I hænderne på den skulpturelle ekvilibrist Damián Ortega er kunsthallen denne sommer i klassisk topform. Opskriften er følgende: Visuelt appellerende soloudstilling med førende international samtidskunstner i en form, som kan ses lidt hurtigt, hvis man alligevel er i midtbyen, har en halv time til overs og vil benytte sig af den gratis entre. Samtidig er der mulighed for at dykke ned i de enkelte værker, hvis man konsulterer den medfølgende udstillingspamflet.

En folkevognsboble er skilt ad i alle sine dele og hænger nu fra loftet i Malmø Kunsthal som et spektakulært tredimensionelt diagram over bilens konstruktion. Motor, dæk og fælge danner det nederste lag, 10 centimeter over gulvet. Ovenpå hænger karosseriet med døre og lygter separat suspenderet. Øverst den karakteristiske boble.

Folkevognsboblen som moderne fossil
For kunstneren er den suspenderede folkevognsboble for eksempel knyttet til Mexicos historie. Det var den første billige bil på markedet og derfor tilgængelig for mange. Samtidig var den relativ enkel i sin konstruktion, hvilket skabte et lukrativt sort marked for reservedele. Da Ortega skulle lave folkevogns-installationen, var det et par 15-årige drenge, som rutineret skilte den ad med helt enkle redskaber.

Ortega lavede folkevogns-installationen i 2002 som reaktion på, at Volkswagen bestemte sig for at afslutte produktionen af boblen, og installationen er på den måde en hyldest til et moderne fossil.

Og mennesket tæmmer bæstet…
Senere er der kommet flere værker til i det, der nu betegnes en ’folkevognstrilogi.’

Dels har Ortega lavet en slags roadmovie, hvor kunstneren kører sin egen folkevogn til en symbolsk grav i det område, hvor bilen sidst blev produceret i Mexico.

Dels har han skabt en performance med titlen Moby Dick, hvor folkevognens hestekræfter søges tæmmet af kunstneren. Han holder bilen tilbage med tykke reb, mens den kører for fuld kraft med hjulene smurt ind i smørfedt, det hele akkompagneret af et rock-orkester, der spiller Led Zeppelins nummer med samme titel.

Husdyr, hval og dinosaur
Moby Dick skal selvfølgelig også referere til Melvilles fortælling om den hvide hval, og i hele folkevognstrilogien tilføjes folkevognsboblen en vis dyrelignende kvalitet. Den er en tro følgesvend, ja, næsten husdyr, den giver som hesten adgang til frihed og bevægelighed, og som den hvide hval eller en nyligt uddød dinosaur vidner den om fortidens storhed.

I nutidens landskab af SUV’er og familiebusser må man dog konstatere, at det storslåede ligger i bilens symbolske betydning og ikke i dens størrelse. Men måske er det ikke uden bagtanke, at der lurer en humoristisk dimension i værktitlen. Ortega har nemlig en baggrund som satiretegner.

Umiddelbar visuel fascination
En åbenlys kvalitet ved Ortegas værker er den umiddelbare visuelle fascination, de vækker. Han leger med vores fornemmelse for kaos og orden, når han piller ting fra hinanden og rekonstruerer dem som strukturelle diagrammer.

Ikke bare folkevognsboblen får den behandling. I det næsten mere spektakulære værk Controller of the Universe har han samlet et hundredetal nye og gamle redskaber og hængt dem op, så de danner en slags stivnet eksplosion i en sfærisk form, der ligner universet. Som besøgende kan man gå midt ind i konstruktionen og næsten gribe fat i de enkelte redskaber, der alle udgår fra installationens midte.

Alligevel føler man sig mere overrumplet end magtfuld, og fascinationen retter sig i retning af det enorme arbejde, der har ligget i overhovedet at samle denne struktur.

