Kunsthal Nord nu en ‘rigtig’ kunsthal

Kunsthal Nord nu en ‘rigtig’ kunsthal

Kunsthal Nord viser aktuelt værker af Erik Øckenholt. Foto: Kunsthal Nord

Kunsthal NORD
Se kort og tider

Landets nordligst beliggende kunsthal, Kunsthal Nord, bliver nu optaget som det 16. medlem af Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD).

“Vi er meget glade for at kunne byde Kunsthal Nord velkommen i Foreningen af Kunsthaller i Danmark. FKD ser det som helt centralt at kunne tilbyde en bredde af samtidskunst i hele landet og gennem de seneste år har Kunsthal Nord fungeret som en vigtig og vital platform for samtidskunsten i Nordjylland”, siger Kirse Junge-Stevnsborg, Formand, Foreningen af Kunsthaller i Danmark.

Kunsthaller arrangerer kunstudstillinger, men har ikke faste samlinger. Det er kunsthallernes særlige opgave at præsentere samtidskunst. Helst skal de fungere som platform for nye eksperimenter og skabe dialog mellem den danske og udenlandske kunst.

“Med ansættelsen af Henrik Broch-Lips som ny leder ser vi frem til at kunne følge Kunsthal Nords bestræbelser på at udvikle kunsthallens program og aktiviteter yderligere. Og vi ser ikke mindst frem til at arbejde sammen med Kunsthal Nord om at fortsætte den positive udvikling i Foreningen i arbejdet med at styrke samtidskunstens position i Danmark“, fastslår Kirse Junge-Stevnsborg.

Kunsthal Nord – ikke en endestation
Kunsthal Nord har netop kunnet fejre fem års fødselsdag og udstillingsstedets just nyansatte kunstfaglige leder Henrik Broch-Lips glæder sig også overmedlemskabet af Foreningen af Kunsthaller i Danmark.  

“Det er den tidligere leder Bruno Kjærs store fortjeneste, at Kunsthal Nord nu officielt er blevet anerkendt som kunsthal. Bruno Kjærs ihærdige indsats har banet vejen for, at vi, sammen med landets andre kunsthaller nu kan arbejde målrettet på at gøre samtidskunsten endnu mere synlig og tilgængelig for alle”, siger Henrik Broch-Lips og fortsætter:

“Kunsthal Nords vision er at præsentere topaktuelle og kvalitetsbevidste udstillinger med dansk og international billedkunst og samtidigt fungere som dialogskabende platform for formidling, debat og uddannelse. Nok er Kunsthal Nord sidste punkt, før man forlader det europæiske kontinent, men vi er ikke endestation, men snarere startpunktet for kritisk og eksperimenterende nutidskunst”, siger Henrik Broch-Lips.

Foreningen af Kunsthaller i Danmark, FKD, blev oprettet i slutningen af 1992 og tæller i dag følgende 16 kunstinstitutioner:

Brandts 13
Den Frie Udstillingsbygning
Fotografisk Center
Galleri Image
gl Holtegaard
KunstCentret Silkeborg Bad
Kunstforeningen gl. Strand
Kunsthal 44 Møen
Kunsthal Charlottenborg
Kunsthal Nord
Kunsthal Aarhus
Nikolaj Kunsthal
Overgaden
Institut for Samtidskunst
Rønnebæksholm
Sophienholm
Viborg Kunsthal

Kunsthal NORD
Se kort og tider

Del artiklen

'Kunsthal Nord nu en 'rigtig' kunsthal'

Facebook