KUNSTEN i Aalborg restaureres

KUNSTEN i Aalborg restaureres

Erik Møller Arkitekter - Nye udstillingsrum i underetagen. Foto: presse

KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg
Se kort og tider

KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg har netop udpeget vinderen, der skal stå for en gennemgribende restaurering og revitalisering af Alvar Aaltos museumsbygning.

Kunsten Museum of Modern Art Aalborgs museumsbygninger skal restaureres, og vinderen af den opgave blev Erik Møller Arkitekter, der i samarbejde med arkitektfirmaet Transform, landskabsarkitekten GHB og ingeniørfirmaet Søren Jensen skal forestå arbejdet.

Kunstens bygninger er oprindeligt designet af den verdenskendte arkitekt Alvar Aaltos og er det eneste museumsbyggeri fra hans hånd uden for Finland. Derfor er bygningen fredet.

”Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang”, udtaler museumsdirektør Gitte Ørskou. ”Vi er sikre på, at det vindende team vil varetage opgaven i respekt for Alvar Aaltos fornemme byggeri og samtidig tilgodese de krav til kunst- og publikumsfaciliteter, som fremtidens museum kræver”.

Gamle rammer, nye rum
Ud over en omfattende restaurering af bygningen består arbejdet blandt andet i etablering af et 750 m2 stort udstillingsrum i museets underetage, nye faciliteter til børn samt en lang række bygningsmæssige forbedringer, der alle kommer publikum til gode. Erik Møller Arkitekter har stor erfaring med renoveringsopgaver og har tidligere blandt andet renoveret Amalienborg, Christiansborg, Rosenborg og Det Kgl. Teater.

Arbejdet forventes at gå i gang til foråret 2014.

Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Mølles Fond til Almene Formaal, Det Obelske Familiefond, Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og Købmand Herman Sallings Fond samt Aalborg Kommune.

Arkitekternes udtalelse om vinderforslaget:

"Vi ønsker at fastholde Aaltos og Baruëls arkitektoniske visioner for huset - i det ydre og indre - og vil således - hvor muligt - fastholde eller genbruge alle overflader og detaljer. En opdatering af huset skal respektere og fastholde de arkitektoniske motiver og virkemidler fra det originale hus.

Vores bæredygtige vision er baseret på 5 hovedpunkter:

1. Genbrug af rum
Vi ønsker at genbruge så meget af huset som muligt. Det vil sige at få et nyt og velfungerende museum placeret indenfor museets eksisterende rammer. Det giver fire store fordele: Dels er det billigere at genbruge den eksisterende bygningsstruktur, dels er det bæredygtigt at genbruge de forhåndenværende ressourcer, museets udstillinger kan placeres i umiddelbar nærhed til hinanden og endelig vil en minimal tilbygning efterlade det fredede hus som oprindeligt tænkt af Aalto og Baruel.

2. Dagslys i stueetagen
Stueetagen skal fortsat være lys og livlig og er fortsat den primære etage i KUNSTEN. Etagen omindrettes omkring indgangspartiet og tilføres en ny publikumstrappe, der fører direkte til specialudstillingen i kælderen.

3. Kunstlys i parterre
Den centrale del af parterre etagen omindrettes og tilføres et nyt rum – et 750 m2 stort udstillingsareal, der er designet som en ’blackbox’, det vil sige, at rummet kan præges af de skiftende udstillinger og den nye kunst. Parterreetagen skal huse de nye kunstlysarealer og være tæt og godt forbundet med overetagen. Rundt om det nye udstillingsareal placeres de dagslyskrævende funktioner som Artlab, café, administration og værksted. Etagens forandring skaber en karakterfuld komposition af et fast, mørkt indre og en ny og mere flydende sammenhæng mellem cafe, park og børneafdeling.

4. At skabe et nyt flow
Et logisk og effektivt flow er afgørende for oplevelsen af at gå på museum. Stueetagen i det fredede hus har en meget karakteristisk flowfigur, hvor en rute fra vestibule og omkring den høje sal fordeler til alle udstillingsarealer. Man behøver ikke at gå igennem udstillinger man ikke ønsker at se, men vælger selv sin rute og sammensætning af museets tilbud. I parterreetagen føres gæster ud i opgraderet fordelingsareal mellem café, Artlab og auditorium.

5. Tilbygning under jorden
Den primære tilbygning til museet sker UNDER terræn og påvirker således ikke husets udtryk. De nye kvadratmeter huser teknik og depot og har ikke krav til dagslys".

KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg
Se kort og tider

Del artiklen

'KUNSTEN i Aalborg restaureres'

Facebook