Kunstbegrebet FAQ

Kunstbegrebet FAQ

Martin Erik Andersen er et godt eksempel på en kunstner hvor intet er tilfældigt. Her: God is love, 2008, (Foto: Martin Erik Andersen, Courtesy Galleri Susanne Ottesen)

Torben Sangild svarer på indvendinger og uddybende spørgsmål efter sidste måneds forsøg på at forklare, hvad kunst er.

Jeg vidste godt, at det var et minefelt, jeg bevægede mig ind i, da jeg i sidste måned tog fat i kort at besvare spørgsmålet ”Hvad er kunst?” – et spørgsmål, som i forhold til nutidskunsten kræver en anden type svar end de to gængse: På den ene side en kassedefinition, dvs. en opregning af egenskaber ved de genstande, som er kunst.

På den anden side en lommerelativisme, der siger at kunst er det, du synes er kunst eller kunst er det, nogen synes er kunst. Den ene type er for stram, den anden er for slap. Jeg forsøgte en tredje vej – ikke en middelvej, men en tredje vej.

LÆS klummen her.

Mellem kasser og relativisme
På den ene side vendte jeg spørgsmålet væk fra den klassiske type defintion ved at sige at der er tale om et perspektiv snarere end en række egenskaber ved genstande. Det er den egentlige definition; det er kernen. På den anden side, for at undgå den relativistiske slaphed, forsøgte jeg at forklare, hvordan visse værker er mere oplagte at betragte som kunst end andre. Altså ikke bare ”du bestemmer selv” eller ”institutionen bestemmer det hele”, men en reel anerkendelse af, at der er nogle former for kunst der vækker mere modstand i forhold til at blive anskuet som kunst end andre.

Derfor al den snak om attraktorer, der indsætter de gradsforskelle, som den slappe relativisme ikke anerkender eller gider formulere. Min pointe er slet og ret at det er sådan det foregår, nogle gange i en stadig diskussion mellem dem der anerkender og dem der ikke anerkender noget som kunst.

Der er som ventet kommet en masse reaktioner på min klumme – på email, i kommentarfeltet, på Facebook og ved personlig henvendelse. Jeg vil tage fat i nogle af de vigtigste spørgsmål og indvendinger her, i håbet om at det kan afklare nogle uudsagte ting.

Afstand og autoritet
Hvem bestemmer attraktorerne? For hvis et lærred er hængt ind på en fin væg på et museum, så er der tendens til, at vejen til at kalde det kunst er kortere, end hvis samme lærred stod på et staffeli hos en gadekunstner. Hvis attraktionen skal defineres af den enkelte beskuer, så kommer der en masse arv/miljø/erfaring i spil, og hvilket mindset beskueren er i den dag.

Attraktorerne er først og fremmest kulturelle og historiske størrelser, som den enkelte kan have indoptaget mere eller mindre. Individet svæver ikke rundt i sin egen verden og definerer kunst efter forgodtbefindende, men er strækt præget af sin kulturs og sit miljøs opfattelser af kunst. Nogle er mere autoritetstro eller  åbne over for kulturens og institutionens blåstempling end andre. Og så diskuteres det jo.

Prædefinerede attraktorer
Du siger selv, at du kan gå forbi kunst, uden at det rør dig, men du stadig kalder det kunst. Er det fordi, du har fået en præ-attraktion defineret for dig af en kurator – hvis-det-hænger-på-smk-så-er-det-kunst, eller hvilke kriterer skal være opfyldt for dig som beskuer, før at du kalder noget kunst?

Når jeg kan kalde noget, der ikke rører mig for kunst, er det fordi, jeg ikke har noget problem med at operere med ‘dårlig kunst’ eller ‘kedelig kunst’. På samme måde som der findes dårlig musik. Jeg kunne ikke drømme om at sige, at Stig Rossen ikke synger musik. Det er – for mig at se – langt mere meningsfuldt at kritisere denne kunst, end bare at sige: ”det synes jeg ikke er kunst”. Det sidste er tæt på blot at være en barnlig afsværgelse – lidt som at påstå, at mad, man ikke kan lide, slet ikke er mad. Jeg har simpelthen ikke nogen kriterier for, hvornår jeg betragter noget som kunst. Det er i reglen helt uproblematisk for mig, og jeg kan skifte mellem fx et kunstperspektiv og et praktisk perspektiv og nogle gange kan dette dobbeltblik være ganske frugtbart.

Hvad er et perspektiv?
Forskyder du ikke bare spørgsmålet? Kunst er et perspektiv. Det giver jo et nyt spørgsmål: Hvad er så dette perspektiv?

Jo, det vil jeg gerne delvist indrømme. Men det er ikke et ‘bare’. Det er en meget vigtig forskydning, som jeg ville ønske kunne slå bredt igennem, sådan at man ikke længere går rundt og vil have genstande klassificeret som kunst eller ej. Det er nemlig et tomt spørgsmål.

Mange har overset, at jeg faktisk sætter nogle få ord på, hvad perspektivet indebærer, så jeg har ikke bare sagt, at det er et perspektiv. Vi ”tilskriver værkerne ekstra fortættet betydning” og går ofte til dem med ”større æstetisk sensibilitet”. Det er naturligvis ikke noget udfoldet kunstbegreb. Men hvad kunsten gør og kan, er jo det jeg normalt beskæftiger mig med, det er dét, de fleste af mine klummer og min bog Objektiv sensibilitet handler om.

Den fortættede betydning handler om, at de mindste ting i værket anses som udtryksfulde og meningsfulde. Som de skridt Bruce Nauman tager i en performance, til forskel fra de skridt en tilfældig person på gaden tager.


Dance or Exercise on the Perimeter of a Square… by zohilof

Som en række henslængte objekters samspil i en installation af Martin Erik Andersen til forskel fra rodet på mit skrivebord. Og vi åbner os for en mulig erfaring, som kunsten kan give os, men som den ikke altid giver os.

Betingelser i historie og kultur
Overser du ikke det historiske og kulturelt foranderlige i kunstopfattelser?

Nej, tværtimod, det er en helt central præmis for at tale om attraktorer. For attraktorerne er netop foranderlige, kulturelt og især historisk. En simpel readymade ville ikke have nogen attraktorværdi for 120 år siden, selv om den var på et galleri. Det har den i dag. Det samme gælder et monokromt maleri eller en happening. Det er indlysende.

Det er ikke interessant, hvad kunst er, men hvad kunst kan.

Jeg kunne ikke være mere enig. Og dette bliver nok også det sidste, jeg skriver om det spørgsmål længe.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Del artiklen

'Kunstbegrebet FAQ'

Facebook