“Man kan godt bevare den aktivistiske ånd inden for institutionen”

Jacob Fabricius har hovedet fuld af ideer, da jeg møder ham over en kop kaffe i Kunsthal Aarhus. Kunsthallens netop tiltrådte leder har stadig gang i projekter i Paris, hvor han har boet de sidste syv måneder og blandt andet har haft engagement som kurator på CNEAI. Desuden er der udstillinger i Marseilles, der skal afvikles og en boligsituation, som ikke er faldet på plads, men Fabricius er tydeligvis vant til at have mange bolde i luften, og han glæder sig til at komme i gang på Kunsthal Aarhus.

“Jeg kan godt lide størrelsen på Kunsthal Aarhus”, indleder han. “Kunsthallen har en vis volumen med sine 1000 m2 udstillingsareal, og de er fordelt på fire udstillingsrum, hvor man kan have flere udstillinger. Men samtidig har den en meget menneskelig størrelse. Dens størrelse gør, at det er muligt at flytte institutionen. Vi er en smule mere fleksible og kan agere hurtigere i forhold til en større museumsinstitution”.

Fra solo til organisation
Fabricius har fungeret som kurator i 20 år. I 2013-14 var han direktør på Kunsthal Charlottenborg og inden da på Malmö Konsthall i fem år. Men han har også en mangesidet fortid som freelancekurator. Jeg spørger ham, om han kan sætte nogle ord på forskellen.

“Der er stor forskel på at være solo og at have en organisation, som man kan gøre ting sammen med. I løbet af de 12 år, jeg var freelance, lærte jeg ved at gøre. Erfaring med projektstyring og økonomistyring kom hen ad vejen. Som freelancer arbejdede jeg enormt meget, rejste enormt meget og fik et enormt stort netværk”.

Fabricius har dog relativt ubesværet taget sine freelanceerfaringer med sig indenfor de institutionelle rammer.

“Jeg vil sige, at selvom det er en anden rolle, man har som freelancer, så kan man godt bevare den frie ånd – eller måske rettere: den aktivistiske ånd – indenfor institutionen. Det vil sige, at man godt kan tænke over, hvordan man møder publikum, og hvordan man inddrager nyt publikum. Som freelancekurator har jeg været meget interesseret i det offentlige rum, og den interesse kan godt føres med ind i institutionen”.

Med kunsten på stop
Fabricius har da også vist sig som den utraditionelle leder, der ikke er bange for at afprøve nye formater og bringe kunsten og kunstnerne i spil på nye måder og i alternative kontekster. Og det på måder, som også rokker selve institutionen ud af de vante folder. Kort tid efter, at Fabricius tiltrådte direktørstillingen i Malmø, tog han initiativ til udstillingen Autostop, hvor han spurgte medarbejderne, om de havde lyst til at være med i et projekt, hvor man blaffede to og to rundt i Skåne med et kunstværk og snakkede med bilisterne om de medbragte kunstværker. 14 kunstnere blev inviteret – blandt andet lavede John Kørner en cirka 2.5 meter høj skulptur, der hed Problem (man kan se for sig, hvordan man må have bakset med at få ‘problemet’ ind i bilerne).

“I et sådan projekt træder man som museumsmedarbejder og museumsleder ind i et meget privat og intim rum – for en bil er et meget intimt rum – og taler med mennesker, man aldrig har mødt før. Det betyder noget, når man ændrer rammen”.

Også succesudstillingen Polis, Polis Potatismos, Udstilling om et brot, 2010, bragte kunsten ud i det offentlige rum. Udstillingen var bygget op over en Sjöwall & Wahlöö roman, der foregår i Malmø (på dansk Strisser, strisser). Sammen med en lille gruppe medarbejdere læste Fabricius bogen, og udvalgte nogle pladser rundt omkring i Malmø ud fra de locations, der optræder i bogen. Derefter inviterede de nogle kunstnere til at lave stedsspecifikke værker. Kunstnernes fik tilsendt bogen, et kort over byen samt et interview med Maj Sjöwall. Selve udstillingen strakte sig over otte dage i juli måned, svarende til de dage handlingen i bogen varer.

Som et yderligere utraditionelt eksempel etablerede kunsthallen også et samarbejde med de hjemløses blad Aluma, hvor tre inviterede kunstnere producerede til bladet, mens 8 hjemløse viste fotografier i kunsthallens restaurant.

Kan du forestille dig lignende projekter i Aarhus?
“Helt sikkert. Man skal jo altid sikre, at vi laver gode udstillinger herinde i salene, det er altid vigtigt. Det andet er bonusprojekter, men samtidig er det også der, vi kan overraske, og hvor vi kan benytte en mere alternativ kuratering – det er her, hvor vi kan flytte institutionen. Jeg mener sagtens, man kan blande de to aktiviteter”.

Tillæg til programmet og ideer for fremtiden
Programmet for 2016 i Kunsthallen er lagt af den tidligere leder Joasia Krysa – men Fabricius kommer med et tillæg til det i form af fire mindre soloudstillinger af yngre kunstnere mellem 28 og 32 år. Små udstillinger, der har analyser af kroppen og kønnet som omdrejningspunkt. Den første bliver med engelske Camilla Wills (f. 1985), der bor og arbejder i Bruxelles.
Men ellers ser Fabricius store muligheder i at fortsætte det gode arbejde, der allerede er sat i gang i kunsthallen. Især fremhæver han samarbejdet med Aarhus Universitet og den åbne struktur, hvor eksterne kuratorer skaber hybride arrangementer med musik, film og lyrik i kunsthallen.

Og man skal ikke spørge meget, før Fabricius lukker op for posen med ideer til fremtiden: Han synes det ville være fantastisk, hvis kunsthallen kunne blive omdrejningspunktet for den kommende kulturby 2017.

”Tænk hvis man kunne etablere et samlingssted her udenfor i gården: 100 dage med 100 præsentationer af kunstnere, musikere, forfattere med mere. Når man kommer til store biennaler, mangler man netop et sådant samlingspunkt, hvor man kan møde kunstneren, organisatoren og de kreative foredragsholdere, som man ved er i byen”.

Kulturel udveksling bogstavelig talt
Han kunne også tænke sig en ‘ægte’ kulturel udveksling, hvor man i en periode kunne bytte personale med en sammenlignelig institution i et andet land.

“Det kunne være spændende, hvis publikum blev betjent på flamsk eller urdu, når de bestiller en kop kaffe. Vi lever i et globalt samfund, og det kunne være interessant, hvis der kom nogle, der så på kunsthallen på en ny måde. Ligeledes kunne det være godt at komme ud og se, hvordan man gør det andre steder, og i den sammenhæng tænke over, hvad det er vi gør og hvorfor vi gør det”.

Jeg får tanken, at Fabricius nærmer sig et kunstnerisk tilgang i den måde, han griber kurateringen an. Men det er han ikke enig i:

“Det jeg gør som kurator eller kunsthalsleder er at fungere som katalysator for en kreativ persons ideer. Jeg har nogle rammer, og dem inviterer jeg en kunstner til at udfylde. Det er basalt, hvad jeg gør. Om de rammer er et udstillingsrum, en jordhule eller et sandwichskilt er i min optik ligegyldigt. Som kurator er man en form for mediator, en formidler”, slutter han med tilføjelsen: “Men man kan vælge at tænke i traditionelle udstillinger bag sit skrivebord eller tænke ud af boksen”.