Kunstavis med hjerte men for lidt spalteplads

Billedserie

Udgivelse

HABER SANAT

Carina Randløv, Al Masson, Superpool, Nalan Yirtmaç, Ulrike Mohr, Peter Nansen Scherfig, Ceren Oykut, Hüseyin Karakaya, Lise Harlev, Extrastruggle

HABER SANAT bliver distribueret i Danmark sammen med den tyrkisk/danske avis HABER, som kan købes i udvalgte kiosker og DSB stationer.

HABER SANAT kan ligeledes downloades her

Kunstavis med hjerte men for lidt spalteplads

Al Massons bidrag til forsiden af dette nummer af HABER SANAT

Den nye kunstavis HABER SANAT ønsker at diskutere begreber som "hjemland", "statsborger" og "grænser" i en verden hvor disse ord ændrer betydning eller udvandes for flere og flere mennesker. Projektet er sympatisk og i sit udgangspunkt spændende, men der er desværre nogle huller i formidlingen af det samlede produkt.

Fange i friheden
Haber Sanat udkommer første gang som et tillæg til martsudgaven af den dansk/tyrkiske avis Haber. Projektet er sat i søen af Carina Randløv og beskæftiger sig, under overskriften "Grænsegænger/Grenzgänger/Sinir Gezingleri", med det at have ligeværdige tilhørsforhold til flere forskellige lande, at vakle mellem at være rodløs og fastgroet; at være fri og fanget i friheden.

Forsiden til HABER SANAT #1
Forsiden til HABER SANAT #1
Relevant tema
Projektets tematik er relevant for flere og flere mennesker i en moderne globaliseret verden, men trækker ligeledes tråde tilbage i historien. Der drages paralleller mellem fremmedarbejderen, flygtningen og den omflakkende kunstner. Så vidt forskellige deres historier og liv end har formet sig, har de stadig problematikken omkring deres nationale tilhørsforhold og identitet til fælles.

Hjertet er med
De ni bidragydere har bestemt noget på hjerte, men flere steder ‘desværre’ så meget, at det ikke kommer til sin ret i det avistillæg, som Haber Sanat udgør. De 24 avissider fungerer som en ganske fin appetitvækker. De enkelte bidrag svinger i stil og kvalitet, men berettigelsen og hjertet er der. I flere tilfælde er det bare pokkers synd, at de ikke i højere grad kan foldes ud.

Avistillæg som udstillingsrum?
Når man, som det hedder i introduktionen til projektet, bevidst "har valgt avismediet som udstillingssted for dette projekt" fordi "avisen når ud til flere mennesker og har et andet publikum end det gængse kunstrum" burde man måske have disponeret anderledes:

Enten kunne man flere steder have udvalgt værker, der gjorde sig bedre i mediet, og ikke kun kom til at virke som korte overfladiske referencer til et værk udfoldet andetsteds. Eller man kunne have gjort blandformen avis/udstillingsrum mere ligelig og derved gjort mere ud af formidlingen til dette "andet og bredere publikum."

For eksempel i Lise Harlevs ganske fine plakatprojekt Where people don’t know you, som bliver repræsenteret med en ultrakort otte liniers notits og to billeder af plakaterne i byrummet.

Lise Harlevs plakater i byrummet
Lise Harlevs plakater i byrummet

I dette tilfælde kunne man tænke sig, at en reportageform ville have gjort sig bedre. En beskrivelse, der sætter værkerne ind i en sammenhæng og gør deres virkning ude i virkeligheden mere begribelig.

Peter Nansen Scherfigs ISCOBE-smykker.
Peter Nansen Scherfigs ISCOBE-smykker.
Kvinde kend din grænse
Til gengæld er Peter Nansen Scherfigs ISCOBE (IStanbulCOpenhagenBErlin) et godt eksempel på hvor det virker; hvor avismediet netop udnyttes godt: ISCOBE er en smykkeserie formet af forskellige landegrænser.

I avisen er trykt en klip-selv udgave af Berlin-smykket Øst – vest – hjemme bedst, der består af omridset af de fire allierede sektorer, som Berlin deltes i efter 2. Verdenskrig.

De trykte klip-selv smykker er efterfulgt af en række ‘modefotos’ af ‘ISCOBE i anvendelse’. Her mikses budskabet med en ideel og imiterende udnyttelse af mediet.

Extrastruggles Plakat for alle minoriteter.
Extrastruggles Plakat for alle minoriteter.

Grafiske
elementer – ja tak!
På samme måde fungerer det to-siders optryk af extrastruggles Plakat for alle minoriteter vældig fint i avisen som medie. Værket kan stå alene i de rammer avissiderne udgør og udfordre dem uden at skulle overskride dem.

Lader det sig gøre?
Men flere af bidragyderne får ‘udstillet’ deres værk eller blot dele af det, i den grad det lader sig gøre i en avis – og netop i den formulering ligger anken. Det er synd for værkerne, og det er synd for det samlede projekt, der på en måde i sidste ende i passager kommer til at fremstå lidt tyndt, selvom de enkelte bidrag og præmissen for det samlede projekt bestemt ikke er det.

Om bidragyderne: (citeret fra Carina Ranløvs introduktion i avisen)

Lise Harlev og Peter Nansen Scherfig er begge danske, men med fast bopæl i Berlin.

Lise Harlev griber temaet sproglige og nationale tilhørsforhold på en måde, som jeg synes rammer plet, og samtidig rykker hun ud over kanten af kunstscenen med sine plakative arbejder.

Peter Nansen Scherfigs værker er på en gang humoristiske og frække og har mange lag og fortolkningsmuligheder.

Al Masson har boet mange steder i verden, er fransk, men nu bosiddende i Danmark. Hans tegninger er hurtige og uprætentiøse, men samtidig meget præcise. De kommunikerer direkte, uden at man skal have læst 179 teoretiske afhandlinger.

Ulrike Mohr bor i Berlin, men jeg mødte hende i Istanbul. Hun arbejder hengivent og præcist som en forsker og næsten altid stedsspecifikt ude i felten.

Ceren Oykut, Extramücadele og Nalan Yirtmaç bor alle i Istanbul.

Ceren Oykuts tegninger er at finde på vægge i galleriet, direkte, som små historier der udvikler sig undervejs i processen. Desuden har hun en stor finger med i spillet ved det tyrkiske band Baba Zulas koncerter,hvor hun tegner live.

Extramücadele har en meget politisk tilgang til sit kunstneriske arbejde, og arbejder med tegningen som karikatur eller symbol.

Nalan Yirtmaçs tegninger er lavet med stencil og mere streetart end tegninger i traditionel kunstnerisk forstand. De er rå som graffiti.

Superpool beskæftiger sig paa interessant vis med rummet mellem kunstformerne arkitektur, design og kunst, og de formår at gøre deres tilsyneladende nøgterne optegnelser til meget vedkommendeskildringer.

Hüseyin Karakaya er tyrker og har i en lang årrække boet i Tyskland. Han er meget grænsesøgende i sin tilgang til arbejdet med kunst og låser sig ikke fast i et medie.

Billedserie

Udgivelse

HABER SANAT

Carina Randløv, Al Masson, Superpool, Nalan Yirtmaç, Ulrike Mohr, Peter Nansen Scherfig, Ceren Oykut, Hüseyin Karakaya, Lise Harlev, Extrastruggle

HABER SANAT bliver distribueret i Danmark sammen med den tyrkisk/danske avis HABER, som kan købes i udvalgte kiosker og DSB stationer.

HABER SANAT kan ligeledes downloades her

Del artiklen

'Kunstavis med hjerte men for lidt spalteplads'

Facebook