidens hysterisk iscenesatte menneske, jeg har set. I udstillingen fortolkes værket som en absurd parodi på nutidens virksomhedskultur, fordi de enkelte figurer er tilskrevet virksomhedsbrands og i den ene video performer en slags virksomhedskultur.

Jeg ser dog mest af alt værket som Reality TV på speed, hvor selviscenesættelsen har taget overhånd og er blevet til en væmmelig forvrænget selvudstillelse, der performativt er understreget af figurernes bevidst grimme og primitive fremtoning.

Danser med robotter
På dette bagtæppe af skingre stemmer, overgearede figurer og flimrende computergrafik er det befriende at begive sig ind i Darin Martins Soft Material. Filmen er optaget i et laboratorium i Zürich, hvor man eksperimenterer med at lære robotter at sanse og bevæge sig som mennesker. Videoværket viser to dansere interagerer kropsligt med forskellige robotter. En robot med en slags følehorn får lov til at føle sig frem på danserens ansigt. En anden robot lærer at danse i en rytmisk gyngen fra den ene side til den anden. Som et lille barn bliver robotterne oplært gennem hudkontakt og efterligning af den voksne, og det ligner en slags poetisk intuitiv udveksling imellem to forskellige væsener.

I et andet laboratorium på udstillingen er mennesket derimod alt andet end ønsket. Det gælder Kerstin Hamiltons Zero Point Energy, som er optaget i et såkaldt ’renrum’, et laboratorium for forskning i nanoteknologi på atomar-niveau. Her skal mennesker iføre sig specialdragter og bevæge sig på en specifik måde for ikke at påvirke nano-partiklerne. I et helt og fuldt teknologisk gennemdesignet rum forsøger mennesket med andre ord at udelukke sig selv for at skabe de forskningsmæssige fremskridt, der kan sikre energiproduktionen for fremtiden.

Teknologi-terapi
Til sidst vil jeg fremhæve Harun Farockis værk Serious Games III: Immersion, der viser et helt andet form for laboratorium, nemlig det der bliver skabt til terapeutisk behandling af traumatiserede hjemvendte amerikanske soldater. Ved hjælp af et computerspil forsøger man at få dem til at gennemleve den situation, som forårsagede traumet.

Videoværket dokumenterer dog meget præcist, hvordan terapeuterne kæmper med at bruge computerspillet til at visualisere det, som soldaten fortæller, og måske af den grund ikke er opmærksomme på, hvor dårligt deres patienter har det. En soldat beder gentagende gange om at stoppe eksperimentet, men bliver presset til at fortsætte, også selv om han får kvalme og igen gentager, at han ikke tror, at det hjælper, snarere tværtimod.

The New Human: Knock Knock is Anyone Home? er en virkelig velkurateret udstilling. Den viser ikke bare en flot selektion af nyere videokunst, men lykkedes samtidig at sige noget samlet og nuanceret om, hvordan teknologien har påvirket os som mennesker. Det er dertil en udstilling, der lever og påvirker én i kraft af sit stærke billedunivers. Den sproglige betydning svinder i baggrunden for en potent visuel poesi, der berører og provokerer, mens den lader én føle, smage og fornemme teknologiens indvirkning på kroppen.