Che Casino
Selv forklarer Damián Ortega i udstillingens korte interview-video, at udstillingstitlen Casino er koblet til hans fornemmelse af at stå overfor alle installationernes dele, inden de er samlet. ’Che casino’ er nemlig et italiensk udtryk for, når noget er kaotisk eller vanvittigt.

Men betydningen fortaber sig lidt på svensk jord, og selvom titlen er fængende, kan man undre sig over, at den ikke blev genovervejet i forbindelsen med flytningen fra Pirelli HangarBicocca i Milano til Malmø Kunsthal.

Dekonstruere og formpresse
Damián Ortega er tydeligvis fascineret af redskaber og af muligheden for at manipulere materialer og strukturer. Udstillingen viser også en række mindre objekter, hvor han dekonstruerer velkendte genstande som en golfbold eller et majskolbe, ligesom den viser eksperimenter med at presse og støbe forskellige former.

Fx har han presset nogle endnu bløde cementblokke til at danne en samlet kubisk form, sådan at det færdige resultat på fascinerende vis fastholder samspillet imellem det materielt fleksible og det strukturelt definerede.

Formens betydning
I mange af Ortegas materielle eksperimenter er der også et spil med sproget. Fx har han støbt en skulpturel form af sammenfiltrede slanger ved at hælde cement ned i plastslanger. Han kalder værket for en ”borromæisk knude” med reference til den franske psykiater Jacques Lacans begreb om forskydninger og forvrængninger, der kan opstå imellem en genstand og det ord, der skal definere dets betydning.

For Ortega er objekterne også udsagn for potentielle materielle forvandlinger og knyttet til sprogets mulighed for at skabe mening i verden. Det kommer tydeligst til udtryk i en lang serie af plakater, hvor Ortega har iscenesat sine skulpturer med sproglige udsagn. For eksempel: ”Vigtigheden af objekter ligger i de idéer, de skaber” eller ”Ting er ækvivalent med begivenhed”.

Maskuline referencer
For nyligt viste Milena Bonifacini den præmierede udstilling Fatto A Mano hos Banja Rathnov, en udstilling, der ikke bare deler brugen af en italiensk titel med Ortegas udstilling, men også fascinationen for redskaber og håndværk.

Bonifacinis udstilling var dog tydeligt feminin med sit fokus på husgerningen og den æstetiske kobling til almuekunsten. Heroverfor er Damián Ortegas univers tydeligt maskulin med sin fascination for rockmusik, automobiler og økser og en farveholdning holdt i mere neutrale toner.

Narkotikahandel og krigsstrategier
Begge udstillinger har dog den geniale ingrediens, at værkernes taktile og visuelle kraft ikke bare kalder på vores intellektuelle refleksion, men også på vores kropslige reaktion. Vi mærker de kunstneriske kroppe, vi står overfor. Det gælder også to andre fine, større værker på Damián Ortega-udstillingen:

For det første en ubåd bygget af sandsække og fyldt med salt, som langsomt tømmes fra ubådskroppen gennem et lille hul i den ene ende: et timeglas af en art med referencer til kolonitidens salt-eksport og nutidens narkotika-industri. For det andet en installation med så mange som ni 16mm-film-projektioner, der viser teglsten placeret i forskellige formationer i et landskab, og som sættes i bevægelse med en domino-effekt. Hver enkelt teglsten skubber til den næste og tager den med i faldet. Værket er i maskulin stil baseret på den fortidige kinesiske general Sun Zis militærstrategiske værk Krigskunsten og bygget op i det berlinske ingenmandsland mellem øst og vest.

Fjerlet med historisk tyngde
Hos Damián Ortega er strukturerne lette som fjer, men samtidig tyngede af historiske referencer og en vedvarende lyst til at undersøge, udfordre og bearbejde verdens materialer og strukturer.

Det handler både om at bygge op og om at nedbryde, men kun for at bygge op på ny og teste materialets eller redskabets funktion i en ny sammenhæng. Mennesket er måske til en hvis grad i kontrol over verden, men samtidig i stor stil udsat for fornemmelsen af ’che casino’.