Mellem skyerne

Astrid Myntekærs installation Orgone er baseret på den østrigske psykoanalytiker Wilhelm Reichs forestilling om en kosmisk energi eller livskraft, som han kaldte Orgone. Jacob Tækkers Apophenia Cloud Travel Apparatus fremstår som en slags overvågningssamfund, hvor du helt konkret har vanskeligt ved at orientere dig og navigere rundt.

De to installationer er vidt forskellige bud på en virkelighed, der måske, måske ikke, eksisterer lige nu, men blot ligger uden for vores normale blik. Det er også to vidt forskellige oplevelser, man får af at bevæge sig rundt i de to installationer.

Tækkers Apophenia Cloud Travel Apparatus er i sort-hvide nuancer, hvilket understreger fornemmelsen af, at man befinder sig i et teknologisk inficeret og menneskeligt ugæstfrit miljø, mens Myntekærs Orgone i kraft af sine behagelige lyseffekter i lilla, grøn og blå fremstår imødekommende og gæstfrit, selv om det egentlig ligner en form for laboratorium.

Appellerer til at blive hængende
Når det gælder Myntekærs Orgone, er jeg ikke overbevist om gyldigheden af Wilhelm Reichs vitalistiske idé, men ikke desto mindre er jeg fuldt ud overbevist om kvaliteten af Myntekærs installation.

Den er helt enkelt superb i sin præcision og sanselige udtrykskraft. Og måske bør jeg af samme årsag lade mig overbevise i hvert fald en lille smule om tilstedeværelsen af kosmiske energier?

Installationen består af en effektfuld lys- og farveiscenesættelse af kobberstænger, skærme og glasskåle til den knitrende lyd af elektricitet, og resultatet er et univers, der på en og samme gang fremstår mennesketomt og sælsomt imødekommende.

Orgone er som installation hverken skræmmende eller beroligende, men på en eller anden måde blot dybt fascinerende og appellerende. Man får lyst til at blive hængende i længere tid.

Cloudbuster-kanon
Særligt den effektfulde belysning af detaljer som den centrale uro og glasskålene tiltrækker sig opmærksomhed.

Det er som om, man befinder sig i et eller andet hemmeligt laboratorium, og det er vel på sin vis også, hvad man gør, eftersom installationen forfølger psykoanalytikeren Reichs tro på, at vi kan tiltrække og koncentrere kosmiske energier igennem apparater, som vi selv kan bygge.

Han byggede for eksempel en maskine til at fjerne skyerne på himlen, en såkaldt cloudbuster-kanon, sådan at den kosmiske livskraft kunne trænge igennem fra himlen. Orgone-installationen er i den forstand Myntekærs selvskabte maskine.

Skyklapper
Hos Jacob Tækker har skyerne derimod ikke fjernet sig. Den indviklede titel for hans installation, Apophenia Cloud Travel Apparatus, henviser til det fænomen, at man genkender billeder i skyernes tilfældige formationer og måske i mere metaforisk forstand forsøger at give mening til alt det, som egentlig er tilfældigt og meningsløst.

I installationen er skyen den skærm, man som en hjelm sætter op foran ansigtet, og som man ikke kan se udenom for at orientere sig i installationen.

Man er afskærmet for udsyn, når man bevæger sig rundt i installationen, og hvis man fjerner skærmen, kan man ikke opleve værket, fordi dets billeder projiceres ind på skærmen foran ens ansigt.

Effektfuld uhygge
De billedsekvenser, man oplever, er dels et overdimensioneret øje, som ser ud som om det overvåger én, og sekvenser, hvor Jacob Tækker selv træder frem i kortvarige glimt, der ikke umiddelbart giver mening.

Indimellem er der flimmer på skærmen og ikke så lidt refleksion af ens egen skygge. Det er effektfuldt og forvirrende og understøttes godt af den uhyggelige baggrundslyd, der er skabt i samarbejde med komponisten Anders Monrad. Hvem er det, som betragter hvem, og hvem styrer hvem i denne mærkelige virkelighed?

Skærmen er for tung
Desværre er skærmen en smule for tung, og man er derfor nødsaget til at støtte den med den ene hånd, mens man navigerer rundt i installationen. Jeg testede det flere gange, for at se, om det var mig, der havde sat den forkert, men det lykkedes mig ikke at få skærmen til at balancere, og jeg kunne se en del andre støtte deres skærm, mens de bevægede sig rundt i installationen.

Det er ærgerligt, for det ødelægger lidt erfaringen af at smelte sammen med installationen, sådan som der ellers lægges op til, når man ifører sig skærm og medfølgende dragt, inden man træder inden for. Deltagelsens transformation er ikke gnidningsfri dér, hvor den har behov for at være det.

To forskellige bud på en anden virkelighed
Men det er stadig en effektfuld installation, og de to udstillinger på Overgaden er tilsammen vel værd et besøg. Ikke mindst fordi de begge lægger op til en udvidelse af vores normale virkelighedserfaring, men samtidig er vidt forskellige.

Hos Tækker handler det hele om dig og din rolle i installationen. Myntekærs installation er på sin vis steril som et laboratorium, men fordi den virker til at være helt ligeglad med, hvem der kommer på besøg, giver den samtidig plads til, at man kan bevæge sig rundt og indtage rummet i sit eget tempo.

Om fremtiden tegner sig i den ene eller anden retning, vil tiden vise. Eller måske er fremtiden her allerede, hvis vi har blikket åbent for de energier og tvetydigheder, som eksisterer i vores omgivelser?